KFE 2021.900 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 27. september 2021 (sagsnr. 18-05143) )

Undersøgelsespåbud, jf. jordforureningslovens § 40 – oprensningspåbud, jf. jordforureningslovens § 41 – oprensningspåbud, jf. miljøbeskyttelseslovens § 69 – tidspunkt for forurening, jf. jordforureningslovens § 40, stk. 2 – proportionalitetsprincippet – »på forhånd kan udelukkes« – forældelse

På grundlag af en indledende forureningsundersøgelse gennemført af Region Hovedstaden meddelte Rødovre Kommune den 15. december 2017 en maskin- og metalvarevirksomhed påbud om undersøgelse af forurening med chlorerede opløsningsmidler og nedbrydningsprodukter af chlorerede opløsningsmidler under en bygning, der i perioden 1962-2009 var blevet anvendt af virksomheden i forbindelse med affedtning, hærdning og bemaling af metalvarer. Kommunen anførte i påbuddet, at det var kommunens vurdering, at forureningen efter al sandsynlighed hidrørte fra virksomhedens aktiviteter (sprøjtemaling og affedning af metalgenstande), og at der var grund til at antage, at forureningen med chlorerede opløsningsmidler var fortsat indtil 1996, hvor virksomheden fjernede et trianlæg fra bygningen. Kommunen vurderede endvidere, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at der ville være grundlag for at meddele et oprensningspåbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69. Virksomheden påklagede påbuddet til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til tre forhold: (i) kilden til forureningen, (ii) tidspunktet for forureningen og (iii) proportionalitetsprincippet. I forhold til kilden til forureningen fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet, at den konstaterede forurening med chlorerede opløsningsmidler (TCE og PCE) samt nedbrydningsprodukter heraf under bygningen med overvejende sandsynlighed stammede fra virksomhedens driftsaktiviteter, idet nævnet lagde vægt på vurderingerne i Region Hovedstadens indledende forureningsundersøgelse. I forhold til tidspunktet for forureningen anførte Miljø- og Fødevareklagenævnet, at der i relation til påbud efter jordforureningslovens § 40 ikke stilles krav om, at den væsentligste del af forureningen skal være sket efter den 1. januar 1992, men blot at udledningen med overvejende sandsynlighed kan være fortsat efter den 1. januar 1992. Nævnet fandt herefter, at forureningen med overvejende sandsynlighed var sket eller fortsat efter den 1. januar 1992, jf. hertil jordforureningslovens § 40, stk. 2. I forhold til proportionalitetsprincippet fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet, at det ikke ville være uproportionalt at påbyde virksomheden at foretage yderligere undersøgelser efter jordforureningslovens § 40, og lagde navnlig vægt på, at den konstaterede forurening ikke var endeligt afgrænset. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt i den forbindelse, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at der kunne meddeles et efterfølgende påbud om oprensning af forureningen i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 69, idet den påbudte forureningsundersøgelse ville kunne tilvejebringe dokumentation for, at forureningen skyldtes virksomhedens ansvarspådragende, herunder uforsvarlige, adfærd. Miljø- og Fødevareklagenævnet anførte afslutningsvist, at de almindelige forældelsesregler – som virksomheden havde gjort gældende i sin klage – ikke fandt anvendelse i relation til tilsynsmyndighedernes adgang til at meddele påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69, idet der ikke var tale om en fordring i forældelsesreglernes forstand. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede på dette grundlag kommunens påbud.