KFE 2021.892 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 15. juni 2021 (sagsnr. 21-03024))

i Kendelser om Fast Ejendom
Ingen adgang
Adgang til fuld tekst

Strandbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 15 – dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1 – »kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra« – lovliggørelse – genoptagelse – af egen drift – væsentlig fejl ved sagens behandling – grundsætningen om saglig forvaltning – magtfordrejningsgrundsætningen – inddragelse af relevante, saglige hensyn – myndighedspassivitet

Kystdirektoratet meddelte den 20. februar 2020 en havbrugsvirksomhed lovliggørende dispensation til bl.a. fortsat vinteropbevaring af havbrugsringe indenfor strandbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Kystdirektoratet lagde i sin afgørelse bl.a. vægt på, at havbrugsaktiviteterne var pågået i 35 år, at havbrugsvirksomheden var i god tro, og at havbrugsringene var placeret i tilknytning til en havn, let tilbagetrukket fra kysten og på en ikke uberørt kyststrækning. Dispensationen blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af en miljøorganisation. Ved afgørelse af 3. august 2020 ændrede Miljø- og Fødevareklagenævnet Kystdirektoratets dispensation til et afslag for så vidt angår havbrugsringene, idet nævnet bl.a. afviste, at praktiske og driftsmæssige vanskeligheder ved at opbevare havbrugsringene uden for strandbeskyttelseslinjen var et hensyn, der kunne varetages ved administrationen af strandbeskyttelseslinjen.Havbrugsvirksomheden indbragte den 2. februar 2021 Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse for domstolene og gjorde i sin stævning bl.a. gældende, at nævnet havde undladt at inddrage alle relevante, saglige hensyn i sin vurdering, jf. bl.a. MAD 1998.1519 NKN. Miljø- og Fødevareklagenævnet besluttede herefter – af egen drift – at genoptage klagesagen til fornyet behandling, idet nævnet fandt, at der var begået en væsentlig fejl ved sagens behandling. Nævnet lagde herved vægt på, at nævnet ikke havde inddraget samtlige relevante saglige hensyn i sin vurdering, idet nævnet ikke i tilstrækkelig grad havde taget hensyn til, at placeringen af havbrugsringene indenfor strandbeskyttelseslinjen kunne være funktionelt begrundet i havbrugets drift. Miljø- og Fødevareklagenævnet påbegyndte herefter fornyet sagsbehandling og gennemførte i den forbindelse supplerende partshøring af havbrugsvirksomheden. Ved sin fornyede afgørelse af 15. juni 2021 stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet Kystdirektoratets afgørelse om lovliggørende dispensation til fortsat vinteropbevaring af havbrugsringe indenfor strandbeskyttelseslinjen. Miljø- og Fødevareklagenævnet anførte enstemmigt, at Kystdirektoratets håndhævelsesadgang ikke var bortfaldet som følge af myndighedspassivitet. Nævnet delte sig herefter i spørgsmålet om, hvorvidt der i den konkrete sag forelå sådanne særlige omstændigheder, at det kunne begrunde en lovliggørende dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Flertallet (4 medlemmer) fandt, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation, og lagde bl.a. vægt på, at havbrugsringene kun skulle opbevares på land i vintermånederne, at den kystnære placering af havbrugsringene havde en naturlig sammenhæng med driften af havbruget ved havet og havnen med henblik på udsætning og optagning, og at ringene ikke i afgørende grad stred mod de kystlandskabelige forhold på stedet. Mindretallet (3 medlemmer) fandt ikke, at der forelå særlige omstændigheder, og lagde bl.a. vægt på, at havbrugsringene dækkede et meget stort og kystnært areal, at praksis inden for den oprindelige 100 m-strandbeskyttelseslinje var meget restriktiv, og at en lovliggørende dispensation ville kunne medføre en uønsket præcedensvirkning i lignende sager.