KFE 2021.687 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 3. februar 2021)

i Kendelser om Fast Ejendom
Ingen adgang
Adgang til fuld tekst

Bypass, jf. kystbeskyttelseslovens § 16 b – screeningsafgørelse, jf. miljøvurderingslovens § 16 sammenholdt med bilag 2, punkt 10, litra k – prioritering af bypass frem for nyttiggørelse, jf. kystbeskyttelseslovens § 16, b stk. 3 – dokumentationskrav ift. miljøpåvirkning, jf. kystbeskyttelseslovens § 16, b, stk. 1, nr. 1 og 2 – væsentlig retlig mangel ifm. sagsoplysning – afgrænsning af nævnets efterprøvelse, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 11 – ophævelse af tilladelsen – hjemvisning – formandsafgørelse

Sagen vedrører en klage over Kystdirektoratets tilladelse af 12. november 2020 til bypass af op til ca. 24.000 m3 rent sediment, hvor sagsbehandlingen var overdraget til direktoratet fra Miljøstyrelsen, der havde vurderet, at materialet var egnet til kystnærplacering. I forbindelse med en af Kystdirektoratet foretagne høring oplyser Miljøstyrelsen, at det ikke fremgår af ansøgningsmaterialet, om ansøgeren har forholdt sig til den umiddelbare nærhed til Natura 2000-området, ligesom der heller ikke foreligger oplysninger om eventuelle påvirkninger på beskyttede naturtyper og arter, herunder bilag IV-arter og fugle. Kystdirektoratet fandt på det foreliggende grundlag, at der ikke forelå væsentlige naturhensyn eller hensyn i øvrigt, som talte imod det ansøgte bypassprojekt, og meddelte tilladelsen. Tilladelsen blev meddelt på en række vilkår, hvorefter at der kunne bypasses ca. 10.000 m3 det første år, herefter skulle den årlige mængde begrænses til ca. 1.500 m3, arbejdet skulle udføres i perioden oktober til marts, og tilladelsens gyldighed ophørte den 12. november 2030. Afgørelsen blev påklaget af Odsherred Kommune, der ifm. den af Kystdirektoratet foretagne høring havde anført, at man ønskede materialet nyttiggjort umiddelbart nord for færgehavnen (ca. 1,5 km fra færgehavnen) til sandfordring. I klagen anførte kommunen, at der ikke var foretaget en tilfredsstillende habitatvurdering, og at der skulle have været foretaget screening efter VVM-reglerne, jf. miljøvurderingslovens § 16 sammenholdt med lovens bilag 2.

Nævnet afgrænsede med henvisning til § 11 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet sin prøvelse til alene at vedrøre spørgsmålet om, hvorvidt der skulle have været foretaget en VVM-screening, hvor prøvelsen efter miljøvurderingslovens § 49, stk. 1, jf. § 21, er begrænset til retlige spørgsmål. Efterprøvelsen af bypassafgørelsen blev endvidere foretaget med henvisning til kystbeskyttelseslovens § 18, stk. 1, jf. § 16 b. Nævnet ophævede den af Kystdirektoratet trufne afgørelse, idet det fastslog, at der skulle have været foretaget en screening med hjemmel i miljøvurderingslovens § 16 b, jf. bilag 2, punkt 10, litra k, der vedrører kystanlæg, der har betydning for erosion af kysten. I den sammenhæng inddrager nævnet, at det fremgår af det formål, der ligger bag prioriteringen af bypass frem for nyttiggørelse, jf. kystbeskyttelseslovens § 16 b, stk. 3, at fjernelse af sediment fra kysten til nyttiggørelse som udgangspunkt skal undgås, da fjernelsen vil gøre kysten mere sårbar over for erosion, ligesom nævnet inddrager de dokumentationskrav, der er fastslået i kystbeskyttelseslovens § 16 b, stk. 1, nr. 1 og 2, ift. valget mellem bypass og nyttiggørelse. Et krav om gennemførelse af en VVM-screening med henvisning til miljøvurderingslovens § 16 er derfor velbegrundet. Da Kystdirektoratet ikke forud for meddelelsen af bypass-tilladelse har foretaget en sådan screening, lider den meddelte bypasstilladelse af en retlig mangel, og sagen hjemviste derfor til fornyet behandling i Kystdirektoratet.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 20/14462.

2

. I henhold til § 7, stk. 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 516 af 23. april 2020 om bypass, nyttiggørelse og klapning af optaget havbundsmateriale (klapbekendtgørelsen) er det Miljøstyrelsen, som vurderer materialets forureningsgrad. Hvis sedimentet vurderes at være tilstrækkeligt uforurenet til, at bypass eller nyttiggørelse kan tillades, oversender Miljøstyrelsen sagen til Kystdirektoratet.

3

. Dvs., der er ikke i forbindelse med ansøgningen taget stilling til, om der skulle udarbejdes en habitatvurdering på grund af det nærliggende Natura 2000-område, jf. habitatdirektivets artikel 6, stk. 3.

4

. Dvs., der er ikke taget stilling til, hvorvidt det ansøgte kan være i strid med habitatdirektivets artikel 12.

5

. Bilag 2, punkt 10 k angiver, at følgende projekter er omfattet af pligten til at foretage en screening: »Kystanlæg til modvirkning af erosion og maritime vandbygningskonstruktioner, der kan ændre kystlinjen, som f.eks. skråningsbeskyttelser, strandbreder og diger, dæmninger, moler, bølgebrydere og andre konstruktioner til beskyttelse mod havet fra vedligeholdelse og genopførelse af sådanne anlæg«. De kriterier, som skal inddrages i vurderingen af VVM-pligten, fremgår af miljøvurderingslovens bilag 6.

6

. Kystbeskyttelseslovens § 16 b, stk. 3, fastslår, at et sediment ikke kan nyttiggørelse, sådan som den af kommunen ønskede, hvis det er miljømæssigt forsvarligt at bypass det. I bemærkningerne til lovens § 16 b, stk. 3, præciseres det netop, at behovet for bypass pga. udfordringer med erosion nedstrøms for havnen, kan føre til afslag på ansøgning om anvendelse af sedimentet til andre nyttiggørelsesformål.