KFE 2021.385 (VLD af 9. november 2021 Sag BS-50039/2020-VLR (2. afdeling))

i Kendelser om Fast Ejendom
Ingen adgang
Adgang til fuld tekst

Veje og stier i det åbne land – permanente, menneskeskabte færdselsbaner – færdsel til fods og på cykel – gene for den erhvervsmæssige udnyttelse – naturbeskyttelseslovens § 26 – tilsyn efter naturbeskyttelseslovens § 73

En lodsejer nedlagde påstand om, at Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om stadfæstelse af Syddjurs Kommunes påbud om at fjerne eller ændre en afspærring af grusvej, så færdsel til fods og på cykel blev mulig, var ugyldig. Lodsejeren gjorde gældende, at påbuddet efter naturbeskyttelsesloven var usagligt og begrundet i et forudgående forsøg på at udlægge grusvejen som privat fællesvej, hvilket var blevet underkendt af Vejdirektoratet. Retten i Randers og Vestre Landsret havde forudgående afsagt dom om, at Syddjurs Kommune havde handlet ansvarspådragende ved at administrere vejstykket som privat fællesvej og træffe beslutning om ekspropriation til ejerskab og i den forbindelse holde vejen åben for offentligheden. Lodsejeren gjorde subsidiært gældende, at afspærringen af arealet var lovlig, da færdslen var til gene for ejeren, jf. naturbeskyttelseslovens § 26, stk. 1. Miljø- og Fødevareklagenævnet gjorde gældende, at der var tale om en gennemgående sti i det åbne land, og det blev bestridt, at færdsel på stien var til gene for den erhvervsmæssige udnyttelse af ejendommen. Retten i Randers tiltrådte, at der var tale om en gennemgående vej eller sti i det åbne land, og at lodsejeren ikke havde godtgjort, at offentlighedens færdsel til fods og på cykel udgjorde konkrete og objektivt konstaterbare gener for den erhvervsmæssige udnyttelse af ejendommen. Miljø- og Fødevareklagenævnet blev derfor frifundet. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse.

Fodnoter

1

. Fra retspraksis om naturbeskyttelseslovens § 26 se: TfL 2020.32 Ø, MAD 2011.221 V, MAD 2011.269 V og MAD 2007.160 Ø.