KFE 2020.97 (Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomheds kendelse af 20.3.2020 i sag nr. C-14171)
i Kendelser om Fast EjendomEntreprise – dagbøder – tidsfrist
Entreprise – mangler – bevis
Dagbodskrav afvist, allerede fordi bindende tidsfrist ikke kunne bevises. Partsoplysninger kan ikke være grundlag for syn og skøn om mangler.
Efter afslutningen af en beton-, murer- og tømrerentreprise vedrørende en produktions-, lager- og administrationsbygning anlagde entreprenøren voldgiftssag med påstand om bygherrens betaling af et betydeligt tilgodehavende. Bygherren kunne i det væsentlige tiltræde opgørelsen af entreprenørens tilgodehavende, men påstod sig tilkendt et større beløb, idet det blev gjort gældende, at bygherren havde betydelige modkrav i form af dagbods- og mangelskrav.
Der var enighed om, at udbudstidsplanen ikke var gældende, og bygherren påberåbte sig slutfristen den 19. december 2014 i en nærmere anført færdiggørelsesplan.
Da de tidsplaner, der blev henvist til i kontrakterne, ikke kunne anvendes, allerede fordi de forudsatte et starttidspunkt længe før underskrivelsen, da der ifølge byggemødereferaterne havde været flere tidsplaner og færdiggørelsesplaner, og da der ikke var blevet reklameret, kunne det ikke anses for bevist, at der var aftalt en færdiggørelsesfrist den 19. december 2014, eller at der i øvrigt var opstået en forsinkelse, som entreprenøren var ansvarlig for, og dagbodskravet blev derfor ikke taget til følge.
Nogle af bygherrens mangelskrav blev på grundlag af syn og skøn taget helt eller delvis til følge, andre blev ikke taget til følge.
Det fremgik af skønserklæringer, at skønsmanden 3 steder på bygningens forside havde observeret stenreder i sokler, men disse stenreder var blevet udbedret uden forbindelse med sagen, og parterne var enige om, at disse stenreder ikke var relevante for sagen. Skønsmanden forklarede, at han havde set 2-3 stenreder på bagsiden, hvis udbedring han anslog til 50.000 kr., men han vurderede den samlede udbedringsudgift til 250.000 kr., idet han ud fra bygherrens oplysninger og sin erfaring ville antage, at der var stenreder andre steder på ejendommen.
Udbedringsudgiften kunne ikke anslås på denne måde, idet der navnlig ikke kunne lægges vægt på det, skønsmanden havde »fået oplyst af bygherren«. Der kunne kun lægges vægt på det, skønsmanden ved sin besigtigelse havde konstateret, og bygherren fik kun tilkendt beløbet på 50.000 kr.
Fodnoter
. KFE 2018.112 VBA, Hørlyck: Entreprise, 8. udg. s. 80 f. og 410, og Torsten Iversen: Entrepriseretten s. 505-10. Kendelsen udelukker ikke, at en entreprenør kan gøres forsinkelsesansvarlig, selv om der ikke er aftalt en bindende frist, men det må efter praksis anses for udelukket, at der i så fald kan kræves dagbøder.
. Hørlyck s. 479 f., samme: Syn og skøn, 6. udg. s. 205-07, og Torsten Iversen s. 569 f. Kendelsen tager ikke stilling til, hvorvidt en stikprøveundersøgelse er tilstrækkeligt til at løfte bevisbyrden. Det er en konkret vurdering, om iagttagne mangler som stikprøver kan danne grundlag for tilkendelse af omkostninger til udbedring af mangler, som skønsmanden ikke har set, men bevisbyrden skal løftes af bygherren.