KFE 2020.45 (Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomheds kendelse af 5.2.2020 i sag nr. C-15045)
i Kendelser om Fast EjendomEntreprise – forcering – forceringsaftale
Entreprise – tilbagesøgning – passivitet
Lagt til grund at der var aftalt forcering til fast pris. Betaling for ekstraarbejder kunne ikke kræves tilbage i svarskriftet.
Mellem en entreprenør og en bygherre var indgået aftale om udførelse af teknikentreprisen ved opførelsen af et boligbyggeri. Der blev oprindeligt aftalt en færdiggørelsesfrist den 1. januar 2018, men tømrerentreprenøren blev i betydelig grad forsinket, uden at dette kunne lastes teknikentreprenøren, og der blev udarbejdet flere tidsplanrevisioner. Bygherren anmodede entreprenørerne, herunder teknikentreprenøren om at fremkomme med overslag over udgifterne til forcering, som derpå blev iværksat.
På et møde den 2. oktober 2017 drøftedes forceringen, og der blev efter bygherrens opfattelse indgået aftale om de hidtil påløbne forceringsomkostninger, hvorimod entreprenøren gjorde gældende, at det blev aftalt også, hvorledes den fremtidige forcering skulle udføres og betales. Der var på mødet blevet fremlagt en opgørelse over de hidtil afholdte forceringsomkostninger, og bygherrens rådgiver godkendte denne ved mail dagen efter. Entreprenøren færdiggjorde rettidigt og fakturerede betydelige forceringsomkostninger afholdt efter mødet. Bygherren afviste med den begrundelse, at forceringsomkostningerne ikke var dokumenteret, og fremsatte i svarskriftet krav om tilbagebetaling af et beløb, som var blevet betalt for ekstraarbejder.
Der fandtes på mødet indgået aftale også om omfanget af og udgifterne til fremtidig forcering, og mailen af 3. oktober måtte opfattes som accept af entreprenørens tilbud på gennemførelse af forcering frem til byggeriets afslutning. Der var ikke grundlag for, at der skulle være indgået aftale om fremtidig forcering »i regning«, og der var efter mødet indtrådt yderligere forsinkelser, der havde medført et forceringsbehov. Da der fandtes fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at entreprenøren havde præsteret den aftalte forcering, blev entreprenørens forceringskrav taget til følge.
Da entreprenøren efter den stedfundne betaling for ekstraarbejder havde kunnet indrette sig på den skete betaling, som entreprenøren havde modtaget i god tro, og da fremsættelse af tilbagebetalingskravet i svarskriftet ikke var sket inden for rimelig tid, blev entreprenøren allerede af den grund frifundet for tilbagebetalingskravet.
Fodnoter
. Hørlyck: Entreprise, 8. udg. s. 437 f., og Torsten Iversen: Entrepriseretten s. 555 f. Der var i sagen ingen tvist om, hvorvidt forceringen var aftalt, og sagen drejede sig alene om, hvorvidt entreprenøren skulle dokumentere forceringsomkostningerne. Beklageligvis fremgår det ikke klart, hvad bygherren gjorde gældende, men retsstillingen må være den, at når der er aftalt forcering efter regning, skal bygherre betale, hvad der kræves, medmindre bygherren kan bevise, at kravet er urimeligt, jf. nu udtrykkeligt AB 18 § 41, stk. 2, 2. pkt. Entreprenøren skal altså ikke bevise de faktisk afholdte omkostninger.
. Hørlyck s. 373 og Torsten Iversen s. 381 f. En uforbeholden betaling vil efter almindelige tilbagesøgningsregler som udgangspunkt ikke kunne kræves tilbagebetalt hos den godtroende modtager.