KFE 2020.19 (Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomheds kendelse af 30.1.2020 i sag nr. C-14106 og nr. C-14238)

Entreprise – mangler – materialer

Entreprise – materialeansvar – formålsuegnethed

Entreprise – sikkerhedsstillelse – nedskrivning

Entreprise – udviklingsskade – byggetidens viden

Ansvar for entreprenør for med rådgiverens godkendelse at have valgt MgO-plader. Da der ikke var sket projektændring, blev rådgiveren frifundet. Som følge af reklamation inden et år efter afleveringen skulle entreprenørens sikkerhedsstillelser nedskrives til 10 %, men ikke til 2 %.

To almene boligbebyggelser blev renoveret i 2013-15, bl.a. med nye lette facader med vindspærreplader. Det var foreskrevet, at vindspærrepladerne skulle være af fibercement eller cementbaseret. I foråret 2013 sendte hovedentreprenøren en teknisk forespørgsel (TF 85) til totalrådgiveren med anmodning om godkendelse af i stedet at anvende fabrikatet Powerboard, der er MgO-base ret. Der blev vedlagt et datablad og en MK-godkendelse. Rådgiveren efterlyste i første omgang yderligere oplysninger, som entreprenøren fremsendte i form af en powerpoint-præsentation udarbejdet af leverandøren. Rådgiveren efterlyste yderligere oplysninger, som entreprenøren derpå fremsendte, igen i form af materiale fra leverandøren. Rådgiveren godkendte den 9. april 2013 anvendelsen betinget af, at dette ikke fik økonomiske eller tidsmæssige konsekvenser for bygherrerne.

Byggesagerne blev afleveret den 27. februar 2015 og den 16. december 2015. Ved den første aflevering var der ingen reklamation vedrørende vindspærrepladerne, og garantien blev nedskrevet til 10 %. Da bygherren den 24. maj 2015 havde reklameret over anvendelsen af MgO-vindspærreplader, idet disses uegnethed da var blevet kendt, blev der ved den anden aflevering henvist til denne reklamation, og garantien blev ikke nedskrevet.

Bygherrerne anlagde voldgiftssager mod såvel hovedentreprenøren som totalrådgiveren.

Voldgiftsretten fandt – ligesom i de øvrige MgO-sager – at MgO-vindspærreplader er uegnede til anvendelse i det danske klima som følge af deres fugtsugende egenskaber, og at den eneste mulige afhjælpning er udskiftning.

Selv om MgO-vindspærrepladerne i 2013 havde været markedsdominerende, var der stadig tale om et relativt nyt produkt. For at byggetidens viden og udviklingsrisiko kan virke ansvarsfritagende for en entreprenørs mangelsansvar med den virkning, at bygherren bærer den objektive risiko for mangler, må det være et krav, at der efter anvendelsen af det pågældende produkt er indhøstet sådanne erfaringer med produktets egenskaber og egnethed, at det kan anses for sådan gennemprøvet, at der kan siges at foreligge en viden, hvorefter produktet anses for forsvarligt og fornuftigt til formålet.

Som tidligere fastslået fandtes dette ikke at være sket før BYG-ERFA bladet af 27. december 2013 og således ikke, da beslutningen om anvendelse blev truffet i april 2013.

Som udgangspunkt er en entreprenør ansvarlig for materialer, som han har foreslået anvendt, når de viser sig uegnede, selv om entreprenøren ikke kunne vide det. Forløbet omkring godkendelsen af entreprenørens forslag kunne ikke sidestilles med, at anvendelsen af MgO-pladerne havde været foreskrevet af bygherren, og hovedentreprenøren blev derfor pålagt at erstatte udbedringsomkostningerne. Da rådgiveren ved godkendelsen havde måttet gå ud fra, at der var tale om et gængs og almindelig anvendt byggemarkedsprodukt, og da godkendelsen lå inden for rådgiverens bemyndigelse, blev rådgiveren frifundet.

Da reklamationen havde fundet sted inden et år efter afleveringen, og da det ikke var en betingelse, at der skulle have været reklameret ved afleveringen, blev påstanden om garantinedskrivning til 10 % taget til følge, men ikke til 2 %.

Fodnoter