KFE 2020.117 (Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomheds kendelse af 3.4.2020 i sag nr. C-14219 og C-14222)

i Kendelser om Fast Ejendom
Ingen adgang
Adgang til fuld tekst

Entreprise – mangler – tabsbegrænsning

Entreprise – rådgivningsansvar – projektændring/godkendelse

Entreprise – rådgivningsansvar – tabsopgørelse

Bygherre havde tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt ved ikke at have iværksat foranstaltninger til undgåelse af skadesudvikling efter fremkomst af skønserklæring. Rådgivende ingeniør var ansvarlig for at have godkendt projektændringer og for at have projekteret løsninger, der ikke kunne udføres. Tabet opgjort på grundlag af afhjælpningsomkostninger og omkostninger til byggeplads og stillads.

Efter at en bygherre havde antaget en rådgivende ingeniør til at udarbejde hovedprojekt og efterfølgende varetage byggeledelse og fagtilsyn på en renovering af facader og tag, afgav to entreprenørfirmaer sammen tilbud på tre forskellige facadesystemer som systemleverance. Bygherren valgte en løsning med pudsede facader, og rollerne blev derpå efter aftale fordelt således, at det ene entreprenørfirma blev hovedentreprenør og det andet underentreprenør. Denne underentreprenør antog en underentreprenør til blikkenslagerarbejdet og en anden til fugearbejdet.

Aflevering fandt sted den 8. december 2009 uden væsentlige mangler, og de mangler, der blev konstateret ved årsgennemgangen den 7. oktober 2010, blev ubestridt udbedret af hovedentreprenøren. Efterfølgende blev der reklameret over problemer med løs og revnet puds. Hovedentreprenøren gav den 4. oktober 2013 afkald på at påberåbe sig eventuel forældelse inden for den 5-årige forældelsesfrist i AB 92 § 36, og den 7. oktober 2013 indgik bygherren og ingeniøren en suspensionsaftale. Bygherren begærede i 2014 syn og skøn mod ingeniøren og hovedentreprenøren, og der blev i januar og februar 2017 anlagt voldgiftssager mod disse samt mod underentreprenøren og dennes underentreprenører med påstande om betaling af ca. 2,7 mio. kr. og om friholdelse.

Bygherrens krav fandtes ikke bortfaldet som følge af forældelse eller passivitet eller for sen reklamation, men bygherren burde, da den første skønserklæring forelå den 15. januar 2016, som led i sin tabsbegrænsningspligt på dette tidspunkt have iværksat foranstaltninger til sikring af, at skaderne ikke udviklede sig yderligere. Der kunne derfor kun tages hensyn til det skadesomfang, der blev konstateret i den nævnte skønserklæring, men ikke til den meget betydelige skadesudvikling, der var sket efterfølgende.

Skaderne på facadepudsen skyldtes flere forhold, herunder at ingeniøren havde godkendt en ikke-tilbagetrukken fuge mellem sålbænk og sokkelprofil og havde godkendt udeladelse af fuge mellem facadepuds og tag, hvilket ingeniøren var ansvarlig for. Endvidere fandtes der at være begået projekteringsfejl for så vidt angår snefang og tagpap, idet de projekterede løsninger ikke kunne udføres uden afvigelse.

Hovedentreprenøren fandtes ikke at have begået ansvarspådragende fejl, og den rådgivende ingeniør blev derefter pålagt at betale godt 1/3 af bygherrens krav inkl. omkostninger til etablering og drift af byggeplads samt stillads.

Fodnoter

1

. Gjedde-Nielsen og Lykke Hansen: ABR 89, 3. udg. s. 259, Hørlyck: Entreprise, 8. udg. s. 531 f., Torsten Iversen: Entrepriseretten s. 621 og 626 og samme: Erstatningsberegning i kontraktsforhold s. 148 ff., 345-62 og 691 ff. Fra bygherreside gøres ofte gældende, at årsagen til manglende udbedring er pengemangel, så længe der ikke er placeret et ansvar, men en sådan betragtning er ikke holdbar, idet skadelidtes økonomiske problemer ikke i sig selv kan forøge skadevolderens ansvar. En anden sag er, at der er mulighed for en regulering af det skøn over afhjælpningsomkostningernes størrelse, der fremgår af skønserklæringen, men det vedrører prisudviklingen og har ikke noget at gøre med en efterfølgende skadesudvikling.

2

. Gjedde-Nielsen og Lykke Hansen s. 187 ff. og 193 ff. og Torsten Iversen: Entrepriseretten s. 794 ff. Set i lyset af MgO-sagerne, jf. foran s. 19 og s. 105, er det bemærkelsesværdigt, at voldgiftsretten fandt rådgiveren ansvarlig for at have godkendt entreprenørens forslag, jf. navnlig KFE 2018.174 VBA. Antagelig har voldgiftsretten i nærværende sag sidestillet godkendelsen med en omprojektering.

3

. Jf. henvisningerne i note 2.

4

. Gjedde-Nielsen og Lykke Hansen s. 258 ff. og Torsten Iversen: Entrepriseretten s. 820-23.

  • Luk
  • Udvid