KFE 2020.109 (Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomheds kendelse af 23.3.2020 i sag nr. C-15040)
i Kendelser om Fast EjendomEntreprise – slutopgørelse – forlig
Entreprise – voldgiftsprocessen – sikkerhedsstillelse
Bygherre havde ikke bevist, at modopgørelse efter slutopgørelsen var accepteret som forlig. Klageren, der havde måttet stille sikkerhed også for indklagede, kunne ikke kræve sit udlæg forrentet.
En entreprenør påtog sig en del af malerentreprisen på et igangværende boligbyggeri. Arbejdet blev udført under forskellige vanskeligheder, navnlig for meget fugt og efterfølgende montering af køkkener, og der blev fremsendt et antal aftaleseddelkrav til bygherren. Slutopgørelse for kontraktarbejderne blev fremsendt den 24. februar 2018, og slutopgørelse for ekstraarbejder blev fremsendt den 1. marts 2018. Disse slutopgørelser viste et tilgodehavende på godt 0,5 mio. kr. En repræsentant for bygherren afleverede den 4. april 2018 en modopgørelse, hvorefter entreprenøren skulle frafalde et større beløb end tilgodehavendet i henhold til slutopgørelserne, som der i øvrigt ikke var fremsat specificerede indsigelser imod. Entreprenøren anlagde voldgiftssag mod bygherren, der navnlig gjorde gældende, at der var indgået forlig på grundlag af bygherrens modopgørelse.
Bygherren nægtede at stille sikkerhed over for Voldgiftsnævnet, og entreprenøren måtte for at få sagen fremmet stille sikkerhed også for bygherren som indklaget. Bygherren nedlagde påstand om renter af den sikkerhedsstillelse, der var betalt for indklagede.
Det udtaltes, at bygherren skulle godtgøre, at der var indgået et forlig i overensstemmelse med bygherrens opgørelse af 4. april 2018. Denne bevisbyrde fandtes ikke løftet, og da entreprenøren godtgjorde berettigelsen af sine tilgodehavender i henhold til slutopgørelserne, fik entreprenøren medhold i sin betalingspåstand.
Det forhold, at klageren (bygherren) havde betalt den fulde sikkerhedsstillelse fandtes ikke at kunne føre til, at klageren på betalingstidspunktet kunne anses for at have et rentebærende krav mod indklagede, der blev frifundet for rentepåstanden.
Fodnoter
. Hørlyck: Entreprise, 8. udg. s. 372-75, og Torsten Iversen: Entrepriseretten s. 183.
. KFE 2014.237 VBA og 2018.6 VBA, Hørlyck s. 627 og Torsten Iversen s. 895. Kendelsens begrundelse er ikke holdbar, for Voldgiftsnævnet har krav på sikkerhedsstillelse fra begge parter, og dette krav kan den part, der betaler for den anden, indtræde i (subrogation), jf. den tidligere 2018-kendelse.