I denne artikel bliver det navnlig på baggrund af kommunaltilsynets praksis undersøgt, om klimahensyn er et sagligt hensyn i kommunalfuldmagten, dvs. om kommunerne kan lægge vægt på klimahensyn i forbindelse med dispositioner, der varetages efter kommunalfuldmagtsreglerne. Det konkluderes, at kommunerne kan forfølge klimahensyn i forbindelse med varetagelse af aktiviteter i medfør af kommunalfuldmagten. Ønsket om at reducere udledning af drivhusgasser og tilpasse til konsekvenserne af temperaturstigninger er derved lovlige hensyn i kommunalfuldmagten. Det konkluderes dog samtidig, at klimahensyn ikke indtager en eller anden grad af særstilling i kommunalfuldmagten, og at klimatiltag derfor kun kan iværksættes med hjemmel i kommunalfuldmagten, hvis dennes sædvanlige krav og begrænsninger iagttages. Afslutningsvis overvejes det, om det er acceptabelt, at kommunalfuldmagten ikke er et mere potent middel til at løse klimakrisen.