Artiklen behandler kommunens forpligtelse til at sikre en god overgang fra børne- til voksenreglerne, når børn og unge med kontinuerlig brug for hjælp overgår fra barne- til voksenlivet. Overgangen indebærer en alvorlig risiko for, at de unge oplever et rettighedstab ved overgangen, hvis kommunerne ikke er dygtige til at håndtere det forhold, at de skal visitere til hjælpen, før den unge er myndig og dermed selv kan ansøge om den. De retlige udfordringer, det kan give, analyseres med henblik på at vurdere, hvordan kommunerne skal håndtere overgangen for at sikre, at den unge ikke står uden hjælp i overgangsperioden. Fokus er på spørgsmålet om, hvordan man sikrer de unges ret til inddragelse og selvbestemmelse vedrørende spørgsmål om bolig og funktionskompenserende støtte, mens relationen til beskæftigelsesområdet kun berøres overfladisk.