Artiklen undersøger rækkevidden af de »tilstrækkelige midler«, som en unionsborger efter opholdsdirektivet skal råde over som grundlag for en opholdsret som selvforsørgende i en anden medlemsstat i EU. Analysen tager afsæt i Bajratari-dommen, hvor EU-Domstolen fastslog, at en mindreårig unionsborger råder over tilstrækkelige midler i opholdsdirektivets forstand i de tilfælde, hvor disse midler hidrører fra indkomst ved ulovlig beskæftigelse, der er oppebåret af dennes familiemedlem uden den fornødne opholds- og arbejdstilladelse efter national ret. I en større EU-retlig kontekst ses EU-Domstolen i nyere praksis i højere grad at henholde sig til direktivets ordlyd og generelle systematik frem for at inddrage formålsfortolkninger på grundlag af traktatrettigheder og proportionalitetsprincippet. Tendensen giver større rum for, at medlemsstaterne inden for rammerne af opholdsdirektivet kan fastsætte mere klare regler.