Farvel til den brede skønsmargin i udvisningssager?
– en kritisk analyse efter Noorzae og Sharifi (2023)
i EU-Ret & MenneskeretMed Ndidi (2017) indvarslede EMD en bredere skønsmargin i udvisningssager, hvis de nationale domstole havde inddraget de relevante »Maslov-kriterier« i en grundig afvejning. Underkendelse fra EMD ville i så fald kræve »stærke grunde« (åbenbar urimelighed). EMD’s dom i Abdi (2021) rejste imidlertid en vis tvivl om »Ndidi-formlen«. I Noorzae og Sharafi (2023) fortsætter EMD tydeligt linjen fra Abdi. EMD henviser ikke til »Ndidi-formlen«, selv om de danske domstole grundigt har inddraget de relevante kriterier. I alle tre sager domfælder EMD enstemmigt Danmark efter en indgående efterprøvelse af de danske domstoles afgørelser. Denne udvikling tyder på, at EMD reelt mere eller mindre har forladt »Ndidi-formlen« og den brede nationale skønsmargin i udvisningssager til fordel for en mere indgående og konkret prøvelse. Det skaber større retsusikkerhed for nationale domstole, som savner klare retningslinjer fra EMD at navigere efter. Usikkerheden knytter sig navnlig til sager i »mellemkategorien« som Abdi, Noorzae og Sharifi, hvor kriminalitetshitorikken ikke godtgør, at den dømte udlænding generelt er en trussel mod samfundet.