Kommentarer til ligningsloven
Ligningsloven Bind II (2. udg.)
Ingen adgang
Adgang til fuld tekst
  • Luk
  • Udvid

Ligningsloven Bind II (2. udg.)

med kommentarer (§§ 9-16)

Forfattere:
Henrik Peytz
Udgivelsesdato:
03 Jan 2018
ISBN:
9788771981834
Omslag Ligningsloven Bind II (2. udg.)
Front Matter
Forside og kolofon (samt indholdsfortegnelse i PDF version)
Show Items
§ 9. Lønmodtagerudgifter
Litteratur
Historik
Forarbejder
1 Overblik
Til stk. 1
1 Introduktion
2 »Lønmodtagere«
TfS 1996.449 HD – U 1996.1027 HD Skatterådet anså en skatteyder for lønmodtager og reducerede derfor i henhold til ligningslovens § 9, stk. 1, skatteyderens erhvervsudgifter med bundfradraget, der for det relevante indkomstår – 1987 – var 3000 kr. Skatteyderen havde indgået en forhandleraftale med distributører for firmaet Tupperware og solgte Tupperware-produkterne ved »homeparties«. Hendes honorar udgjorde en nærmere fastsat del af firmaets vejledende udsalgspriser. Skatteyderen havde ikke noget lager af produkter, men købte disse hos Tupperware, efter kunderne havde afgivet bestillinger. Ved dom af 20. december 1974 (U 1975.150 HD) sidestillede Højesteret Tupperware-forhandlere med repræsentanter og anså forhandlerne som lønmodtagere, og vederlaget for A-skattepligtigt. Forhandlerkontrakten blev herefter ændret, idet parterne ønskede, at Tupperware-forhandlerne skulle anses som selvstændige erhvervsdrivende. Landsretten fandt, at Tupperware-forhandlerne også efter ændring af kontrakten måtte anses som lønmodtagere. Højesteret bemærkede, at den sag, der blev afgjort ved Højesterets dom af 20. december 1974, alene vedrørte spørgsmålet om opkrævningsmåden for forhandlernes indkomst. Afgrænsningen mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende måtte ske efter de kriterier, der var angivet i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven. Efter en samlet vurdering fandt Højesteret, at forhandlerne måtte anses som selvstændige erhvervsdrivende. Højesteret lagde særlig vægt på, at forhandlerne selv tilrettelagde deres arbejdstid, at de selv afholdt alle udgifter i forbindelse med arbejdet, at disse udgifter medførte en betydelig omkostningsprocent, at forhandlerne ikke ansås som lønmodtagere ved praktiseringen af hverken ferieloven, arbejdsløshedsforsikringslovgivningen, funktionærloven, arbejdsskadeforsikringsloven eller dagpengeloven, at de ikke var begrænset i adgangen til at udføre arbejde for andre, at de var frit stillet med hensyn til antagelse af medhjælp, at de var momsregistreret, og at de måtte antages at have påtaget sig i al fald en vis økonomisk risiko.
TfS 1993.342 ØLD En spillelærerinde havde ved indgivelsen af sin selvangivelse anset sig selv som erhvervsdrivende, hvorfor vederlaget for undervisningen var medtaget som et nettobeløb efter fradrag af driftsudgifter. Spillelærerinden havde givet undervisning i klaverspil til elever ved forskellige oplysningsforbund og kommunale aftenskoler. Undervisningen var foregået med et flygel, der stod i spillelærerindens dagligstue. Landsretten tiltrådte Landsskatterettens afgørelse om, at musikundervisningen ikke kunne betragtes som udøvet som selvstændig erhvervsvirksomhed. Aftalerne om at modtage spilleundervisning blev indgået mellem elever på den ene side og aftenskolerne på den anden, og spillelærerinden var ikke part i disse aftaler. Spillelærerinden var i stedet engageret af aftenskolerne og blev vederlagt med en nærmere aftalt timeløn, der var uafhængig af aftalerne med eleverne. Driftsudgifterne gik efter Landsskatterettens opfattelse ikke ud over, hvad der var almindeligt i lønmodtagerforhold. Der kunne ikke gives fradrag for brug af lokale i eget hjem, idet undervisningen var foregået i familiens dagligstue og ikke i et særskilt indrettet rum. Dog kunne der foretages fradrag for udgifter til rengøring af rummet, el, varme, og lign. Flyglet kunne betragtes som et blandet driftsmiddel, der kunne afskrives efter afskrivningslovens regler herom. Den erhvervsmæssige andel kunne henset til det store antal undervisningstimer ansættes til 75 pct.
TfS 1993.458 LSR En freelance journalist, der bl.a. arbejdede ved Danmarks Radio, blev anset som selvstændig erhvervsdrivende. Landsskatteretten fandt, at hun var berettiget til at fradrage indkøbet af en båndoptager/walkman. Maskinen var et naturligt og sædvanligt arbejdsredskab for en journalist. Den private benyttelse var af underordnet betydning, og journalisten fik derfor fuldt fradrag for udgiften.
TfS 1995.254 Skd. Skatteministeren har i et svar i Folketinget redegjort for reglerne om beskatning af tillæg til politiets hundeførere. En politihund er et arbejdsredskab, som en ansat anvender – og dermed stiller til rådighed for arbejdsgiveren – i forbindelse med arbejdet. Et hundetillæg er i lighed med andre tillæg til lønnen skattepligtige, og arbejdsgiveren skal indholde A-skat af beløbet samt indberette dette til skattemyndighederne. Den ansatte har til gengæld fradrag for udgifterne vedrørende hundeholdet. Udgifterne kan bestå i mad, dyrlæge, slitage på bolig og bil, hundepension i ferier m.v. Parterne kan undgå, at beløbene vedrørende hunden påvirker indkomstopgørelsen, ved at lade arbejdsgiveren afholde alle udgifterne til hunden eller refundere udgifterne efter reglerne om udlæg efter regning.
3 Fradrag for driftsudgifter
4 Grænsen mellem private udgifter og driftsomkostninger
TfS 1998.85 VLD En skatteyder foretog fradrag for udgifter til revisorudgifter under henvisning til, at det udførte arbejde vedrørte tidligere år, som følge af, at hans afdøde revisor ikke havde udarbejdet selvangivelser og regnskaber. Landskatteretten fandt, at der ikke var ført tilstrækkelig dokumentation for, at arbejdet vedrørte tidligere år, og at skatteyderen ikke havde drevet selvstændig erhvervsvirksomhed i 1990. Landsretten fandt ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at revisorudgiften var en driftsudgift. Udgiften måtte anses for en ikke-fradragsberettiget privatudgift.
TfS 1988.18 LSR En værkførerassistent fik et mindre fradrag (200 kr.) for udgift til telefon, da hans arbejdsgiver stillede krav om telefon i hjemmet, og der var sket opkald vedrørende hans arbejde. Det betog ikke værkførerassistenten retten til fradraget, at han allerede havde telefon i hjemmet, da han blev ansat.
SKM 2007.413 SR – TfS 2007.736 SR En skatteyder, som var professionel fodboldspiller, stillede flere forskellige spørgsmål vedrørende honorar til en agent. Skatterådet fandt, at skatteyderen skulle beskattes af det beløb, der blev betalt til agenten af en dansk fodboldklub, som købte skatteyderen. Det var mellem skatteyderen og agenten aftalt, at agenten havde krav på honorar, hvis skatteyderen skiftede klub eller forlængede sin kontrakt. Honoraret blev beregnet som en procentdel af skatteyderens grundløn, herunder af eventuel sign-on fee. Skatterådet fandt, at fodboldklubbens betaling af honoraret til agenten måtte anses for en betaling af skatteyderens udgifter, da agenten ikke varetog fodboldklubbens interesser. Skatterådet fandt ikke, at agenthonoraret kunne anses for en reduktion af skatteyderens bruttoløn. Skatterådet fandt under hensyn til sammenhængen mellem agenthonoraret og de skattepligtige indtægter, at agenthonoraret var en omkostning, der kunne fradrages i den skattepligtige indkomst efter ligningslovens § 9, stk. 1.
TfS 1986.600 Skd. Et selskabs udgift til bestyrelses- eller direktionsansvarsforsikring er en fradragsberettiget omkostning, såfremt den afholdes af (arbejdsgiver)selskabet. Afholder bestyrelsesmedlemmet eller direktionsmedlemmet selv udgiften til en sådan ansvarsforsikring, har medlemmet fradragsret for udgiften. Hvor medlemmet er lønmodtager, er fradragsretten omfattet af bundgrænsebeløbet i ligningslovens § 9, stk. 1.
5 Beklædning
SKM 2010.549 HR – TfS 2010.883 HD – U 2010.2913 HD En skatteyder, der var popsanger, havde i indkomståret 2011 foretaget fradrag for udgifter til scenebeklædning med 11.620 kr. og til hår, make-up m.v. med 10.499 kr. Skattemyndighederne havde indrømmet et skønsmæssigt fradrag på 5.000 kr. for udgifter til arbejdsbeklædning/kostume. Skatteyderen forklarede, at tøjet, der blev anvendt som scenebeklædning, ikke kunne anvendes privat, da det var tilpasset, og det blev slidt ved optrædener. Skatteyderen havde i perioden en frisure, der krævede hyppige og dyre frisørbesøg. Højesteret anførte, at udgifter til tøj, frisør og make-up m.v. i almindelighed måtte anses for privatudgifter, der ikke var fradragsberettigede i medfør af statsskatteloven. Højesteret fandt ikke, at skatte-yderen havde godtgjort en sådan sammenhæng mellem hendes indkomsterhvervelse og alle de udgifter, der var krævet fradrag for, at der var grundlag for at tilsidesætte det af skattemyndighederne udøvede skøn over størrelsen af de fradragsberettigede udgifter.
TfS 1992.371 ØLD En medicinstuderende passede en respiratorpatient i dennes hjem. Han fratrak merudgifter til vask og slitage af sit eget tøj, som han benyttede under vagterne i stedet for hvid kittel. Da hans arbejdsgiver var forpligtet til at yde fri tjenestedragt, fandt landsretten ikke grundlag for at give fradrag for slid på arbejdstøj m.v.
TfS 1988.135 LSR En politiassistent udførte lejlighedsvis bodyguard-tjeneste og havde fratrukket udgifter til sportstøj og fodtøj. Politimanden mente sig berettiget til fradraget for sportstøjet, idet det påhvilede ham at vedligeholde sine fysiske kvalifikationer, og for fodtøjet, idet han var forpligtet til at møde i passende påklædning. Landsskatteretten fandt ikke, at arbejdet som bodyguard havde påført ham beklædningsudgifter ud over det almindelige, og han nægtedes derfor fradrag. Hertil kom, at beklædningsgenstandene fandtes egnede til privat anvendelse.
TfS 1994.642 TSS Told- og Skattestyrelsen udtalte, at der ikke kunne gives fradrag for udgift til beklædning ved arbejdets udførelse, medmindre der var en konkret, erhvervsmæssig begrundelse for at afholde udgifter til en speciel beklædning. Landbrugere blev normalt nægtet fradrag, hvis udgifterne til beklædning ikke oversteg normale udgifter til beklædning under arbejdet.
6 Kost
TfS 1995.483 HD – U 1995.734 HD En buschauffør havde i indkomstårene 1982-87 udgift til indkøb af wienerbrød hos en bager eller mad i en kaffebar i forbindelse med sit arbejde som buschauffør. Der var små chaufførrum/spiselokaler i de tre rutebilstationer, buschaufføren kom til. Det var imidlertid ikke muligt for chaufføren at lægge sin madpakke i et køleskab i et chaufførrum og komme tilbage til samme chaufførrum i forbindelse med en spisepause senere på dagen. I øvrigt var chaufførrummene så uhumske, at chaufføren ikke ønskede at spise der. Chaufføren forklarede, at han enkelte gange havde en madpakke med, som han opbevarede i sin taske, og at der ikke var plads til en køletaske i rutebilen. Landsretten fandt, at buschaufføren i stedet for at have spist wienerbrød kunne have medbragt en madpakke, og landsretten fandt ikke grundlag for at antage, at buschaufføren ikke, hvis han havde ønsket det, kunne have opbevaret madpakken i en køletaske i rutebilen. De ekstra udgifter til fortæring fandtes ikke at være en nødvendig følge af de vilkår, hvorunder arbejdet udførtes, og chaufføren havde derfor ikke krav på fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a eller ligningslovens § 9, stk. 1 og 4. Der fandtes ikke grundlag for at indrømme chaufføren fradrag ud fra en lighedsgrundsætning, fordi andre chauffører i andre kommuner fik fradrag for merudgifter til fortæring. Højesteret stadfæstede landsrettens dom med bemærkning om, at det er en grundlæggende betingelse for fradrag, at arbejdet udføres under sådanne vilkår, at merudgifter til forplejning er en nødvendig følge heraf.
TfS 1992.371 ØLD En medicinstuderende havde vagter hos en respiratorpatient i dennes hjem. Den medicinstuderende spiste på nærliggende grillbarer o.l. i forbindelse med vagterne. Landsskatteretten nægtede fradrag for ekstra udgift til fortæring, idet den medicinstuderende måtte antages at have haft spiselokale eller ligende til rådighed i patientens hjem. Landsretten fandt det godtgjort, at den medicinstuderende havde haft ekstraudgifter til fortæring, og indrømmede ham fradrag herfor. Den medicinstuderende havde under sagen oplyst, at han ikke spiste i patientens hjem af hensyn til patientens familie, og da han havde brug for at komme lidt ud. Se endvidere TfS 1989.11 HD om tre inseminører, der fik fradrag for udgifter til ekstra forplejning, da de ikke havde mulighed for at spise frokost hjemme eller hos de landmænd, de besøgte.
TfS 1992.548 LSR En taxachauffør havde ikke mulighed for at spise medbragt mad i bilen eller i et spiselokale, og fratrak merudgifter til fortæring. Landsskatteretten fandt, at chaufføren under hensyntagen til den manglende mulighed for at spise medbragt mad var berettiget til et fradrag for nødvendige merudgifter, idet chaufførens udgifter måtte reduceres med et beløb svarende til normal fortæringsudgift. På grundlag af den foreliggende dokumentation for de samlede fortæringsudgifter fandt Landsskatteretten ikke tilstrækkelig anledning til at ændre det af skatteankenævnet udøvede skøn over størrelsen af fradragsberettigede merudgifter.
7 Merudgifter som følge af overarbejde
8 Telefon
9 Dobbelt husførelse
TfS 1995.194 HD – U 1995.370 HD Skatteyderen, en teknisk tegner, var bosat med familien i Nyborg og fik arbejde i København efter længere tids arbejdsløshed. Under ansættelsen i København bevarede skatteyderen sin tilknytning til arbejdsløshedskassen i Nyborg og søgte fortsat stillinger i nærheden af Nyborg. Ansættelsen var ikke tidsbegrænset i kontrakten, men skatteyderen anså selv stillingen som midlertidig. Skattemyndighederne ville kun godkende skatteyderens fradrag for dobbelt husførelse i to år. Landsretten bemærkede ved sin afgørelse, at det efter bevisførelsen måtte lægges til grund, at den tekniske tegners formål med at søge ansættelse i den ikke-tidsbegrænsede stilling i København var erhvervsmæssigt begrundet, og at hun under hele ansættelsesperioden søgte at opnå beskæftigelse på Fyn, og at beskæftigelsen i København forblev midlertidig. Et flertal af landsrettens dommere fandt imidlertid, uanset dette, at arbejdet i København blev af mere varig karakter. Der fandtes ikke at foreligge særlige omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse af den af skattemyndighederne igennem en årrække praktiserede to-års grænse, som Folketinget var gjort bekendt med. Højesteret stadfæstede landsrettens dom og bemærkede, at det hverken var uforeneligt med statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, eller ligningslovens § 9 eller almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, at skattemyndighederne havde betinget fradragsretten af, at den dobbelte husførelse kun opretholdtes midlertidigt, og at der ikke blev givet fradrag for en længere periode end to år, medmindre der forelå særlige omstændigheder. Der fandtes ikke konkrete omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse af to-årsgrænsen i den pågældende sag.
U 1981.128 VLD En mand, hvis hustru var bosiddende i Odense, tog ophold i Haderslev for at hjælpe en veninde med et vaskeri. Selvom manden fortsat opholdt sig i Haderslev, havde han krav på fradrag for dobbelt husførelse for 1973 og 1974. Landsretten lagde vægt på, at hans ophold var tænkt som kortvarigt, og at det ikke kunne fastslås, at han inden udgangen af 1974 havde besluttet sig for at tage varigt ophold i Haderslev. Afgørelsen af, om han havde ret til fradrag, måtte ske ud fra en vurdering af forholdene, som de var ved udgangen af hvert af årene 1973 og 1974.
LSRM 1966.138 LSR En løjtnant gjorde tjeneste på en marinestation, mens hans hustru og barn blev boende i hjemmet. Løjtnanten havde frit logi på marinestationen og kunne købe tre daglige måltider for 7,80 kr. Landsskatteretten nægtede løjtnanten fradrag for udgifter ved dobbelt husførelse, da han ikke kunne anses for at have haft merudgifter i forbindelse med den dobbelte husførelse.
SKM 2009.710 SR – TfS 2010.23 SR En skatteyder og dennes ægtefælle ejede en andelslejlighed, som de ikke havde boet i. De boede i en landbrugsejendom i Nordjylland. Lejligheden havde været udlejet siden dens erhvervelse. Skatteyderen var i forbindelse med sit arbejde i forsvaret beordret på midlertidig tjeneste til København. Skatteyderen påtænkte at flytte ind i lejligheden efter endt udstationering. Der ville være tale om et regelmæssigt og tilbagevendende ophold på over ½ år. Skatterådet fandt, at lejligheden ville kunne sælges skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8 efter endt udstationering, da lejligheden af arbejdsmæssige årsager ville tjene som bolig for skatteyderen i en væsentlig periode. Skatterådet bemærkede, at udstationeringen var maksimalt 11 måneder, hvorfor der var tale om en midlertidig udstationering. Skatterådet fandt, at opretholdelsen af dobbelt husførelse var erhvervsmæssigt begrundet, og at skatteyderen af denne grund var berettiget til at anvende ligningslovens § 9. Skatterådet bemærkede endelig, at der ikke kunne foretages fradrag for dobbelt husførelse, hvis der modtoges skattefri rejsegodtgørelse efter ligningslovens § 9 A.
10 Kurser
U 1976.401 VLD En flymekaniker deltog i et kursus og foretog fradrag for udgifterne. Landsretten fandt imidlertid, at deltagelsen ikke alene havde haft til formål at genopfriske og ajourføre hans uddannelse. Deltagelsen i kurset skabte også grundlag for, at flymekanikeren kunne opnå autorisation som mekaniker. På denne baggrund var kursusudgifterne ikke fradragsberettigede.
SKM 2010.786 BR – TfS 2011.105 BR En skatteyder, der var violinist, ønskede at foretage fradrag for kurser i Alexander-teknik, der var en teknik, der søgte at korrigere uhensigtsmæssige kropsmæssige vaner og holdninger. Skatteyderen var uddannet som violinist og virkede som komponist. Skatteyderen underviste endvidere elever i violin, og anvendte sine teknikker til at vise eleverne, hvordan de mest hensigtsmæssigt skulle holde violinen og kroppen. Byretten fandt, at kurserne i Alexander-teknik havde til formål at lære skatteyderen at holde kroppen rigtigt. Byretten fandt ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at kurserne havde til formål at vedligeholde eller ajourføre skatteyderens faglige viden, og fandt videre, at kurserne havde en sådan almen og generel karakter, at de ikke var tilstrækkeligt relateret til skatteyderens indkomst. Skatteyderen var således ikke berettiget til at foretage fradrag for udgifter til kurserne.
TfS 1986.382 LSR Efter at have afsluttet sin embedseksamen i januar 1981 fik en psykolog ansættelse ved et dansk universitet. Psykologen fik bevilget tjenestefrihed med løn i forbindelse med deltagelse i kurser i Østrig og Nice i juni og september 1982. Med bl.a. den begrundelse, at psykologen havde deltaget i kurserne kort tid efter sin embedseksamen fandt Landsskatteretten, at kurserne ikke kunne anses for ajourføringskurser. Kurserne måtte anses for videreuddannelse og var dermed ikke fradragsberettigede.
TfS 1999.306 LR Ligningsrådet fandt, at taxachauffører ikke kunne fradrage udgifterne til et kursus for at opnå hyrevognsbevilling nr. 2. En taxachauffør fik sin første bevilling i 1992 og ansøgte om en yderligere bevilling i 1998. I mellemtiden havde Trafikministeriet fastsat krav om, at ansøgere til taxabevillinger skulle gennemgå et 14-dages kursus, medmindre ansøgerne de seneste 10 år havde været beskæftiget som taxavognmænd. Kur-susudgiften blev anset for en ikke-fradragsberettiget udgift vedrørende virksomhedens formue, idet bevillingen gav mulighed for at udvide virksomhedens indkomstgrundlag.
TfS 1987.581 Skd. Skatteministeren oplyste, at lønmodtagere kan fratrække udgifter til kurser, i det omfang udgifterne hertil sammen med andre fradragsberettigede udgifter overstiger bundgrænsebeløbet i ligningslovens § 9, stk. 1. Fradrag for kursusudgiften forudsætter, at der er tale om kurser, der har til formål at vedligeholde og ajourføre den pågældendes faglige viden og uddannelse. Der kan således ikke foretages fradrag for udgifter til kurser med videreuddannelse eller etablering til formål. Fradragsretten er endvidere betinget af, at kurset ikke har et væsentligt turistmæssigt islæt. Selvstændigt erhvervsdrivende har fradragsret, når tilsvarende betingelser er opfyldt. Hvis virksomheden har udgiften til kurset, har virksomheden fradragsret for udgiften. Hvis kurset har et væsentligt turistmæssigt islæt eller er helt uden for den ansattes arbejdsområde, beskattes den ansattes af værdien af kurset som et løngode, hvis arbejdsgiveren har betalt for kurset. Ministeren konkluderede, at kriterierne for, hvornår der skal ske beskatning, henholdsvis ikke ske beskatning, er de samme, uanset om kursusdeltageren er ansat eller er ejer/hovedaktionær.
11 Studierejser
TfS 1989.196 HD – U 1989.408 HD En lektor, der underviste i samfundsfag og historie, havde været på en studierejse til Egypten og på en elevekskursion til Prag. Udgiften til turen til Prag, som adjunktens arbejdsgiver havde afvist at betale på grund af en faglig konflikt, var fradragsberettiget. For Højesteret vedrørte sagen kun adjunktens fradrag for rejsen til Egypten samt en udgift til abonnement på Politiken. Højesteret stadfæstede landsrettens afgørelse om, at lektoren ikke kunne indrømmes fradrag for udgiften til turen til Egypten og for avisholdet. Rejsen til Egypten fandtes uanset det faglige indhold ikke at have haft en nødvendig tilknytning til lektorens undervisning i samfundsfag og historie, og udgifterne hertil var derfor ikke fradragsberettigede. Der kunne heller ikke gives fradrag for avishold, idet udgiften hertil ikke oversteg, hvad der var almindeligt i en privat husholdning. Afgørelsen er kommenteret i TfS 1990.20.
TfS 1984.471 VLD En adjunkt, der underviste i bl.a. oldtidskundskab, deltog i en efteruddannelsestur til Grækenland arrangeret af klassikerforeningen. Adjunkten havde modtaget et tilskud på ca. 25 pct. af rejsens pris fra direktoratet for gymnasieskolerne. På turen besøgte man bl.a. forskellige arkæologiske udgravninger på Peloponnes og var på Akropolis og på nationalmuseet i Athen. Skatteministeriet gjorde gældende, at en del af rejsen ikke var fradragsberettiget, idet rejsen tillige havde et turistmæssigt islæt. Landsretten fandt imidlertid ikke, at der var fremkommet oplysninger, der gav grundlag for at antage, at rejsen ud over sit faglige formål også indeholdt elementer af turistmæssig karakter. Landsretten bemærkede, at den omstændighed, at rejsemålet var et attraktivt turistferiemål, ikke i et tilfælde, hvor der havde været en faglig begrundelse for at vælge dette, kunne føre til et andet resultat. Adjunkten fik herefter fuldt fradrag for sin kursusudgift.
TfS 1984.552 LSR En seminarielærer deltog i et lejrskoleophold i Polen og en studierejse til Rom med nogle elever og foretog fradrag for begge dele. Landsskatteretten fandt, at han havde fradrag for sine transportudgifter ved lejrskoleopholdet, da han havde pligt til at deltage i turen og i øvrigt havde fået særskilt betaling for deltagelsen ud over sin almindelige løn. Rejsen til Rom havde han derimod ikke haft pligt til at deltage i, og han havde ikke modtaget noget særligt honorar for at deltage i turen. Læreren oplyste, at hans klasse selv havde valgt at rejse til Rom som et led i undervisningen, og han følte ikke, at han som klassens lærer kunne afslå at tage med. Landsskatteretten fandt, at da læreren ikke havde pligt til at deltage, og der efter Landsskatterettens opfattelse var tale om en studierejse af generel karakter, havde læreren ikke fradragsret for udgifterne til rejsen til Rom.
12 Kongresrejser
U 1965.648 HD En professor i retsmedicin, der skulle indrette et retsmedicinsk institut, deltog i en kongres for retsmedicinere i New York. Højesteret fandt, at rejsen havde en sådan sammenhæng med de pligter, der fulgte af stillingen, at udgifterne ved rejsen – i det omfang de ikke blev dækket af legatmidler – var fradragsberettigede. Afgørelsen er kommenteret i U 1965B.268.
Skd. 66.279 – ØLD af 21. juni 1982 En speciallæge i plastikkirurgi havde rejseudgifter i forbindelse med deltagelse i kongresser i USA og Sverige. Landsretten lagde til grund, at lægens rejser til Uppsala og Boston for at overvære demonstration af operationsteknik var sket for at bevare det høje faglige niveau, som måtte antages at være forudsætningen for driften af hans private praksis som speciallæge. Der fandtes herefter at bestå en sådan forbindelse mellem rejserne og hans indkomsterhvervelse, at udgifterne var fradragsberettigede som driftsudgifter. Landsretten lagde derimod ikke vægt på, at lægens hustru havde deltaget i den ene tur, og at udgifterne var afholdt forholdsvis kort tid efter, at lægen havde åbnet praksis.
TfS 2000.508 LSR En speciallæge i neurologi deltog i en epilepsikongres i Sydney. Speciallægen modtog et tilskud fra sin arbejdsgiver til deltagelse i kongressen samt tjenestefrihed med løn. Speciallægen havde herudover fratrukket et beløb på 18.191 kr. vedrørende rejse- og opholdsudgifter i forbindelse med kongressen. Rejsen indeholdt elementer af turistmæssig art, herunder 1½ dags ophold i Bangkok, 2 dages ophold i Sydney før kongressen og 2 dages ophold i Sydney efter kongressen. Landsskatteretten fandt, at speciallægens deltagelse i kongressen ikke rakte ud over en ajourføring af hendes faglige kvalifikationer. Herudover fandt Landsskatteretten, at det turistmæssige islæt havde været så begrænset, at det ikke gav grundlag for at nægte fradrag for rejse- og opholdsudgifterne.
13 Afskrivning
SKM 2002.626 HR – TfS 2003.11 HD – U 2003.410 HD En skatteyder, der var pianist, havde ved selvangivelsen afskrevet 100 pct. på et klaver, der var anskaffet for 62.500 kr. Skattemyndighederne havde alene godkendt afskrivning på 75 pct. af anskaffelsessummen. Klaveret var placeret i skatteyderens private hjem og havde ikke været placeret i et særskilt rum, og skattemyndighederne fandt, at det havde formodningen imod sig, at klaveret ikke blev benyttet privat. Skatteyderen gjorde gældende, at betingelsen om, at instrumentet skulle være placeret i et særskilt rum, alene efter retspraksis var en forudsætning, når der var tale om et flygel, og at der ikke var sammenlignelighed mellem et flygel og et klaver. Højesterets flertal fandt, at et klaver, der var anbragt i et privat hjem, afskrivningsmæssigt måtte sidestilles med et flygel. Højesterets flertal bemærkede, at klaveret ikke havde været placeret i et særskilt rum, og at formodningen for en vis ikke bagatelagtig privat benyttelse ikke var afkræftet alene ved skatteyderen og hans ægtefælles forklaringer. Højesterets mindretal fandt efter de foreliggende oplysninger, at skatteyderens eventuelle private anvendelse måtte anses for bagatelagtig. Højesterets mindretal fandt således, at skatteyderen ville være berettiget til at afskrive fuldt ud på klaveret. Kommenteret af Ole Bjørn i SR-Skat 2003.9.
U 1983.164 VLD En koncertpianist og musikpædagog anskaffede sig i 1977 et flygel, der var placeret i hendes stue, indtil det i 1978 blev flyttet til et særligt musikværelse i en tilbygning sammen med et andet tidligere anskaffet flygel. Skattemyndighederne ville kun anerkende, at pianisten kunne afskrive med 75 pct. Landsretten kunne tiltræde, at der i almindelighed alene blev tilladt afskrivning på flygler, der er opstillet i hjemmet, med 75 pct. I den pågældende sag – hvor flyglet kun midlertidigt havde været opstillet i et af beboelsesrummene – var flyglet anskaffet til 100 pct. erhvervsmæssig anvendelse, og pianisten havde ret til at afskrive 100 pct.
SKM 2009.183 BR – TfS 2009.591 BR En skatteyder ønskede at fradrage kørselsudgifter i perioden 1999-2001 samt at afskrive på et kamera og en computer. Skatteministeriet gjorde for byretten gældende, at skatteyderens virksomhed ikke blev drevet erhvervsmæssigt i de pågældende indkomstår. Dette blev tiltrådt af byretten, hvorfor skatteyderen ikke kunne foretage afskrivninger. Vedrørende bilkørslen anførte skatteyderen, at det ikke havde betydning, at han ikke havde ført kørselsregnskab, idet han alene havde påstået fradrag for den faktiske erhvervsmæssige kørsel. Skatteministeriet gjorde gældende, at det under alle omstændigheder var påkrævet, at skatteyderen udarbejdede kørselsregnskab, samt at det af skattemyndighederne udøvede skøn alene kunne tilsidesættes, hvis skatteyderen beviste, at det var foretaget på klart forkert grundlag eller førte til åbenbart urimeligt resultat. Byretten fandt, at det ikke af skatteyderen var sandsynliggjort, at der var foretaget kørsel i det selvangivne omfang, hvorfor skattemyndighedernes skøn ikke kunne tilsidesættes.
TfS 1986.472 LSR En folkeskolelærer, der gennem mange år underviste i maskinskrivning, havde til brug for arbejdet indkøbt en elektrisk skrivemaskine med bord. Han brugte skrivemaskinen til at skrive mødeindkaldelser, skriftlige opgaver til eleverne, eksamensopgaver m.v. Landsskatteretten anså ikke udgiften til indkøb af skrivemaskinen for fradragsberettiget, bl.a. fordi læreren havde adgang til en skrivemaskine med bord på sin arbejdsplads.
TfS 1999.702 Skd. Skatteministeren har oplyst, at værktøj, som lønmodtagere anvender i forbindelse med deres arbejde (nødvendigt værktøj, som arbejdsgiveren ikke betaler for) kan afskrives efter afskrivningslovens kapitel 2. Fradraget er et ligningsmæssigt fradrag og kan fratrækkes i det omfang udgiften sammen med andre lønmodtagerudgifter overstiger 4.100 kr. for 1999 og 4.300 kr. for 2000 (for 2001: 4.400 kr.). Lønmodtageren må dokumentere værktøjets faglige relevans og det personlige og erhvervsmæssige behov for værktøjet. På lønmodtagerområdet stilles der ret strenge krav til behovet, idet formodningen er for, at arbejdsgiveren afholder de nødvendige udgifter.
14 Arbejdsværelse i hjemmet
U 1961.107 HD En lektor ved en statsskole underviste tillige ved Hærens Officersskole samt havde nogen litterær virksomhed. Lektoren havde foretaget fradrag for arbejdsværelse i hjemmet. Arbejdsværelset var indrettet med reoler fra gulv til loft samt skrivebord m.v. Højesteret fandt, at udførelsen af hjemmearbejde i arbejdsværelset i forbindelse med stillingen som lektor på Gentofte statsskole og hvervet som lærer ved Hærens Officersskole samt hans yderligere litterære virksomhed ikke efter arbejdets art og omfang kunne bevirke, at værelset kunne anses som et arbejdsværelse, der ikke hørte med til boligens almindelige opholdsrum. Lektoren fik således ikke fradrag for arbejdsværelse i hjemmet. Afgørelsen er kommenteret af Trolle i U 1961B.74.
U 1967.218 ØLD Landsretten nægtede en repræsentant for en tobaksfabrik fradrag for en forholdsmæssig del af huslejen vedrørende en 3½ værelses lejlighed. Repræsentanten sad hjemme og skrev fakturaer, tog telefonordrer og opbevarede reklamemateriale der.
TfS 1991.129 LSR En janitshar i et symfoniorkester havde indrettet et særligt musikværelse, hvor der kun blev opbevaret musikinstrumenter. Musikeren foretog fradrag for udgift til øveværelse i hjemmet samt udgift til lyddæmpende tæppe i øveværelset. Musikeren var nødsaget til at kunne spille marimba, vibrafon, xylofon, klokkespil, rørklokker, trommesæt, tamtammer, gonger, kongas, flere andre små slagstøjsinstrumenter samt claves, triangel, tamburin og cymbaler. Alle disse instrumenter var musikeren i besiddelse af, og han opbevarede dem hjemme i sit øveværelse. Efter en vurdering af musikerens øvepligt, arbejdets art og instrumenternes omfang og karakter samt øveværelsets indretning fandt Landsskatteretten, at værelset måtte karakteriseres som et arbejdsværelse til udelukkende erhvervsmæssig benyttelse. Musikeren var derfor berettiget til fradrag herfor, inkl. udgift til el, varme og lyddæmpende tæppe.
15 Faglitteratur
U 1968.605 HD En universitetsadjunkt anskaffede faglige tidsskrifter og bøger, herunder 50 års Ugeskrift for Retsvæsen og en lovsamling for årene 1683-1952. Adjunkten fik ikke fradrag for for udgifterne, idet de måtte anses som afholdt med henblik på videreuddannelse og muligheden for opnåelse af en fremtidig universitetsstilling. Udgifterne havde således ikke tilstrækkelig forbindelse med indkomsterne på tidspunktet for udgiftens afholdelse. Se hertil P. Spleth i U 1968B.354, samt også TfS 1984.549 HD omtalt nedenfor.
U 1966.489 ØLD En gymnasielektor, der underviste i fysik og kemi og var censor ved universitetet i astronomi, købte et opslagsværk i form af et leksikon i 15 bind. Lektoren fik fradrag for udgiften, idet Landsretten blandt andet lagde vægt på, at værket ikke i uvæsentligt omfang behandlede emner inden for hans fagområde.
TfS 1987.274 LSR En læge havde fratrukket udgiften til indkøb af faglitteratur, idet han havde anskaffet værket »Medicinsk Kompendium«. Der var tale om et basisværk, der var nødvendigt for udøvelse af lægegerningen. Der fandtes et eksemplar af værket på sygehuset, som de 15 ansatte læger skulle deles om. Landsskatteretten tiltrådte, at lægen havde fradragsret for udgiften til anskaffelsen af værket.
16 Flytteudgifter
TfS 1993.345 VLD Tre ansatte i Statens Husdyrbrugsforsøg flyttede fra Sjælland til Jylland i forbindelse med institutionens flytning fra Roskilde til Foulum. For så vidt angår de ansattes udgift til advokat- og mæglersalær vedrørende de private ejendomme, fandt landsretten, at disse udgifter ikke havde en så entydig sammenhæng med indkomsterhvervelsen, at de ansatte havde fradragsret herfor efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
TfS 1987.323 LSR En bankassistent blev forflyttet og afhændede sin ejendom på et tidspunkt, hvor hans nye bolig ikke var klar til indflytning. Bankassistenten opmagasinerede derfor sine møbler. Landsskatteretten fandt, at bankassistenten ikke var berettiget til fradrag for udgifterne til opmagasinering af møblerne, da det blev oplyst, at udgifterne til flytningen og opmagasineringen af møblerne ikke var begrundet i forflyttelsen alene, men væsentligst i forhold, der ikke var af erhvervsmæssig karakter. Udgifterne til opmagasinering og flytning var derfor ikke fradragsberettigede.
SKM 2012.602 SR – TfS 2012.752 SR En kommune deltog som led i arbejdsformidling i et pilotprojekt, som var igangsat og finansieret af Europa-Kommissionen. Det blev ønsket oplyst, hvorvidt rejsegodtgørelse til deltagende var skattepligtig, hvis den udbetaltes til en jobansøger i Danmark i forbindelse med jobansøgerens deltagelse i en jobsamtale i et andet EU-land. Skatterådet fandt, at rejsegodtgørelsen ikke var omfattet af ligningslovens § 9 eller § 9 A, idet den ikke blev af en arbejdsgiver, men af EU. Skatterådet fandt endvidere, at rejsegodtgørelsen ikke var omfattet af § 9 B, idet den ikke blev udbetalt til dækning af befordringsudgifter til en arbejdsplads. Skatterådet fandt endvidere, at rejsegodtgørelsen ikke var omfattet af ligningslovens § 7, nr. 9, da den ikke var omfattet af beskæftigelsesindsatslovens § 8a og 10-12. Skatterådet fandt således, at rejsegodtgørelsen, når den udbetaltes til en jobansøger med bopæl i Danmark, skulle medregnes til den skattepligtige indkomst. Det ønskedes ligeledes oplyst, om rejse- eller indkvarteringsgodtgørelse var skattepligtig, hvis den blev udbetalt til en person med bopæl i Danmark i forbindelse med flytning til et andet land. Skatterådet fandt ikke, at godtgørelsen var omfattet af ligningslovens § 9, § 9 A, eller § 9 B, ligesom godtgørelsen ikke var omfattet af ligningslovens § 7. Godtgørelsen kunne heller ikke anses for omfattet af statsskattelovens praksis om godtgørelse eller fradrag for flytteudgifter, da der var tale om et nyt ansættelsesforhold. Det ønskedes videre oplyst, hvorvidt godtgørelse til virksomheder med hjemsted i Danmark var skattepligtig. Skatterådet fandt, at denne godtgørelse skulle medregnes til selskabernes erhvervsmæssige skattepligtige indkomst. Det ønskedes endelig oplyst, hvorvidt godtgørelse af faktiske kursusudgifter kunne modtages skattefrit efter ligningslovens § 31. Skatterådet fandt, at de deltagende kunne anses for at modtage kursusydelserne fra en arbejdsformidling, som omfattet af ligningslovens § 31, hvorfor godtgørelsen kunne modtages skattefrit.
TfS 1987.304 Skd Skatteministeren har i et svar oplyst, at flyttegodtgørelser, der udbetales til offentligt ansatte, medregnes til den personlige indkomst. Der kan derimod kun foretages fradrag for flytteudgifter i den skattepligtige indkomst, i det omfang flytteudgifterne sammen med andre fradragsberettigede udgifter overstiger bundgrænsebeløbet i ligningslovens § 9, stk. 1.
17 Fradragsværdien af lønmodtageres driftsomkostninger
18 Det regulerede grundbeløb
19 Erhvervsmæssige befordringsudgifter omfattet af ligningslovens § 9 B eller statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a
Til stk. 2
1 Fradrag uden for lønmodtagerfradraget i stk. 1lønmodtagerfradrag:fradrag uden for
2 Udgifter i forbindelse med udførelse af indtægtsgivende arbejde i udlandet
3 Udgifter i forbindelse med udførelse af indtægtsgivende arbejde, der er objektivt skattefritaget
Til stk. 3
1 Repræsentationsudgifter
Til stk. 4
1 Omkostningsgodtgørelser
2 Skattefri godtgørelser
TfS 1998.592 HD – U 1998.1504 HD Skatteyderen var ansat i to virksomheder, som tilhørte hendes søn og dennes kompagnon, og hun fik udbetalt et beløb i godtgørelse for kørsel i arbejdsgiverens tjeneste. Skattemyndighederne fandt, at skatteyderen i et vist omfang både havde fået udbetalt godtgørelse fra arbejdsgiveren for erhvervsmæssig kørsel og samtidig havde fået dækket udgifterne til benzin m.v. af arbejdsgiveren. Skatteyderens indkomst blev forhøjet med et skønsmæssigt fastsat beløb. Omfanget af skatteyderens privatkørsel var i det omhandlede år oplyst til 2.000 km. Landsretten fandt ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn. Landsretten bemærkede, at der ikke var ført kørselsregnskab eller på anden måde ført dokumentation for det lave kilometerantal til privatkørsel. Den forhøjede ansættelse blev herefter fastholdt. Højesteret stadfæstede dommen i henhold til de af landsretten anførte grunde.
TfS 1995.150 ØLD En hundefører ved vagtselskabet ISS-securitas fik udbetalt et hundeførertillæg. Hundeførerens advokat havde nedlagt påstand om, at hundeførertillægget var skattefrit, subsidiært at der godkendtes et fradrag svarende til størrelsen af tillægget reduceret med bundfradraget, idet hundeførerens faktiske udgifter til hundehold udgjorde et beløb svarende til det udbetalte hundeførertillæg. Landsskatteretten fandt, at tillægget var skattepligtigt, og at en skønnet udgift ved hundeholdet var fradragsberettiget, idet skatteyderen ikke havde dokumenteret den faktiske udgift til hundehold. Landsskatteretten fastsatte det skønsmæssige fradrag således, at dette var mindre end det af arbejdsgiveren udbetalte tillæg, idet Landsskatteretten kun kunne godkende fradrag for udgift til foder, slitage på bil og indbo samt »afskrivning på hund«. Arbejdsgiverens tillæg var af samme størrelse som det tillæg, der udbetales til politiets hundeførere. Under sagen kom det frem, at Landsskatteretten i en lignende sag havde givet skatteyderen medhold i, at han var berettiget til et fradrag svarende til størrelsen af tillægget. Sagen blev forligt ved landsretten, således at sagen blev hjemvist til ligningsmyndighederne, og således at der ved udøvelsen af skønnet over størrelsen af udgiften til hundehold skulle tages udgangspunkt i politiets standardtakster og arbejdsgiverens tillæg. Told- og Skattestyrelsen udsendte på baggrund af sagen et genoptagelsescirkulære, se TfS 1995.147, hvorefter skatteydere, der ud fra et skøn havde fået fradrag, der var væsentligt mindre end politiets standardtakster og de af arbejdsgiveren ydede tillæg, kunne anmode om en genoptagelse af skatteansættelsen fra og med 1989. Afgørelsen er kommenteret i Skattepolitisk Oversigt 1995 side 129 og i TfS 1995.157 Skd.
SKM 2008.684 BR – TfS 2008.1329 BR En skatteyder ønskede at modtage skattefri kørselsgodtgørelse og rejsegodtgørelse for sit arbejde for forskellige selskaber. Skatteyderen drev selvstændig virksomhed med handel med gasbeholdere m.v. i et selskab. Da skatteyderen ikke benyttede virksomhedsordningen, kunne han ikke anvende reglerne om skattefri befordringsgodtgørelse. Byretten fandt, at det kunne lægges til grund at skatteyderen havde haft erhvervsmæssig kørsel for selskabet, men at kørebøgerne og kørselsopgørelserne var behæftet med unøjagtigheder eller fejl, der kunne begrunde en skønsmæssig ansættelse, og at dette skøn ikke kunne tilsidesættes som truffet på urigtigt eller ufuldstændigt grundlag eller som åbenbart urimeligt. Byretten fandt vedrørende rejsegodtgørelse for selskabet, at det ikke var dokumenteret, at rejserne havde erhvervsmæssigt formål, og at det ikke kunne godtgøres, at der var udført den fornødne kontrol med, at betingelserne for den skattefri rejsegodtgørelse var opfyldt, hvorfor byretten fandt, at rejsegodtgørelsen ikke var skattefri. Skatteyderen var hovedanpartshaver og eneste ansatte i to andre selskaber. Han fik ikke udbetalt løn, men det fremgik af selskabernes regnskaber, at der var udgifter til salgsprovisioner. Byretten lagde til grund, at skatteyderen uden for tjenesteforhold modtog arbejdsvederlag i form af salgsprovisioner, og at skatteyderen af denne grund ikke kunne anses for lønmodtager. Skatteyderen opfyldte derfor ikke betingelserne for skattefri godtgørelse efter den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 9, stk. 5. På grundlag af fremlagte kørebøger og kørselsopgørelser lagde retten til grund, at skatteyderen havde haft erhvervsmæssig kørsel for de to andre selskaber. Byretten fandt imidlertid, at kørebøgerne og kørselsopgørelserne var behæftet med fejl eller unøjagtigheder, og at skattemyndighederne med rette havde foretaget en skønsmæssig ansættelse, som ikke kunne tilsidesættes som udøvet på fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag eller som åbenbart urimeligt.
TfS 1998.222 LSR Forsvaret havde udbetalt kørselsgodtgørelse for kørsel mellem hjem og uddannelsessted til skatteyderen, der var en tidligere kontraktsansat oversergent, der havde optjent ret til civil uddannelse med løn fra forsvaret. Efteruddannelsen bestod af praktikophold på en virksomhed og undervisning på en handelsskole. Landsskatteretten bemærkede, at dagpenge og rejsegodtgørelser vedrørende udførelsen af offentlige hverv, der gjorde det nødvendigt at tage ophold uden for hjemstedskommunen, efter statsskattelovens § 5 d ikke skal henregnes til indkomsten. Efter ligningslovens § 9, stk. 5, skal godtgørelse for udgifter som en lønmodtager påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Det gælder dog ikke udbetalinger, der ikke overstiger Ligningsrådets satser, såfremt der er tale om kørsel omfattet af ligningslovens § 9 B. Landsskatteretten fandt, at skatteyderen hverken i praktikperioden på virksomheden eller i forbindelse med undervisningen på handelsskolen havde udført arbejde til nytte for forsvaret med henblik på senere beskæftigelse. Uddannelsen var ikke taget med sigte på skatteyderens fortsatte tjeneste i forsvaret, man som led i etableringsbestræbelser. Den omstændighed, at skatteyderen efter endt uddannelse havde fået ansættelse ved et internationalt NATO-hovedkvarter, kunne ikke føre til et andet resultat. Kørselsgodtgørelsen skulle derfor i overensstemmelse med fast praksis medregnes ved indkomstopgørelsen, jf. ligningslovens § 9, stk. 5.
SKM 2012.602 SR – TfS 2012.752 SR En kommune deltog som led i arbejdsformidling i et pilotprojekt, som var igangsat og finansieret af Europa-Kommissionen. Det blev i denne forbindelse ønsket oplyst, hvorvidt rejsegodtgørelse til deltagende var skattepligtig, hvis den udbetaltes til en jobansøger i Danmark i forbindelse med jobansøgerens deltagelse i en jobsamtale i et andet EU-land. Skatterådet fandt, at rejsegodtgørelsen ikke var omfattet af ligningslovens § 9 eller § 9 A, idet den ikke blev betalt af en arbejdsgiver, men af EU. Skatterådet fandt endvidere, at rejsegodtgørelsen ikke var omfattet af § 9 B, idet den ikke blev udbetalt til dækning af befordringsudgifter til en arbejdsplads, samt at rejsegodtgørelsen ikke var omfattet af ligningslovens § 7, nr. 9, da den ikke var omfattet af beskæftigelsesindsatslovens § 8 a og 10-12. Skatterådet fandt således, at rejsegodtgørelsen, når den udbetaltes til en jobansøger med bopæl i Danmark, skulle medregnes til den skattepligtige indkomst. Det ønskedes ligeledes oplyst, om rejse- eller indkvarteringsgodtgørelse var skattepligtig, hvis den blev udbetalt til en person med bopæl i Danmark i forbindelse med flytning til et andet land. Skatterådet fandt ikke, at godtgørelsen var omfattet af ligningslovens § 9, § 9 A, eller § 9 B, ligesom godtgørelsen ikke var omfattet af ligningslovens § 7. Godtgørelsen kunne heller ikke anses for omfattet af statsskattelovens praksis om godtgørelse eller fradrag for flytteudgifter, da der var tale om et nyt ansættelsesforhold.
TfS 1989.396 SD Statsskattedirektoratet har på forespørgsel oplyst, at hvis en lønmodtagers udgifter i forbindelse med arbejdet refunderes af arbejdsgiveren efter regning, holdes udgifterne og refusionen helt uden for lønmodtagerens indkomstopgørelse. Det gælder dog ikke, når rejseudgifter refunderes efter regning mod en tilsvarende reduktion af lønmodtagerens løn.
3 Aftaler om lønomlægning eller anden kompensation
SKM 2006.181 SR – TfS 2006.409 SR En fodboldklub ønskede oplyst, om den havde mulighed for at udbetale skattefri befordringsgodtgørelse til kontrollører, som arbejdede ca. hver 14 dag til en timeløn på 100 kr. Kontrollørerne var underlagt klubbens instruktionsbeføjelse, og kontrollørerne ville få udbetalt feriepenge efter ferielovens regler. Skatterådet udtalte, at ligningslovens § 7 M om godtgørelse til ulønnede medhjælpere som led i foreningers skattefri virksomhed, ikke kunne anvendes i det foreliggende tilfælde, da der ikke var tale om skattefri virksomhed. Skatterådet fandt, at der forelå et reelt ansættelsesforhold mellem fodboldklubben og kontrollørerne, samt at en timeløn på 100 kr. i timen var tilstrækkeligt til, at klubben kunne udbetale skattefri befordringsgodtgørelse til kontrollørerne.
4 Administrative regler
5 Godtgørelser til medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende
Til stk. 5
1 Godtgørelser til lægdommere, vidner og personer, der efter indkaldelse har afgivet forklaring til politiet
Til stk. 6
1 Godtgørelse, der ydes for udgifter til kost og logi i forbindelse med formidlet døgnophold
2 Satser fastsat efter § 66 a, stk. 8, i lov om social service
3 Fradragsbegrænsning
TfS 1994.551 VLD Et ægtepar havde adfærdsvanskelige og socialt belastede børn i gårdpleje med det formål at aflaste børnenes familier. Børnene opholdt sig på gården 5-6 timer dagligt og nogle gange i weekenden. Når børnene var på gården, fik de også deres måltider der. Skattemyndighederne godkendte et skønsmæssigt fastsat fradrag på 55 kr. pr. dag pr. barn for udgift til mad m.v., og det samlede beløb blev reduceret med lønmodtagerbundfradraget. Ægteparret havde ikke gemt dokumentation for de faktiske udgifter til kost m.v. til børnene. Skatteyderen mente, at han var berettiget til standardfradraget for småbørn i dagpleje, og at dette for indkomståret 1996 var godkendt af de stedlige skattemyndigheder, der havde sidestillet gårdpleje med dagpleje. Landsretten fandt, at standardfradraget omfattede småbørn i daglig pleje, men ikke børn i gårdpleje, og at skatteyderen ikke havde godtgjort, at det skønsmæssige fradrag var urimeligt eller mindre end de faktiske udgifter. Man fandt heller ikke, at de stedlige skattemyndigheders afgørelse vedrørende indkomståret 1986 kunne skabe en retsbeskyttet forventning vedrørende indkomstårene 1987 og 1988.
4 Formidlet døgnophold udøvet som selvstændig erhvervsvirksomhed
§ 9 A. Rejse- og befordringsgodtgørelse
Litteratur
Historik
Forarbejder
1 Overblik
Til stk. 1
1 Introduktion
2 Rejsegodtgørelser
SKM 2008.684 BR – TfS 2008.1329 BR – U 2008.4204 BR En skatteyder ønskede at modtage skattefri kørselsgodtgørelse og rejsegodtgørelse for sit arbejde for forskellige selskaber. Skatteyderen drev selvstændig virksomhed med handel med gasbeholdere m.v. i et selskab. Da skatteyderen ikke benyttede virksomhedsordningen, kunne han ikke anvende reglerne om skattefri befordringsgodtgørelse. Byretten fandt, at det kunne lægges til grund at skatteyderen havde haft erhvervsmæssig kørsel for selskabet, men at kørebøgerne og kørselsopgørelserne var behæftet med unøjagtigheder eller fejl, der kunne begrunde en skønsmæssig ansættelse, og at dette skøn ikke kunne tilsidesættes som truffet på urigtigt eller ufuldstændigt grundlag eller som åbenbart urimeligt. Byretten fandt vedrørende rejsegodtgørelse for selskabet, at det ikke var dokumenteret, at rejserne havde erhvervsmæssigt formål, og at det ikke kunne godtgøres, at der var udført den fornødne kontrol med, at betingelserne for den skattefri rejsegodtgørelse var opfyldt, hvorfor byretten fandt, at rejsegodtgørelsen ikke var skattefri. Skatteyderen var hovedanpartshaver og eneste ansatte i to andre selskaber. Han fik ikke udbetalt løn, men det fremgik af selskabernes regnskaber, at der var udgifter til salgsprovisioner. Byretten lagde til grund, at skatteyderen uden for tjenesteforhold modtog arbejdsvederlag i form af salgsprovisioner, og at skatteyderen af denne grund ikke kunne anses for lønmodtager. Skatteyderen opfyldte derfor ikke betingelserne for skattefri godtgørelse efter den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 9, stk. 5. På grundlag af fremlagte kørebøger og kørselsopgørelser lagde retten til grund, at skatteyderen havde haft erhvervsmæssig kørsel for de to andre selskaber. Byretten fandt imidlertid, at kørebøgerne og kørselsopgørelserne var behæftet med fejl eller unøjagtigheder, og at skattemyndighederne med rette havde foretaget en skønsmæssig ansættelse, som ikke kunne tilsidesættes som udøvet på fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag eller som åbenbart urimeligt.
SKM 2015.443 LSR – TfS 2015.692 LSR Et selskab drev virksomhed med levering af teknisk isolering. Selskabet udbetalte skattefri godtgørelse til medarbejdere ved arbejde på skiftende arbejdspladser. Der blev udbetalt både kilometergodtgørelse og rejsegodtgørelse. SKAT havde ved en stikprøvekontrol fundet, at betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse ikke var opfyldt. SKAT opkrævede på denne baggrund manglende indeholdt A-skat og AM-bidrag hos selskabet. Selskabet gjorde gældende, at SKATs afgørelse var ugyldig, og at selskabet ikke havde udvist forsømmelighed med deraf følgende krav om hæftelse og opkrævning af ikke indeholdt A-skat og AM-bidrag. Mest subsidiært gjorde selskabet gældende, at udbetalingerne af rejsegodtgørelser ikke skulle tilsidesættes. Landsskatteretten udtalte, at det påhvilede arbejdsgiveren at kontrollere, at betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse til medarbejderne var opfyldt, samt at konsekvensen af manglende effektiv kontrol var, at hele rejsegodtgørelsen var skattepligtig hos modtageren, uanset om medarbejderne i øvrigt opfyldte betingelserne for at modtage skattefri rejsegodtgørelse. Landsskatteretten fandt ikke, at afgørelsen var ugyldig, da skattemyndighederne ikke var forpligtet til at søge beløbene inddrevet hos lønmodtagerne, samt da der ikke efter den juridiske vejledning var fast praksis for, hvem hæftelsen skulle rettes imod. Der var således ikke en manglende begrundelse for, hvorfor kravet var søgt indhentet hos selskabet frem for hos de enkelte lønmodtagere. Landsskatteretten bemærkede, at selskabet havde udbetalt rejsegodtgørelse ud fra et afstandskriterium i Isoleringsoverenskomstens § 15, stk. 3, men at der ikke var foretaget kontrol af, at betingelserne i ligningslovens § 9 A var opfyldt. Landsskatteretten bemærkede, at ugesedlerne ikke indeholdt tilstrækkelige oplysninger til, at der kunne være foretaget effektiv kontrol, hvorfor samtlige udbetalinger var skattepligtige, da betingelserne for skattefrihed ikke var opfyldt. Landsskatteretten udtalte dernæst, at selskabet hæftede for den manglende indeholdelse, medmindre det blev godtgjort, at selskabet ikke havde handlet forsømmeligt. Landsskatteretten fandt ikke, at selskabet kunne være i begrundet god tro ved udbetaling af skattefri godtgørelse for afstande ned til 85 km mellem det midlertidige arbejdssted og den ansattes private bopæl ved normale arbejdsdage på 7,5 timer. Landsskatteretten bemærkede videre, at der ved to ud af tre af selskabets regioner var udbetalt godtgørelse pr. dag frem for pr. døgn. Landsskatteretten udtalte videre, at selskabet havde handlet forsømmeligt ved ikke over en periode på tre år at have foretaget kontrol af udbetalingerne og dermed sikret sig, at rejsebilagene indeholdt de nødvendige oplysninger. Landsskatteretten udtalte videre, at det forhold, at der ikke var foretaget ændringer i skatteansættelserne for lønmodtagerne i de år, der var forældet efter den korte ligningsfrist, ikke kunne medføre, at kravet ikke kunne gøres gældende over for selskabet. Landsskatteretten udtalte imidlertid, at det fulgte af fast administrativ praksis, at kravet på A-skat og AM-bidrag, der opkrævedes hos den indeholdelsespligtige, ikke måtte overstige indkomstmodtagernes samlede, ikke-betalte restskat og restbidrag eksklusiv procenttillæg og eventuelle morarenter for det pågældende indkomstår, hvorfor størrelsen af kravet mod selskabet skulle opgøres til den samlede ikke-betalte restskat og restbidrag af den udbetalte rejsegodtgørelse hos medarbejderne.
SKM 2011.112 SR – TfS 2011.323 SR En skatteyder (honorarmodtager) ønskede oplyst, om han ville kunne modtage refusion fra nogle virksomheder af eventuelle omkostninger til overnatning og transport uden at være skattepligtig af dette. Skatterådet bekræftede dette. Skatterådet afviste at svare på et spørgsmål om, hvorvidt virksomhederne kunne foretage fradrag for den eventuelle refusion, men udtalte vejledende, at disse virksomheder som udgangspunkt ville kunne foretage fradrag i henhold til de respektive bestemmelser.
TfS 1999.642 Skd. Skattedepartementet udarbejdede et notat om afbrydelse af de dagældende tidsbegrænsningsregler på henholdsvis 3 og 6 måneder. Det var ministeriets opfattelse, at der normalt skulle være 8 km normal transportvej mellem 2 arbejdspladser for samme arbejdsgiver, for at der var tale om et arbejdsstedsskifte. Ved vurderingen af, om arbejde på arbejdssted 2 reelt afbrød arbejdet på arbejdssted 1, burde der lægges vægt på, om der var en reel arbejdsmæssig begrundelse for skiftet. Der burde lægges vægt på den tidsmæssige udstrækning af arbejdsopholdet på arbejdssted 2. Arbejdsophold på mere end 28 kalenderdage ville normalt være en afbrydelse af tidsbegrænsningsreglerne.
TfS 1997.480 TSS Told- og Skattestyrelsen tog på forespørgsel stilling til, om der kunne udbetales skattefri godtgørelse til personer, der arbejdsudlejes til udlandet. Styrelsen oplyste, at den af de to parter i arbejdsudlejesituationen (udlejeren eller brugeren), der påfører en lønmodtager udgifter som følge af arbejdet, vil være den part, der kan udbetale skattefri godtgørelse efter ligningslovens § 9, stk. 5. Det vil formentlig altid være udlejeren i arbejdsudlejesituationen, der påfører lønmodtageren en udgift. Det er udlejeren, der har forpligtet sig til at stille arbejdskraften til rådighed for bruger. Styrelsen konkluderede herefter, at det danske selskab som udlejer ville kunne udbetale skattefri godtgørelse.
3 Rejsebegrebet
TfS 1996.653 HD – U 1996.1360 HD En specialarbejder, der var bosiddende i Grenå, havde fra januar til april 1990 og fra juni til december 1990 – i alt 154 dage – udført arbejde på Storebæltsprojektet. Han var en del af perioderne ansat af MT-Group, Storebælt og en anden del af perioderne ansat af European Storebælt Group. Specialarbejderen havde overnattet i en campingvogn, mens han arbejdede på Storebæltsprojektet. I weekenderne opholdt han sig på sin bopæl i Grenå. Specialarbejderen havde foretaget fradrag efter § 9 B for befordring til skiftende arbejdssteder, hvilket skattemyndighederne havde godkendt. Specialarbejderen havde fået godkendt fradrag for dobbelt husførelse, hvilket han ville frafalde, hvis han fik medhold i sin påstand. Ingen af de to arbejdsgivere havde udbetalt skattefri godtgørelse. Landsretten fandt, at specialarbejderen, der kun havde været ansat ved Storebæltsforbindelsen i en del af 1990, opfyldte betingelserne for at få fradrag for opholds- og fortæringsudgifter. Højesteret bemærkede, at specialarbejderens ansættelser ved Storebæltsprojektet i 1990 – måtte ligesom hans ansættelser ved andre bygge- og anlægsprojekter i 1990 – som følge af karakteren af hans profession og hans løse og kortvarige tilknytning til det enkelte projekt måtte anses som beskæftigelse på skiftende, for ham midlertidige arbejdssteder. De med sådan beskæftigelse forbundne, rimelige ekstraudgifter til ophold og forplejning måtte anses afholdt til erhvervelse af den løbende indtægt og var fradragsberettigede. SD-Cir. 1989-54 indeholdt ikke nærmere præcisering af rejsebegrebet, end at der blandt andet kan ydes skattefri rejsegodtgørelse, når »en rejse« er »forbundet med overnatning«. Efter cirkulærets ordlyd var det ikke en betingelse, at rejsemålet var et andet end arbejdsgiverens faste forretningssted. Højesteret fandt herefter, at specialarbejderen opfyldte cirkulærets betingelser for at fradrage rejseudgifter vedrørende kost og logi efter standardsatserne uden dokumentation eller alternativt at betingelserne for arbejdsgiverens udbetaling af skattefri godtgørelser var opfyldt. Højesteret stadfæstede dermed landsrettens dom med dissens.
SKM 2004.517 ØLR – TfS 2005.16 ØLD En skatteyder ønskede at få skattefri rejsegodtgørelse efter den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 9, stk. 5. Landsretten fastslog, at det var en betingelse for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse i medfør af bestemmelsen, at udgiftsafholdelsen var påført lønmodtageren som følge af dels arbejdet, dels afstanden mellem bopæl og det midlertidige arbejdssted. Det var yderligere en betingelse, at lønmodtageren ikke havde mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Herudover gjaldt et krav om, at arbejdsgiveren skulle føre kontrol. Landsretten lagde til grund, at skatteyderen havde særlig anledning til at notere baggrunden for udbetaling af rejsegodtgørelse og herunder notere arbejdsopgaver og tider, der udelukkede overnatning på den sædvanlige bopæl. Dette var ikke sket. Landsretten fandt ikke, at noteringerne i vagtskemaet om tidspunkt for tilbagerejse til sædvanlig bopæl kunne anses for dokumentation for, at de forbundne overnatninger havde været en følge af arbejdet. Landsretten fandt videre ikke, at stemplede færgebilletter og oplysninger om Brobizz indebar, at skatteyderens arbejdsgiver sammenholdt med vagtskemaerne kunne kontrollere, om overnatningerne var nødvendiggjort af skatteyderens arbejde. Landsretten fandt endvidere ikke, at skatteyderens korrespondance med kommunen gav en retsbeskyttet forventning om skattefri rejsegodtgørelse. Skatteyderen måtte indse, at kommunen ikke havde indsigt i hans samlede arbejdsforhold, og at grundlaget for kommunens stillingtagen derved ikke var fyldestgørende.
SKM 2008.845 BR – TfS 2008.1363 BR En skatteyder var på skoleophold som led i uddannelse i forbindelse med sin ansættelse. Skatteyderen ønskede, at foretage fradrag for rejseudgifter i forbindelse med skoleopholdet. Parterne var enige om, at skatteyderen var udsendt til midlertidigt arbejdssted, og at der af denne grund skulle foretages en konkret helhedsvurdering af, om skatteyderen på grund af afstanden mellem arbejdsstedet og bopæl havde mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Det blev af byretten lagt til grund, at den sædvanlige arbejdstid var på ca. 7 timer. Selv om det måtte lægges til grund, at det ikke altid var muligt at gå til tiden, fandt byretten ikke, at arbejdets omfang i sig selv var til hinder for, at skatteyderen overnattede på sin bopæl. Byretten fandt, at der efter dommen i SKM 2007.560 VLR ved beregningen af transporttiden skulle tages udgangspunkt i den korteste transporttid med sædvanligt transportmiddel. Der skulle således lægges vægt på transporttiden i bil, som udgjorde ca. 3 timer. Byretten fandt således, at det ikke var bevist, at skatteyderen ikke havde mulighed for at overnatte på egen bopæl. Byretten fandt endvidere, at der dog var dage, hvor undervisning eller aktiviteter på skolen uden for den normale undervisningstid medførte, at det ikke for skatteyderen var muligt at køre til sin bopæl og opholde sig der i 11 timer inden næste skoledag. Byretten fandt således, at der ikke kunne foretages fradrag for rejseudgifter, bortset fra de dage, hvor det blev dokumenteret, at det af hensyn til længere undervisning eller skoleaktiviteter ikke var muligt at overnatte på bopælen. SKM 2007.560 VLR – som her blev lagt til grund for metoden til vurdering af transporttid, blev anket til Højesteret, hvor andre regler for vurderingen af transporttiden efterfølgende blev fastslået.
SKM 2001.629 LSR – TfS 2002.120 LSR En skatteyder, der var studerende, havde kortvarige arbejdsperioder på blandt andet et sygehus i Sønderjylland. Skatteyderen opretholdt under disse arbejdsperioder en bopæl på Fyn. Det var oplyst, at der var tale om feriejobs. Skatteyderen ønskede at foretage fradrag i medfør af ligningslovens § 9, stk. 5, da han under de kortvarige ansættelsesperioder ikke havde mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Landsskatteretten fandt, at skatteyderen havde godtgjort sin ret til fradraget. Landsskatteretten lagde vægt på, at skatteyderen havde haft sin sædvanlige bopæl på Fyn, samt at han også i arbejdsperioderne havde betalt husleje til den sædvanlige bolig. Landsskatteretten fandt på denne baggrund, at skatteyderen var berettiget til at foretage fradrag i medfør af ligningslovens § 9, stk. 5.
SKM 2007.145 SR – TfS 2007.269 SR Et selskab, der byggede, idriftsatte og servicerede forbrændings- og trykbærende anlæg, stillede flere spørgsmål vedrørende muligheden for at udbetale skattefri rejsegodtgørelse til sine medarbejdere. Skatterådet fandt, at medarbejdere, der arbejdede i 12 timer i træk i 40-70 graders varme og havde mellem 1 og 1,5 times kørsel mellem deres sædvanlige bopæl og arbejdsstedet, ikke havde mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl, hvorfor selskabet var berettiget til at udbetale skattefri rejsegodtgørelse til disse medarbejdere. Skatterådet fandt videre, at der kunne udbetales skattefri rejsegodtgørelse til medarbejdere, som arbejdede i 10 timer eller mere i træk, og som arbejdede med fysisk hårdt arbejde og havde mere end 100 km eller 90 minutters transport. Skatterådet fandt endelig, at der kunne udbetales skattefri rejsegodtgørelse til medarbejdere, som arbejdede med hårdt fysisk arbejde i 12 timer om dagen, og hvor arbejdsgiveren havde givet ordre til, at medarbejderen skulle overnatte væk fra deres sædvanlige bopæl, således at hviletidsreglerne kunne overholdes. Ordren om, at medarbejderne skulle overnatte væk fra den sædvanlige bopæl, kunne ikke selvstændigt begrunde udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, men det var Skatterådets opfattelse, at de pågældende medarbejdere efter deres arbejdes karakter og udstrækning samt afstanden mellem arbejdsstedet og den sædvanlige bopæl ikke kunne overnatte på den sædvanlige bopæl, hvorfor den skattefri rejsegodtgørelse kunne udbetales.
SKM 2008.853 SKAT – TfS 2008.1420 SKAT SKAT præciserede, hvornår en lønmodtagers arbejdssted kunne anses for midlertidigt, og hvornår afstanden mellem en lønmodtagers bopæl og midlertidige arbejdssted medførte, at det ikke var muligt for lønmodtageren at overnatte på dennes sædvanlige bopæl. SKAT udtalte, at der var en række arbejdssteder, som altid ville være at anse for midlertidige, som f.eks. bygge- og anlægsarbejder. Ligeledes skulle kortere sæsonarbejde som udgangspunkt også anses som midlertidige arbejdssteder. Ved arbejdssteder, hvor der skulle udføres et arbejde, som i princippet kunne udføres samme sted kontinuerligt, udtalte SKAT, at det var nødvendigt at undersøge, om der var særlige arbejdsmæssige forhold, som kunne resultere i, at arbejdsstedet var midlertidigt for den pågældende medarbejder. Der var endvidere ikke muligt at gøre et ellers permanent arbejdssted til midlertidigt ved alene at ansætte en medarbejder på en tidsbegrænset kontrakt den ene gang efter den anden. En yderligere del af meddelelsen vedrørte afstanden mellem lønmodtagers bopæl og midlertidige arbejdssted.
4 Midlertidigt arbejdssted
SKM 2001.490 VLR – TfS 2001.744 VLD En skatteyder var af et selskab, hvori han var medejer, udsendt som konsulent til et selskab i Polen og et selskab i Litauen, som selskabet var medejer af. Skatteyderen gjorde gældende, at han de pågældende år var berettiget til skattefri befordringsgodtgørelse, idet han havde haft skiftende arbejdssteder i både Danmark og udlandet og havde anvendt egen bil. Landsretten lagde til grund, at skatteyderen under sine ophold i Polen og Litauen havde varetaget sædvanlige ledelsesmæssige opgaver. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at skatteyderen sideløbende med sine arbejdsopgaver i Polen og Litauen udførte arbejdsopgaver i Danmark. Arbejdsopgaverne i Polen og Litauen kunne under de foreliggende omstændigheder ikke anses for at have midlertidig karakter, idet arbejdsopgaverne havde karakter af ledelsesmæssige opgaver af fast og tilbagevendende karakter. Skatteyderen fandtes således efter en samlet vurdering at have haft faste arbejdssteder i Polen og Litauen, og han var derfor ikke berettiget til at modtage skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse. Skatteyderen var ikke berettiget til yderligere befordringsfradrag end det, der af skattemyndighederne var godkendt efter ligningslovens § 9 C. Landsretten fandt det efter bevisførelsen ikke godtgjort, at skatteyderen havde afholdt fradragsberettigede udlæg. Landsretten fandt det heller ikke godtgjort, at skatteyderen havde anvendt en bil tilhørende ham selv, hvorfor han ikke var berettiget til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, stk. 4.
SKM 2011.182 BR – TfS 2011.381 BR En fisker, der fiskede fra to forskellige byer, men havde fast bopæl i den ene by, ønskede at foretage fradrag for ophold i den anden by. Retten lagde til grund, at skatteyderens sædvanlige bopæl var i den første by. Skatteyderen fiskede fra den anden by ca. 7 måneder om året. Han købte i 1983 en bolig i den anden by, som han anvendte, når han fiskede fra denne by. Skatteyderen fik i årene 2001, 2003 og 2004 67-70 pct. af sin fangst fra den anden by. Under hensyn til dette fandtes skatteyderen at have en sådan erhvervsmæssig tilknytning til den anden by, at dette måtte anses for hans faste arbejdssted. Det faktum, at skatteyderen tillige fiskede fra den første by, førte ikke til andet resultat, idet retten bemærkede, at det var muligt at have mere end et fast arbejdssted. Skatteyderen kunne således ikke fradrage omkostninger for rejseudgifter.
TfS 1997.406 LSR En musiklærer havde haft en række spillejob i Danmark og Tyskland. Enten sendte Dansk Musiker Forbund ham på spillejob, eller han tog et job direkte. Landsskatteretten fandt, at musikerens arbejde efter karakteren heraf var skiftende, og at arbejdet på de enkelte arbejdssteder var midlertidigt. Musikeren blev herefter anset for berettiget til fradrag for merudgifter til fortæring og logi efter reglerne i TSS-Cir. 1998-3 i det omfang, arbejdsgiveren ikke havde sørget herfor, jf. TfS 1996.653 HD og TSS-Cir. 1996-26.
SKM 2007.340 SR – TfS 2007.683 SR En skatteyder, der var elektrikerelev, havde indgået en uddannelsesaftale med en praktikvirksomhed efter erhvervsuddannelsesloven. Skatteyderen ønskede under skoleopholdet at blive betragtet som en lønmodtager på et midlertidigt arbejdssted i overensstemmelse med ligningslovens § 9 A, således at skatteyderen kunne foretage fradrag for rejseudgifter. Skatterådet fandt, at det var i overensstemmelse med eksisterende praksis at opfatte elektrikeruddannelsen som et midlertidigt arbejdssted, hvorfor Skatterådet fandt, at skatteyderen var berettiget til at foretage fradrag for rejseudgifter.
TfS 2000.863 TSS Told- og Skattestyrelsen oplyste, at ansatte, der var påmønstret skibe fra og med 1. april 1999 under visse betingelser var omfattet af rejsereglerne i ligningslovens § 9 A. Sømænd ansås for at arbejde på midlertidige arbejdssteder, selv om de var påmønstret det samme skib i årevis, idet arbejdsstedet (skibet) flyttede sig og dermed var et midlertidigt arbejdssted. Sømændene var ikke længere skattepligtige af værdien af sparet hjemmeforbrug, jf. ligningslovens § 16, stk. 11. For ansatte, der arbejdede på fartøjer og installationer, der anvendtes i tilknytning til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster, var reglerne mere komplicerede. Såfremt den ansatte var ansat på en boreplatform, produktionsplatform eller lignende, der ikke var forankret i undergrunden og derfor flyttede sig i takt med arbejdets udførelse, ville arbejdsstedet ligesom arbejde på skibe blive betragtet som midlertidigt. Hvis arbejdsstedet befandt sig på landjorden eller var forankret i undergrunden, og derfor var stationært, var det ikke uden videre givet, at der var tale om et midlertidigt arbejdssted. Hvis arbejdsstedet ikke var midlertidigt, var den ansatte skattepligtig af værdien af sparet hjemmeforbrug. Beløbet var B-skattepligtigt. Såfremt den fri kost hovedsagelig var ydet af hensyn til arbejdet, skulle den dog kun beskattes, såfremt værdien sammen med andre personalegoder, der også er ydet af hensyn til arbejdet, oversteg bagatelgrænsen på 4.400 kr. (2001). Der skulle ikke betales arbejdsmarkedsbidrag og SP-bidrag af værdien af det sparede hjemmeforbrug.
5 Sædvanlig bopæl
TfS 1996.653 HD – U 1996.1360 HD En specialarbejder, der var bosiddende i Grenå, havde fra januar til april 1990 og fra juni til december 1990 – i alt 154 dage – udført arbejde på Storebæltsprojektet. Han var en del af perioderne ansat af MT-Group, Storebælt og en anden del af perioderne ansat af European Storebælt Group. Specialarbejderen havde overnattet i en campingvogn, mens han arbejdede på Storebæltsprojektet. I weekenderne opholdt han sig på sin bopæl i Grenå. Specialarbejderen havde foretaget fradrag efter § 9 B for befordring til skiftende arbejdssteder, hvilket skattemyndighederne havde godkendt. Specialarbejderen havde fået godkendt fradrag for dobbelt husførelse, hvilket han ville frafalde, hvis han fik medhold i sin påstand. Ingen af de to arbejdsgivere havde udbetalt skattefri godtgørelse. Landsretten fandt, at specialarbejderen, der kun havde været ansat ved Storebæltsforbindelsen i en del af 1990, opfyldte betingelserne for at få fradrag for opholds- og fortæringsudgifter. Højesteret bemærkede, at specialarbejderens ansættelser ved Storebæltsprojektet i 1990 – måtte ligesom hans ansættelser ved andre bygge- og anlægsprojekter i 1990 – som følge af karakteren af hans profession og hans løse og kortvarige tilknytning til det enkelte projekt måtte anses som beskæftigelse på skiftende, for ham midlertidige arbejdssteder. De med sådan beskæftigelse forbundne, rimelige ekstraudgifter til ophold og forplejning måtte anses afholdt til erhvervelse af den løbende indtægt og var fradragsberettigede. SD-Cir. 1989-54 indeholdt ikke nærmere præcisering af rejsebegrebet, end at der blandt andet kan ydes skattefri rejsegodtgørelse, når »en rejse« er »forbundet med overnatning«. Efter cirkulærets ordlyd var det ikke en betingelse, at rejsemålet var et andet end arbejdsgiverens faste forretningssted. Højesteret fandt herefter, at specialarbejderen opfyldte cirkulærets betingelser for at fradrage rejseudgifter vedrørende kost og logi efter standardsatserne uden dokumentation eller alternativt at betingelserne for arbejdsgiverens udbetaling af skattefri godtgørelser var opfyldt. Højesteret stadfæstede dermed landsrettens dom med dissens.
SKM 2005.492 ØLR – TfS 2005.967 ØLD To skatteydere arbejdede på Metroprojektet i København og ønskede at modtage skattefri rejsegodtgørelse i medfør af den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 9, stk. 5, nu ligningslovens § 9 A, stk. 1. Der var enighed om, at de pågældendes arbejdssteder i den relevante periode skulle anses for midlertidige, sådan som dette begreb måtte forstås efter de relevante bestemmelser. Skatteyderne blev i øvrigt behandlet separat. Landsretten fandt vedrørende den ene skatteyder, at hans transporttid hver vej var i hvert fald 1½ time, og at hans gennemsnitlige arbejdstid i perioden var 11,6 timer. Skatteyderen havde forklaret, at hans arbejde var fysisk hårdt, og at han overholdt 11-timers reglen. Henset til, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skatteyderens forklaring om, at han overnattede i den af arbejdsgiver oprettede camp, fandt landsretten, at det var tilstrækkeligt godtgjort, at han ikke havde mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, hvorfor betingelserne i den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 9, stk. 5, var opfyldt. Den pågældende kunne således modtage skattefri godtgørelse. Landsretten fandt vedrørende den anden skatteyder, at det kunne lægges til grund, at han ikke kunne anvende offentlige transportmidler. Det blev lagt til grund, at han som ansat hos tre forskellige firmaer i alle tilfælde opfyldte betingelserne for at foretage fradrag efter dagældende ligningslovens § 9, stk. 5. Da han havde erkendt at have begået fejl ved opgørelsen af de selvangivne fradrag for rejseudgifter, blev hans sag hjemvist til fornyet opgørelse. Kommenteret af Bodil Tolstrup, Johannes Grove Nielsen og Nikolaj Bjørnholm, TfS 2005.970.
SKM 2007.826 BR – TfS 2007.1022 BR En skatteyder arbejde i perioden 2001-2003 tre forskellige steder og var mellem ansættelserne på dagpenge. I perioden bevarede hun sit hus og sin folkeregisteradresse i sin hjemby, og dette hus stod tomt, når hun ikke anvendte det. Alle de tre arbejdssteder var i en anden by, og hun boede hos en veninde i denne by, når hun var på arbejde. Byretten bemærkede, at skatteyderen udelukkende havde arbejdet i den anden by, selv om rejsen mellem de to byer var både dyr og besværlig. Da skatteyderen ikke havde dokumenteret, at det ikke var muligt at finde ansættelse nærmere hjembyen, måtte der stilles skærpede krav til dokumentationen for, at skatteyderen i arbejdsfri perioder opholdt sig i huset i hjembyen. Skatteyderens egen forklaring kunne ikke udgøre tilstrækkeligt bevis. Henset til, at skatteyderen ikke fremlagde bevis for, hvornår hun i perioden 2001-2003 havde opholdt sig i sit hus i hjembyen, var det ikke bevist, at hendes ophold havde et sådan omfang, at hun kunne anses for at have opretholdt sædvanlig bopæl i hjembyen. Byretten fandt, at skatteyderen som følge heraf ikke var berettiget til at fradrage rejseudgifter i medfør af ligningslovens § 9 A.
TfS 1998.94 LSR En ansat i et konsulentfirma havde fået udbetalt rejse- og befordringsgodtgørelse samt foretaget kørselsfradrag og eksportmedarbejderfradrag i forbindelse med konsulentarbejde i Polen i 1992 og 1993. Konsulentarbejdet omfattede produktstyring og oplæring af lokale medarbejdere. Herudover havde konsulenten opholdt sig en del dage i Litauen, hvor han også arbejdede på en konfektionsvirksomhed. Landsskatteretten fandt, at konsulenten ikke var omfattet af rejsegodtgørelsesreglerne i § 9, stk. 5, idet han havde haft sit faste arbejdssted i Polen i de pågældende indkomstår. Landsskatteretten lagde vægt på, at han havde arbejdet i Polen siden 1989, og at det var aftalt, at konsulentbistanden skulle vare frem til 1991, at han havde indtaget en ledende stilling i den polske virksomhed, og endelig at han havde lejet en lejlighed i Polen. Landsskatteretten fandt endvidere ikke, at der var grundlag for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelser i forbindelse med ophold i Litauen, men der blev i stedet godkendt udgifter til ophold og fortæring. For så vidt angik kørselsgodtgørelsen for befordring mellem Danmark og Polen godkendte landsskatteretten befordringsfradrag efter § 9 C, stk. 1-3, men ikke efter § 9 B, idet Landsskatteretten fandt, at arbejdsstedet i Polen havde antaget fast karakter, således at konsulenten ikke opfyldte kravet om to eller flere arbejdssteder. Konsulenten var heller ikke berettiget til fradrag efter den dagældende § 9 C, stk. 4, om kørsel i egen bil, idet han ikke kunne dokumentere, at han havde benyttet egen bil. Endelig havde konsulenten foretaget eksportmedarbejderfradrag efter § 9 E. Landsskatteretten fandt imidlertid ikke, at konsulenten havde ret til eksportmedarbejderfradrag, idet han ikke havde udført arbejde i forbindelse med salg af varer. Afgørelsen vedrører tiden før ændringen af ligningslovens § 9, stk. 5, og rigtigheden er nok tvivlsom, hvis resultatet er båret af, at konsulenten var en ledende medarbejder og havde lejet en lejlighed i Polen i stedet for at bo på hotel. Afgørelsen er kommenteret og kritiseret af Steen Askholt i Skattepolitisk Oversigt 1999.44 og omtalt i Revision & Regnskabsvæsen 1999, nr. 4, SM 129.
SKM 2009.710 SR – TfS 2009.710 SR En skatteyder og dennes ægtefælle ejede en andelslejlighed, som de endnu ikke havde boet i. De boede i en landbrugsejendom i Nordjylland. Lejligheden havde været udlejet siden dens erhvervelse. Skatteyderen var i forbindelse med sit arbejde i forsvaret beordret på midlertidig tjeneste til København. Skatteyderen påtænkte at flytte ind i lejligheden og fraflytte denne igen efter endt udstationering. Der ville være tale om et regelmæssigt og tilbagevendende ophold på over ½ år. Skatterådet fandt, at lejligheden ville kunne sælges skattefrit efter endt udstationering, idet betingelserne i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 4, ville være opfyldt. Skatterådet bemærkede, at udstationeringen var maksimalt 11 måneder, hvorfor der var tale om en midlertidig udstationering. Skatterådet fandt, at opretholdelsen af dobbelt husførelse var erhvervsmæssigt begrundet, og at skatteyderen af denne grund var berettiget til at anvende ligningslovens § 9. Skatterådet bemærkede endelig, at der ikke kunne foretages fradrag for dobbelt husførelse, hvis der modtoges skattefri rejsegodtgørelse efter ligningslovens § 9 A.
SKM 2002.438 TSS – TfS 2002.838 TSS Told- og Skattestyrelsen var blevet stillet en række spørgsmål vedrørende forståelsen af begrebet »sædvanlig bopæl« i ligningslovens § 9 A. Told- og Skattestyrelsen oplyste, at ordet »sædvanlig« i »sædvanlig bopæl« skulle forstås som den »faste« bopæl i modsætning til den »midlertidige« bopæl, hvor en skatteyder boede, mens vedkommende var på rejse, da rejsebegrebet forudsatte to bopæle. Told- og Skattestyrelsen oplyste videre, at skatteyderen ikke kunne foretage fradrag for udgifter efter reglerne i ligningslovens § 9 A, hvis den sædvanlige bopæl blev udlejet under rejsen, da skatteyderen i denne situation ikke ville havde to bopæle, hvilket var en forudsætning for anvendelse af rejsebegrebet. Told- og Skattestyrelsen oplyste videre, at en eventuel tvungen udlejning efter boligreguleringslovens § 48 ikke ville ændre på ovenstående om, at det ikke var muligt at foretage fradrag for rejseudgifter, hvis den sædvanlige bolig under rejsen var udlejet. Told- og Skattestyrelsen oplyste videre, at en skatteyder, der under udstationering fik stillet fri bolig til rådighed, om som havde udlejet sin sædvanlige bopæl, ville blive beskattet af værdien af den frie bolig, jf. ligningslovens § 16. Told- og Skattestyrelsen oplyste endelig, at bopælskravet efter ligningslovens § 9 A ikke nødvendigvis svarede til bopælskravet i kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.
Til stk. 2
1 Standardsatserne
SKM 2014.767 SR – TfS 2015.143 SR En skatteyder var en dansk vikarvirksomhed. Skatteyderen stillede udenlandske faglærte og ufaglærte medarbejdere til rådighed for andre danske virksomheder. Skatteyderen ønskede at udbetale godtgørelse til dækning af kost og logi til medarbejderne i medfør af ligningslovens § 9 A. Skatterådet bemærkede, at udbetaling af skattefri godtgørelse forudsætter, at lønnen til medarbejderne ikke udgør et ubetydeligt beløb. Skatterådet bemærkede videre, at det bl.a. videre er en betingelse, at der ikke er sket lønomlægning, jf. ligningslovens § 9, stk. 4, 3. pkt. Skatteyderen havde for ufaglærte fastsat lønnen for normaltimer til 18 kr. og for overtimer til 60 kr. med en diæt pr. rejsedøgn på 360 kr. Skatteyderen havde for faglærte fastsat lønnen for normaltimer til 23 kr. og for overtimer til 83 kr. og en diæt pr. rejsedøgn på 360 kr. Skatterådet fandt som følge heraf ikke, at der kunne udbetales skattefri godtgørelser under de af skatteyderen opstillede forudsætninger. Skatterådet henviste til de nævnte timesatser for normaltimer og overtimer sammenholdt med størrelsen af de omhandlede godtgørelser.
TfS 1999.360 Skd Skatteministeren besvarede to spørgsmål om de forventede konsekvenser af de ændrede regler og satser for skattefri rejsegodtgørelse, som fik virkning fra 1. april 1999. Ministeren oplyste, at hovedformålene med lovændringerne var 1) at skabe ligestilling mellem privat- og offentligt ansatte, 2) at skabe ligestilling mellem de forskellige lønmodtagergrupper og 3) at sikre, at de standardsatser for rejse, der er fastsat i loven, svarer til de gennemsnitlige faktiske merudgifter forbundet med at være på rejse.
2 Kost og småfornødenheder
3 Turistchauffører
4 Logiudgifter
5 Søfolk m.v.
6 Udelukkelse af afskrivninger
Til stk. 3
1 Introduktion
2 Reducerede satser
3 Minimumsgodtgørelse
Til stk. 4
1 Minimumsgodtgørelse i kombination med dækning af udgifter efter regning
TfS 1997.160 ØLD En hoteldirektør havde modtaget rejsegodtgørelse for 1988 og 1989 på henholdsvis 19.689 kr. og 25.346 kr., som blev modregnet i hans løn ved årets udgang. Landsretten fandt – modsat Landsskatteretten – at der ikke var hjemmel til at nægte modregninger i lønnen for rejseudgifterne. Landsretten kunne således tiltræde, at denne del af lønnen blev konverteret til en skattefri godtgørelse. Efter indsættelse af § 9 A, skal godtgørelse til dækning af småfornødenheder, når der rejses efter regning, ligesom alle andre skattefri godtgørelser medregnes ved indkomstopgørelsen, hvis den fragår i en forudaftalt bruttoløn.
TfS 1993.222 LR I en bindende forhåndsbesked har Ligningsrådet udtalt, at en udenlandsk arbejdsgiver med et repræsentationskontor, men uden datterselskaber eller filialer, kan udbetale skattefri rejsegodtgørelse efter ligningslovens § 9, stk. 7 (nu § 9 A, stk. 2). Det er ikke en betingelse, at arbejdsgiveren er skattepligtig eller indeholdelsespligtig efter kildeskatteloven. Afgørelsen er kommenteret af Told- og Skattestyrelsen i TfS 1993.231.
TfS 1995.342 TSS Et selskab havde i forbindelse med reglen om udbetaling af 60 pct. (nu 25 pct.) godtgørelser, anvendt den samme sats for rejser i forskellige lande og havde dermed ikke fulgt Ligningsrådets satser for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse.Told- og Skattestyrelsen fastslog, at medarbejderne kun skulle beskattes af det beløb, der oversteg satserne.
Til stk. 5
1 Introduktion
2 Krav om, at rejsen varer mindst 24 timer
3 12 måneders tidsbegrænsning for midlertidigt arbejdssted
SKM 2008.1021 LSR – TfS 2009.214 LSR En landbrugsmedarbejder, der havde sædvanlig bopæl i Letland, ønskede at foretage fradrag for kost og logi. Landsskatteretten fandt, at den pågældende opfyldte betingelserne i ligningslovens § 9 A om at være på rejse. Landbrugsmedarbejderen havde dog været ansat i mere end 12 måneder, og spørgsmålet var, om tidsbegrænsningen i § 9 A, stk. 5, fandt anvendelse, således at der ikke kunne foretages fradrag for kost i perioden over 12 måneder. Landsskatteretten fandt, at der var tale om et arbejdsgiverskifte, som opfyldte betingelsen om arbejdsstedsskifte, da en ny arbejdsgiver overtog den landbrugsvirksomhed, som landbrugsmedarbejderen var ansat ved, som led i en virksomhedsoverdragelse. Landsskatteretten fandt således, at der ved indgåelse af kontrakt med den nye arbejdsgiver blev indledt en ny 12-måneders periode, hvori landbrugsmedarbejderen kunne foretage fradrag for kost, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 5.
SKM 2008.851 SR – TfS 2008.1431 SR Et snedker- og tømrerfirma havde ansat fire udenlandske medarbejdere. Disse var ansat på tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Firmaet ønskede oplyst, om en periode på 6 uger, hvor der var vinterlukket, og hvor de udenlandske medarbejdere tog hjem til deres oprindelige hjemland, kunne afbryde optællingen af 12-månedersfristen i relation til standardsatsen for kost efter ligningslovens § 9 A, stk. 5. Skatterådet fandt, at virksomhedens vinterlukning ikke kunne afbryde 12-månedersfristen. Firmaet ønskede videre oplyst, om der ved skift til et nyt arbejdssted efter vinterlukningen kunne påbegyndes en ny 12-månedersfrist. Skatterådet fandt, at dette var tilfældet, da der ved arbejde på nyt arbejdssted ville påbegyndes en ny 12-måneders frist. Skatterådet bemærkede videre, at idet arbejdet bestod af fornyelse af tegltage på parcelhuse, ville 12-månedersperioden normalt ikke blive overskredet.
SKM 2008.853 SKAT – TfS 2008.1420 SKAT SKAT præciserede, hvornår en lønmodtagers arbejdssted kunne anses for midlertidigt, og hvornår afstanden mellem en lønmodtagers bopæl og midlertidige arbejdssted medførte, at det ikke var muligt for lønmodtageren at overnatte på dennes sædvanlige bopæl. SKAT udtalte, at der var en række arbejdssteder, som altid ville være at anse for midlertidige, som f.eks. bygge- og anlægsarbejder. Ligeledes skulle kortere sæsonarbejde som udgangspunkt også anses som midlertidige arbejdssteder. Ved arbejdssteder, hvor der skulle udføres et arbejde, som i princippet kunne udføres samme sted kontinuerligt, udtalte SKAT, at det var nødvendigt at undersøge, om der var særlige arbejdsmæssige forhold, som kunne resultere i, at arbejdsstedet var midlertidigt for den pågældende medarbejder. Der var endvidere ikke muligt at gøre et ellers permanent arbejdssted til midlertidigt ved alene at ansætte en medarbejder på en tidsbegrænset kontrakt den ene gang efter den anden. En yderligere del af meddelelsen vedrørte afstanden mellem lønmodtagers bopæl og midlertidige arbejdssted.
4 Mobile arbejdssteder/arbejdssteder, der flyttes
SKM 2006.340 LSR – TfS 2006.715 LSR En skatteyder, der arbejdede på Øresundsprojektet som jord- og betonarbejder på Peberholm, ønskede at være skattefri af udbetalt rejsegodtgørelse og ønskede videre at foretage fradrag for øvrige lønmodtagerudgifter efter ligningslovens § 9, stk. 5. Der var 76 km mellem skatteyderens bopæl og arbejdssted. Landsskatteretten fandt, at arbejdspladsen, der var en projektarbejdsplads, der flyttede sig som arbejdet på Øresundsprojektet skred frem, opfyldte kravet om midlertidighed. Landsskatteretten fandt efter det oplyste om afstanden til skatteyderens bopæl og arbejdsstedet, at det måtte lægges til grund, at skatteyderen ikke kunne overnatte på sin egen bopæl. Landsskatteretten lagde herved vægt på, at skatteyderen havde arbejdsperiode på 12-13 timer, hvortil kom transporttiden. Landsskatteretten fandt på denne baggrund, at skatteyderen var berettiget til at modtage skattefri rejsegodtgørelse, samt at skatteyderen kunne foretage fradrag for ophold og fortæring efter reglerne i ligningslovens § 9, stk. 5.
SKM 2014.35 SR – TfS 2014.332 SR En engelsk statsborger, som havde bopæl i Skotland, arbejdede i perioden 2011-2013 på en borerig, der var placeret på den danske kontinentalsokkel. Boreriggen blev flere gange i perioden flyttet mellem forskellige placeringer. Den engelske statsborger ønskede at foretage fradrag efter ligningslovens § 9 A, stk. 7. Skatterådet fastslog, at den engelske statsborgers sædvanlige bopæl måtte anses for at være i Skotland. Afstanden mellem arbejdsstedet og arbejdspladsen betød således, at den engelske statsborger ikke havde mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl. Skatterådet fandt, at arbejdsstedet ikke kunne anses for midlertidigt som følge af en tidsbegrænsning af ansættelsen, da den engelske statsborger var fastansat. Skatterådet fastslog, at det afgørende var, om den mobile borerig kunne sidestilles med en arbejdsplads, hvor der blev udført bygge- og anlægsarbejde, et mobilt arbejdssted eller et arbejdssted, der flytter sig, da sådanne arbejdssteder anses for midlertidige, uanset om lønmodtageren er midlertidigt ansat eller fastansat. Skatterådet fandt, at flytningerne af boreriggen indebar, at arbejdsstedet flyttede sig i takt med arbejdets udførelse, og at arbejdsstedet af denne grund kunne anses for midlertidigt. Skatterådet fandt på denne baggrund, at den engelske statsborger var berettiget til at foretage fradrag for småfornødenheder, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 7, 1. pkt. Skatterådet fandt videre, at 12-måneders begrænsningen af kostsatsen ikke fandt anvendelse i den pågældende situation, da boreriggen havde flyttet sig over en strækning på mindst 8 km i takt med arbejdets udførelse, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 5, 3. pkt.
5 Godtgørelser, der udbetales i forbindelse med enkeltstående kortvarige tjenesterejser til samme midlertidige arbejdssted
Til stk. 6
1 Påbegyndelse af ny 12 måneders-periode
SKM 2008.1021 LSR – TfS 2009.214 LSR En landbrugsmedarbejder, der havde sædvanlig bopæl i Letland, ønskede at foretage fradrag for kost og logi. Landsskatteretten fandt, at den pågældende opfyldte betingelserne i ligningslovens § 9 A om at være på rejse. Landbrugsmedarbejderen havde dog været ansat i mere end 12 måneder, og spørgsmålet var, om tidsbegrænsningen i § 9 A, stk. 5, fandt anvendelse, således at der ikke kunne foretages fradrag for kost i perioden over 12 måneder. Landsskatteretten fandt, at der var tale om et arbejdsgiverskifte, som opfyldte betingelsen om arbejdsstedsskifte, da en ny arbejdsgiver overtog den landbrugsvirksomhed, som landbrugsmedarbejderen var ansat ved, som led i en virksomhedsoverdragelse. Landsskatteretten fandt således, at der ved indgåelse af kontrakt med den nye arbejdsgiver blev indledt en ny 12-måneders periode, hvori landbrugsmedarbejderen kunne foretage fradrag for kost, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 5.
Til stk. 7
1 Introduktion
2 Valg mellem standardsatser og fradrag for faktiske udgifter
SKM 2005.49 LSR – TfS 2005.189 LSR En skatteyder, der var kaptajn ved Hærens Operative Kommando i Karup, blev beordret til optagelse på Forsvarsakademiet i København. Skatteyderen ønskede at foretage differencefradrag i forbindelse med deltagelse i kurset på Forsvarsakademiet. Landsskatteretten henså til, at skatteyderen havde deltaget i kurset efter arbejdsgiverens anvisninger, og at arbejdsgiveren havde betalt for kurset, ligesom arbejdsgiveren havde udbetalt godtgørelse efter statens satser. Landsskatteretten fandt på denne baggrund, at der ikke skulle lægges vægt på, om uddannelsen var en videre- eller efteruddannelse, og at uddannelsesstedet måtte anses for en arbejdsplads for skatteyderen. Landsskatteretten fandt på denne baggrund, at skatteyderen var berettiget til at foretage fradrag mellem de af arbejdsgiveren udbetalte satser og standardsatserne i ligningslovens § 9 A, jf. ligningslovens § 9, stk. 4. Landsskatteretten bemærkede, at det var en betingelse for foretagelse af differencefradrag, at det ikke var muligt for skatteyderen at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Landsskatteretten fandt, at skatteyderen i en periode indtil en flytning tættere på det midlertidige arbejdssted var berettiget til at foretage differencefradrag. Kommenteret af Skatteministeriet i SKM 2005.285 DEP, jf. nedenfor, hvor Skatteministeriet bl.a. anførte, at vurderingen af, om en uddannelse er en efteruddannelse eller en videreuddannelse, stadig var relevant for, hvorvidt der kunne foretages fradrag for de udgifter, der var forbundet med uddannelses- og kursusaktiviteten, og udtalte, at ligningslovens § 9A, stk. 11, skulle forstås således, at rejseudgifter, der var godtgjort skattefrit efter ligningslovens § 31, ikke samtidig kunne godtgøres skattefrit efter ligningslovens § 9 A, samt at rejseudgifter, der var godtgjort skattefrit efter ligningslovens § 31, ikke også kunne fratrækkes ved indkomstopgørelsen efter ligningslovens § 9 A.
SKM 2011.719 SR – TfS 2011.940 SR En skatteyder, som var ansat ved et dansk universitet, var i en periode udsendt til at andet land. Skatterådet fandt, at skatteyderen under udstationeringen var fuldt skattepligtig til Danmark. Skatteyderen ønskede at få lempelse for den danske skat på lønindkomst efter ligningslovens § 33 A. Skatterådet fandt, at betingelserne for denne lempelse ikke var opfyldt. Skatteyderens løn var fastsat i henhold til kollektiv aftale, som ikke gav mulighed for, at lønnen kunne aftales under hensyn til, at skatten af lønindkomsten blev lempet, jf. ligningslovens § 33 A, stk. 1, jf. stk. 2. Skatteyderen ønskede oplyst, om han kunne foretage fradrag for kost og logi efter ligningslovens § 9 A, stk. 7, i udstationeringsperioden. Skatterådet bekræftede, at skatteyderen i den del af udstationeringsperioden, hvor den sædvanlige bopæl kunne anses for bevaret i Danmark, ville være berettiget til at foretage fradrag i medfør af ligningslovens § 9 A, stk. 7. Skatterådet fandt, at skatteyderen havde sædvanlig bopæl i Danmark i den del af udstationeringsperioden, hvor skatteyderen havde rådighed over en helårsbolig, frem til tidspunktet, hvor den pågældende helårsbolig blev solgt.
SKM 2005.285 DEP – TfS 2005.605 Skd. Skatteministeriet oplyste, at ministeriet ikke havde indbragt kendelsen i SKM 2005.49 LSR og 6 andre tilsvarende kendelser med enslydende begrundelser for domstolene. Ministeriet var således af den opfattelse, at hvis der er tale om efteruddannelse, kan den skattepligtige foretage differencefradrag efter ligningslovens § 9 A, stk. 7. Efter en konkret vurdering var det lagt til grund, at der i den pågældende sag netop var tale om efteruddannelse og ikke videreuddannelse. Efter ligningslovens § 31, stk. 3, jf. stk. 1, er der skattefrihed for arbejdsgiverbetalte ydelser til dækning af udgifter i forbindelse med uddannelse og kurser. Skattefriheden gælder bl.a. godtgørelse for udgifter til logi, kost og småfornødenheder, jf. ligningslovens § 31, stk. 4. Sådanne rejseudgifter kan godtgøres med de faktiske udgifter eller med standardsatserne i ligningslovens § 9 A, stk. 2. Ligningslovens § 31 medfører, at arbejdsgiveren ikke skal tage stilling til, om uddannelsen eller kurset er en grunduddannelse, en videreuddannelse eller en efteruddannelse for den pågældende medarbejder. Denne sondring har efter bestemmelsen ikke betydning for skattefriheden. Se bemærkningerne til lovforslag L 88, Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A, s. 2425. Hvis den ansatte selv har afholdt udgifter til uddannelse og kurser, som kunne være dækket skattefrit af arbejdsgiveren, følger det af ligningslovens § 31, stk. 6, at den ansatte kun kan fratrække udgifterne ved indkomstopgørelsen, hvis der er hjemmel til fradrag i skattelovgivningens almindelige regler. Muligheden for fradrag er således reguleret i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, jf. ligningslovens § 9, stk. 1 (lønmodtagere), ligningslovens § 9, stk. 4, samt ligningslovens § 9 A-C. Se bemærkningerne til lovforslag L 88, Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A, s. 2427 og 2428. Fradrag efter de nævnte bestemmelser forudsætter, at udgifterne er erhvervsmæssige, det vil sige, at der er tale om udgifter til undervisning i efteruddannelsesøjemed som led i arbejdet. Af bemærkningerne til lovforslag L 88 fremgår det, at ledige og andre uden et indtægtsgivende arbejdssted samt personer på grund- og videreuddannelse er afskåret fra at foretage fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Se Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A, s. 2426. Sondringen mellem grunduddannelse, videreuddannelse og efteruddannelse er dermed stadig relevant ved bedømmelsen af, om der kan foretages fradrag for udgifter, som den skattepligtige har afholdt i forbindelse med uddannelsesaktiviteter.
3 Sparet hjemmeforbrug
4 Udgifter til småfornødenheder
5 Ikke fradrag for godtgjorte udgifter
6 Loft over fradraget
7 Ikke afskrivninger i kombination med fradrag
Til stk. 8
1 Selvstændigt erhvervsdrivende
TfS 1995.211 VLD Ansatte lastbilchauffører, der som følge af deres arbejde foretog rejser i udlandet, kunne i 1987 fradrage 350 kr. pr. påbegyndt døgn svarende til standardsatsen for lønmodtagere ved rejser i udlandet. En selvstændig vognmand var ikke omfattet af reglerne, da han ikke var lønmodtager, og han var derfor ikke berettiget til et tilsvarende fradrag pr. dag for de dage, hvor han havde rejst i udlandet, selv om han arbejdede under samme forhold som ansatte chauffører. Efter indførelsen af reglen om, at selvstændige også kan anvende standardfradraget, har selvstændigt erhvervsdrivende fået ret til fradrag efter samme retningslinjer som lønmodtagere.
SKM 2011.507 BR – TfS 2012.687 BR En skatteyder, som var eneanpartshaver i en virksomhed, der primært drev tømrer- og murervirksomhed, men som også havde påbegyndt import af marmor fra Asien, ønskede at fradrage rejseudgifter og oppebære skattefri rejsegodtgørelse for 2003-2005. Byretten fandt, at skatteyderen som eneejer havde en skærpet bevisbyrde for, at rejserne til Asien havde en sådan erhvervsmæssig karakter, at de i varighed og antal kunne begrunde de påståede fradrag og skattefri godtgørelser. Bevisbyrden blev yderligere skærpet af, at skatteyderen i 2006 indgik ægteskab med en asiatisk statsborger, og at han forud for de omtalte rejser havde været på turistrejser til landet. Byretten fandt, at selv om det ikke kunne afvises, at rejserne i et vist omfang havde erhvervsmæssigt formål, havde skatteyderen ikke løftet den skærpede bevisbyrde, der påhvilede ham. Skatteyderen kunne således ikke fradrage rejseudgifter og oppebære rejsegodtgørelse for 2003-2005.
SKM 2015.276 LSR – TfS 2015.505 LSR En skatteyder ønskede at foretage fradrag for rejseudgifter samt for udgifter til arbejdsværelse i indkomståret 2010. Skatteyderen var deltidsansat ved en kommune og oppebar derudover honorarindtægter for forskellige kunstneriske opgaver. Skatteyderen gjorde gældende, at hun var selvstændigt erhvervsdrivende og derfor skulle anses som selverhvervende billedkunstner og ikke som honoraraflønnet. Kunstnervirksomheden havde genereret overskud hvert år i perioden 2006-2011 med undtagelse af 2009. Landsskatteretten bemærkede, at afgrænsningen mellem selvstændige erhvervsdrivende og lønmodtagere skulle foretages på baggrund af cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994. Landsskatteretten fandt under hensyn til virksomhedens omsætning, overskud og udgifter samt til den professionalisme, der blev udøvet, at skatteyderen måtte anses for selvstændigt erhvervsdrivende i 2010. Landsskatteretten lagde vægt på, at skatteyderen havde modtaget betaling for sine kunstværker, at der var leveret kunstværker til udstillinger, at virksomheden havde været overskudsgivende, samt at skatteyderen havde afholdt væsentlige udgifter i forbindelse med indtægtserhvervelsen. Landsskatteretten fandt, at da skatteyderen måtte anses for at være selvstændigt erhvervsdrivende, var hun berettiget til fradrag for udgifter til kost og logi efter Skatterådets satser, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 2 og 3. Den beløbsmæssige opgørelse skulle overlades til SKAT.
TfS 2000.849 LR En selvstændig vognmand havde foretaget fradrag for rejseudgifter i forbindelse med kørsel til Sverige med Ligningsrådets satser for 1997. Vognmanden kørte typisk fra sin bopæl i Danmark til steder i Danmark, hvor han hentede varer, derfra til Sverige, tilbage til Danmark, retur til Sverige, tilbage til Danmark med varer, og derefter til sin bopæl i Danmark. Efter den dagældende regel i ligningslovens § 9, stk. 7, som blev videreført ved ligningslovens § 9 A, stk. 8, kunne selvstændige vognmænd ligesom ansatte chauffører foretage fradrag efter standardsatserne i stedet for samle udgiftsbilag og fratrække de faktiske (dokumenterede) udgifter. Ligningsrådet anså imidlertid ikke vognmandens kørsel og af- og pålæsning af gods i Danmark i forbindelse med rejse til udlandet for omfattet af fradragsreglen i ligningslovens § 9, stk. 7, nu § 9A, stk. 8. Det fandtes kun at være udgifter til kost og småfornødenheder, der afholdtes i udlandet i for-bindelse med de midlertidige arbejdssteder dér, dvs. udenlandske rejsemål eller delmål, der var omfattet af de nævnte bestemmelser. Udgifter ved den del af rejsen, der omfattede rejsemål eller delmål i Danmark kunne alene fradrages med de faktiske, dokumenterede udgifter. Afgørelsen forekommer noget restriktiv sammenholdt med lovteksten. Fra og med indkomståret 2001 kan selvstændigt erhvervsdrivende også vælge at foretage fradrag med standardsatsen for rejsegodtgørelse ved rejser i Danmark.
Til stk. 9
1 Rejsegodtgørelse til medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende
Til stk. 10
1 Modtagere af tilskudsbevillinger til forskning
Til stk. 11
1 Undtagne grupper
2 Personer, der modtager ydelser efter § 7, nr. 15, eller § 31, stk. 4, er ikke omfattet af stk. 1-9
3 Personer, der kan foretage fradrag efter § 3 i lov om beskatning af søfolk, jf. § 4, stk. 2
4 Personer, der kan anvende § 5, stk. 1, i lov om beskatning af søfolk, jf. § 5, stk. 4
5 Værnepligtige
6 Erhvervsfiskere
Til stk. 12
1 Regulering efter personskattelovens § 20
§ 9 B. Erhvervsmæssig befordring
Litteratur
Historik
Forarbejder
1 Overblik
Til stk. 1
1 Introduktion
2 Selvstændigt erhvervsdrivendes fradrag
3 Blandet benyttede biler
TfS 1996.663 HD – U 1996.1352 HD En gartner drev et gartneri fra en ejendom, hvor han ligeledes havde bopæl. Han transporterede selv gartneriets produkter i virksomhedens varebil til Københavns Grønttorv ca. 210 dage om året, hvor han solgte varerne ved en stadeplads. Skattemyndighederne have alene godkendt fradrag efter ligningslovens § 9 C, idet Grønttorvet skatteretligt var et fast arbejdssted, og skattemyndighederne således havde anset kørslen som privat kørsel. Landsretten fandt, at salget af varer på Grønttorvet ikke kunne udskilles fra skatteyderens samlede erhvervsudøvelse som en beskæftigelse med fast arbejdssted, og anerkendte kørslen som erhvervsmæssig bildrift. Udgifterne til kørslen var således fradragsberettiget efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Højesteret stadfæstede dommen og bemærkede videre, at det forhold, at gartneren også opnåede befordring fra sin bopæl til arbejdsstedet på Grønttorvet, ikke kunne bevirke, at retten til fuldt fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, for udgifterne ved transporten af varerne, bortfaldt.
SKM 2002.270 VLR – TfS 2002.439 VLD En skatteyder drev landbrug og skovbrug fra sin ejendom. Skatteyderen drev videre virksomhed med en række udlejningsejendomme. Skatteyderen og en medarbejder bestred viceværtopgaverne i ejendommene. Skatteyderens virksomhed var omfattet af virksomhedsskatteordningen, og skatteyderen havde indskudt en varevogn i virksomhedsordningen. Skatteyderen var blevet anset for skattepligtig af værdien af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, da skattemyndighederne ikke anså kørslen mellem skatteyderens bopæl og udlejningsejendommene som erhvervsmæssig, jf. ligningslovens § 9 B. Landsretten lagde efter bevisførelsen til grund, at kørslen til udlejningsejendommene havde til formål, at skatteyderen kunne udføre reparations- og vedligeholdelsesarbejde på ejendommene. Landsretten lagde videre til grund, at der i forbindelse med dette arbejde skulle anvendes materialer og redskaber, der til daglig befandt sig på skatteyderens gård. Landsretten fandt, at kørslen med varebilen mellem gården og udlejningsejendommene således havde til formål at transportere materialer, og at udgifterne til kørslen måtte betragtes som fradragsberettigede driftsudgifter efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Det forhold, at skatteyderen og hans medarbejder samtidig blev befordret til arbejdsstedet var et accessorium til transportopgaven, og dette kunne ikke føre til, at kørslen måtte anses for privat. Skatteyderen og hans ægtefælle rådede over en personbil, og landsretten fandt, at varebilen ikke var velegnet til privat kørsel. Landsretten fandt ikke, at den omstændighed, at bilen til daglig var placeret på skatteyderens bopæl kunne tillægges vægt, da bopælen samtidig var en arbejdsplads. Landsretten fandt på denne baggrund, uanset at skatteyderen ikke havde ført kilometerregnskab, at skatteyderen havde løftet bevisbyrden for, at den udførte kørsel ikke var privat, hvorfor han ikke skulle beskattes af værdien af fri bil.
TfS 1999.888 LSR En musiker, der spillede på kontrabas, havde udgifter til transport i forbindelse med reparation af bassen. Transporten var foregået i musikerens egen bil. Landsskatteretten fandt, at rejseomkostningerne, der var afholdt i forbindelse med reparationen var fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at kritisere skønnet over udgifterne, der var foretaget med udgangspunkt i satserne for erhvervsmæssig kørsel, jf. § 9 B. Transportudgifterne blev herefter godkendt.
4 Fri bil
5 Sædvanlig bopæl
6 Arbejdsplads
SKM 2001.427 VLR – TfS 2001.481 VLD En skatteyder ønskede at foretage fradrag for udgifter til befordring. Skatteyderen havde to forskellige arbejdssteder, hvoraf det ene var på skatteyderens bopæl. Landsretten fandt på baggrund af forarbejderne til lov nr. 482 af 30. juni 1993, at der ved ændring af bestemmelsen ikke var tilsigtet en ændring af den hidtidige retstilstand, hvorefter der alene kunne opnås fradrag for udgifter til befordring mellem to arbejdspladser, hvis ingen af arbejdspladserne var den skattepligtiges bopæl. Det forhold, at selskabets aktiviteter blev udøvet på en anden postadresse end bopælen, kunne ikke føre til et andet resultat. Landsretten fandt således, at skatteyderen ikke havde ret til fradrag for befordringsudgifter efter ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra b.
TfS 2000.166 LSR Ligningsrådet havde ved en bindende forhåndsbesked fundet, at en transportgodtgørelse til pengeinstitutelever var skattepligtig, når arbejdsgiveren betalte for elevens transport mellem arbejdsplads og uddannelsessted for den faglige grunduddannelse i elevtiden. Landsskatteretten fandt imidlertid, at ansættelsen af elever i pengeinstitutterne skete med henblik på elevernes udførelse af praktisk arbejde. Det var pålagt eleverne at gennemføre uddannelsen, som var tilrettelagt i institutionens regi. Uddannelsesstedet var bestemt af arbejdsgiveren, og deltagelse var pålagt som et led i tjenesten, og adskilte sig derfor fra de offentlige uddannelser som eksempelvis efg-uddannelsen. Landsskatteretten fandt derfor, at pengeinstitutterne var berettiget til at udbetale skattefri godtgørelse for transport mellem arbejdsplads og uddannelsessted, jf. ligningslovens § 9, stk. 5, jf. § 9 B. Efter de nugældende regler ville § 31 også være hjemmel til skattefrihed. Afgørelsen indeholder omfattende henvisninger til tidligere praksis.
SKM 2016.239 SR – TfS 2016.323 SR En skatteyder var ansat hos en offentlig virksomhed, der havde hovedsæde i København og en række enhedskontorer i resten af Danmark. Skatteyderen var tilknyttet et af enhedskontorerne og havde hjemmearbejdsplads. Skatteyderen ønskede at få oplyst, om en parkeringsplads, der ikke var offentlig, som arbejdsgiveren havde reserveret, og hvor skatteyderen skulle hente arbejdsgiverens bil, ville blive anset for arbejdssted for skatteyderen. Hvis parkeringspladsen kunne anses for arbejdssted, ville kørslen mellem denne og enhedskontoret være erhvervsmæssig kørsel omfattet af ligningslovens § 9 B, mens kørslen, hvis parkeringspladsen ikke kunne anses for et arbejdssted, ville blive anset for privat kørsel, som ville medføre beskatning af fri bil. Skatterådet udtalte, at en parkeringsplads ikke var arbejdsplads for skatteyderen, da hun ikke ville udføre arbejde på stedet. Kørslen kunne godt være erhvervsmæssig alligevel, hvis 60 dages-reglen blev overholdt, eller hvis kørslen i øvrigt ikke var omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4. Skatterådet udtalte, at det forhold, at skatteyderen havde en hjemmearbejdsplads, ikke havde betydning for vurderingen efter 60 dages-reglen, da kørsel fra hjemmet ikke ville få karakter af kørsel fra en arbejdsplads. Befordringen mellem parkeringspladsen og den faste arbejdsplads ville være erhvervsmæssig, hvis 60 dages-reglen var overholdt. Skatteyderen kørte mellem parkeringspladsen og den faste arbejdsplads mellem 1 og 5 dage om ugen og ville således efter 60 dage køre privat på strækningen mellem parkeringspladsen og arbejdspladsen. Skatteyderen ville således blive skattepligtig af rådigheden over fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4. Såfremt skatteyderen skulle beskattes i medfør af denne bestemmelse, ville det være uden betydning, om den øvrige kørsel var i strid med 60 dages reglen, da dette ikke ville ændre på beskatningsgrundlaget. Det ville ikke have betydning, hvis parkeringspladsen var placeret ved en arbejdsplads inden for den offentlige virksomhed, hvis det ikke var dette kontor, skatteyderen arbejdede fra, eller hvis der var tale om parkeringspladser ved en anden offentlig virksomhed, som var reserveret for skatteyderens arbejdsgiver. Skatterådet udtalte videre, at en tjenestebil, der blev anvendt til befordring af skatteyderen på delstrækninger mellem hjem og arbejde, ikke kunne anses for en arbejdsplads, alene fordi en større eller mindre del af det administrative arbejde blev udført i bilen i stedet for på et kontor, da bilen var et befordringsmiddel, der skulle behandles som sådan, ligesom det ville være uden betydning for vurderingen af kørslens karakter, om der blev udført arbejde fra bilen, da bilen ikke kunne anses for en arbejdsplads i relation til 60 dages-reglen.
SKM 2005.218 DEP – TfS 2005.631 Skd. Skatteministeriet kommenterede to kendelser vedrørende skattefri befordringsgodtgørelse. Ved den ene af kendelserne, der var indbragt for domstolene og førte til ovennævnte SKM 2006.147 ØLR, havde Landsskatteretten givet en hovedaktionær medhold i, at han var berettiget til skattefri befordringsgodtgørelse udbetalt til dækning af befordring mellem hovedaktionærens bopæl og en bestemt arbejdsplads, som var en af selskabets kunder. Landsskatteretten havde lagt vægt på, at der i den benyttede bil var medbragt værktøj og reservedele, således at kørslen måtte anses for erhvervsmæssig. Skatteministeriet anførte, at ligningslovens § 9, stk. 5, udelukkede skattefri godtgørelse for udgifter til erhvervsmæssig befordring efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, medmindre kørslen samtidigt var omfattet af ligningslovens § 9 B. Skatteministeriet var ikke af den opfattelse, at dette krav var opfyldt, hvorfor kendelsen var indbragt for domstolene. Den anden kendelse vedrørte en skatteyder, der af en kommune var ansat som døgnplejer, som ved Landsskatteretten fik ret i, at kørsel af det 11-årige plejebarn til og fra skole var erhvervsmæssig. Skatteyderen var på denne baggrund berettiget til at modtage skattefri godtgørelse af udgifterne til kørsel. Skatteministeriet udtalte, at det efter de konkrete omstændigheder var nødvendigt for skatteyderen at være sammen med plejebarnet, herunder også under transport til og fra skole. Bilen blev dermed en rullende arbejdsplads, og skatteyderens formål med befordring af barnet var udførelse af plejearbejdet og ikke chaufførarbejde. Skatteministeriet var på denne baggrund af den opfattelse, at denne sag adskilte sig fra sagen vedrørende hovedaktionæren og andre sager, hvor formålet er at transportere varer, driftsmidler eller personer udover chaufføren, og valgte på denne baggrund ikke at indbringe denne afgørelse for domstolene.
7 60 dages-reglen
SKM 2003.336 HR – TfS 2003.627 HD – U 2003.2147/2 HD En skatteyder var ansat i et selskab, som han selv var ejer af. Selskabet havde aktiviteter i Norge, og skatteyderen opholdt sig 100-120 dage om året i Norge. Den væsentligste del af transporten skete i en firmabil, som selskabet stillede til rådighed. Det var mellem skatteyderen og selskabet aftalt, at bilen ikke måtte anvendes til privat kørsel. Skatteyderen havde ført kørselsregnskab, men havde for så vidt angår kørsel i Norge ikke hver dag angivet kilometertællerens udvisende, når han ankom til og forlod Norge. Landsretten havde fundet, at skatteyderen skulle beskattes af værdien af fri bil. Landsretten begrundede dette med, at kørsel mellem skatteyderens bopæl, som tillige var adresse for selskabet, og et datterselskabs adresse i Norge, ikke var kørsel mellem to arbejdspladser, hvorfor kørslen ikke var omfattet af reglen i ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra b. Skatteyderen gjorde for Højesteret gældende, at der ved anvendelse af 60 dages-reglen i ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a, alene kunne medregnes kørsler, der omfattede kørsel direkte fra bopæl til arbejdsplads, hvorfor kørsler, hvor besøgene på datterselskabets adresse var sket på vej til eller fra andre arbejdspladser i Norge, ikke var omfattet. Dette blev tiltrådt af Højesteret, som på dette grundlag fandt, at skatteyderen ikke skulle beskattes af værdien af fri bil.
SKM 2001.427 VLR – TfS 2001.481 VLD En skatteyder ønskede at foretage fradrag for udgifter til befordring. Skatteyderen havde to forskellige arbejdssteder, hvoraf det ene var på skatteyderens bopæl. Landsretten fandt på baggrund af forarbejderne til lov nr. 482 af 30. juni 1993, at der ved ændring af bestemmelsen ikke var tilsigtet en ændring af den hidtidige retstilstand, hvorefter der alene kunne opnås fradrag for udgifter til befordring mellem to arbejdspladser, hvis ingen af arbejdspladserne var den skattepligtiges bopæl. Det forhold, at selskabets aktiviteter blev udøvet på en anden postadresse end bopælen kunne ikke føre til et andet resultat. Landsretten fandt således, at skatteyderen ikke havde ret til fradrag for befordringsudgifter efter ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra b.
SKM 2017.161 BR – TfS 2017.236 BR En håndboldspiller havde i indkomstårene 2009, 2010 og 2011 fået udbetalt kørselsgodtgørelse fra sin klub for kørsel til træning i flere forskellige haller og udekampe. Retten bemærkede, at godtgørelser udbetalt af arbejdsgiveren som udgangspunkt skulle medregnes til skatteyderens personlige indkomst, jf. ligningslovens § 9, stk. 4, 1. pkt. Dette gjaldt dog ikke for befordringsudgifter, der var omfattet af ligningslovens § 9 B, jf. ligningslovens § 9, stk. 4, 2. pkt. Retten bemærkede videre, at det var en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren havde ført effektiv kontrol med antallet af kørte kilometer, samt at bogføringsbilagene skulle indeholde bestemte oplysninger, jf. bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse. Efter bevisførelsen lagde retten til grund, at håndboldsspilleren havde kørt som anført i de udarbejdede kørselsrapporter, samt at arbejdsgiveren havde ført kontrol med, at de angivne kørsler rent faktisk havde fundet sted. Retten bemærkede videre, at det alene var kørsel de første 60 arbejdsdage på en arbejdsplads inden for de forudgående 12 måneder, som var omfattet af ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a. Perioden kunne afbrydes, hvis den pågældende tilbragte 60 dage på en eller flere andre arbejdspladser, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 2. Håndboldspilleren havde i 2010 og 2011 kørt til træning, og retten fandt ikke, at det var godtgjort, at han alene havde kørt 60 gange eller mindre til hver hal inden for de forudgående 12 måneder, og han var således ikke berettiget til skattefri godtgørelse efter ligningslovens § 9 B. Eftersom håndboldsspilleren således havde fået udbetalt mere, end han var berettiget til, havde arbejdsgiveren ikke ført den fornødne kontrol, og hele den udbetalte godtgørelse i de pågældende år skulle derfor medregnes indkomstopgørelsen. Dette inkluderede også den udbetalte godtgørelse til kørsel til kampe i de to pågældende år. For så vidt angik indkomståret 2009, havde håndboldsspilleren alene fået udbetalt godtgørelse for kørsel til udekampe, og ikke til træning. Retten fandt derfor, at der var blevet udøvet fornøden kontrol med udbetalingerne, og godtgørelserne var således skattefri.
TfS 1997.771 LSR En rejsemontør havde arbejdet på samme arbejdsplads i 62 dage. Montørens kørsel til arbejdspladsen ud over 60 dage kunne derfor ikke karakteriseres som erhvervsmæssig. Da betingelserne for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse ikke havde været opfyldt de to sidste dage, skulle der ske beskatning af den godtgørelse, der var udbetalt for disse to dage.
SKM 2006.90 SR – TfS 2006.224 SR En virksomhed, der udførte laboratorievirksomhed for praktiserende læger, stillede flere spørgsmål om beskatning af værdien af fri bil for medarbejdere, der i løbet af en kalendermåned var blevet pålagt at medbringe firmabil til deres private bopæl. Skatterådet udtalte, at medarbejderne som udgangspunkt skulle beskattes af værdien af fri bil, hvis bilen var blevet medbragt til den private bopæl, uanset at medarbejderne i øvrigt var afskåret fra at benytte bilen privat. Skatterådet bemærkede dog videre, at der i visse tilfælde ikke skulle ske beskatning af værdien af fri bil. Denne undtagelse omfattede tilfælde, hvor nyansatte medarbejdere anvendte firmabilen indtil 60 dage, hvor der skete kørsel i værkstedsbiler, hvor der skete kørsel i biler på gule plader, og hvor kørslen til bopælen var lovlig i momsmæssig henseende, hvor den ansatte var omfattet af chaufførreglen, hvor den ansatte var på tilkaldevagt, og endelig, hvor den ansatte var omfattet af undtagelsen vedrørende lejlighedsvis kørsel, og denne kørsel højst fandt sted 25 gange om året.
TfS 1994.250 Skd. Skatteministeren oplyste i en redegørelse, at beskatningen af fri firmabil var beskatning af det gode, det er at have firmaets bil til rådighed for privat brug. Dette gode havde karakter af et lønaccessorium og beskattedes som sådant. Kørsel mellem arbejdsplads og sædvanlig bopæl ansås – som udgangspunkt – skattemæssigt som en privat udgift. Som en undtagelse fra dette udgangspunkt ansås kørsel mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 dage for erhvervsmæssig. Kørsel mellem hjem og arbejdsplads i en firmabil udløste tilsvarende som udgangspunkt beskatning. Når kørslen overholdt 60 dages-reglen, udløste kørslen imidlertid ikke beskatning af fri firmabil. Såfremt den bil, der kørtes i, var på gule plader, kunne der også køres mellem hjem og arbejdsplads, uden at dette udløste beskatning, hvis kørslen var lovlig efter momsloven. Dvs. at kørslen udelukkende skete i forbindelse med virksomhedens afsætning af varer og afgiftspligtige tjenesteydelser. § 9 B vedrørte udbetaling af skattefri godtgørelse til medarbejdere for erhvervsmæssig brug af egen bil og havde karakter af et tilbud om adgang til at udbetale skattefri kørselsgodtgørelse efter Ligningsrådets satser. Ønskede firmaet ikke at påtage sig administrationen heraf, rummede reglerne ikke pligt for firmaet til at udbetale skattefri kørselsgodtgørelse. I disse tilfælde var medarbejderen henvist til at foretage fradrag for kørsel omfattet af reglerne i § 9 B efter de almindelige fradragsregler for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, hvilket indebar en lavere kilometersats og kun gjaldt kørsel ud over 24 kilometer dagligt.
8 12 måneders-regel
9 Befordring mellem arbejdspladser
SKM 2002.229 HR – TfS 2002.406 HD – U 2002.1254 HD En skatteyder ønskede at foretage fradrag for befordring mellem sin bopæl og sin arbejdsplads. Højesteret bemærkede, at fradrag af denne art som udgangspunkt alene kunne foretages efter § 9 C. Den omstændighed, at skatteyderen havde flere samtidige arbejdspladser medførte ikke, at han havde krav på fradrag efter § 9 B for den samlede kørsel i forbindelse med arbejdet, men alene for den merkørsel, der blev forårsaget af de flere samtidige arbejdssteder. Højesteret stadfæstede således landsrettens afgørelse om, at skatteyderen ikke var berettiget til større befordringsfradrag, end der af skattemyndighederne var indrømmet ham. Højesteret fandt endvidere, at en skønsmæssigt fastsat fordeling af kørsel på erhvervsmæssig og privat kørsel fra tidligere år ikke kunne give skatteyderen en retsbeskyttet forventning om, at samme fordeling ville blive anvendt de følgende år. Skattemyndighedernes passivitet kunne heller ikke føre til dette resultat. Højesteret stadfæstede således landsrettens dom.
TfS 1995.222 VLD En faglærer var ansat på en Teknisk Skole i Tønder. Skolen havde undervisningslokaler på 4 forskellige adresser i Tønder. Skatteyderen ønskede fradrag for kørsel mellem skiftende arbejdssteder, subsidiært kørsel til flere samtidige arbejdssteder. Landsretten lagde til grund, at læreren som følge af sine ansættelsesvilkår var forpligtet til at undervise på de forskellige steder, som Tønder Tekniske Skole rådede over. Lærerens flere forskellige arbejdssteder var derfor ikke en følge af arbejdets karakter, og befordringsudgifterne var derfor ikke nødvendiggjort ved skiftende arbejdssteder. Da læreren ikke havde dokumenteret, i hvilket omfang han samme dag havde arbejdet på flere af skolens lokaliteter og havde haft udgifter til kørsel i den forbindelse, havde han heller ikke fradrag for kørsel mellem flere samtidige arbejdssteder. Læreren havde i øvrigt fået godkendt fradrag efter ligningslovens § 9 C.
SKM 2005.218 DEP – TfS 2006.631 Skd. Skatteministeriet kommenterede to kendelser vedrørende skattefri befordringsgodtgørelse. Ved den ene af kendelserne, der var indbragt for domstolene og førte til ovennævnte SKM 2006.147 ØLR, havde Landsskatteretten givet en hovedaktionær medhold i, at han var berettiget til skattefri befordringsgodtgørelse udbetalt til dækning af befordring mellem hovedaktionærens bopæl og en bestemt arbejdsplads, som var en af selskabets kunder. Landsskatteretten havde lagt vægt på, at der i den benyttede bil var medbragt værktøj og reservedele, således at kørslen måtte anses for erhvervsmæssig. Skatteministeriet anførte, at ligningslovens § 9, stk. 5, udelukkede skattefri godtgørelse for udgifter til erhvervsmæssig befordring efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, medmindre kørslen samtidigt var omfattet af ligningslovens § 9 B. Skatteministeriet var ikke af den opfattelse, at dette krav var opfyldt, hvorfor denne var indbragt for domstolene. Den anden kendelse vedrørte en skatteyder, der af en kommune var ansat som døgnplejer, som ved Landsskatteretten fik ret i, at kørsel af det 11-årige plejebarn til og fra skole var erhvervsmæssig. Skatteyderen var på denne baggrund berettiget til at modtage skattefri godtgørelse af udgifterne til kørsel. Skatteministeriet udtalte, at det efter de konkrete omstændigheder var nødvendigt for skatteyderen at være sammen med plejebarnet, herunder også under transport til og fra skole. Bilen blev dermed en rullende arbejdsplads, og skatteyderens formål med befordring af barnet var udførelse af plejearbejdet og ikke chaufførarbejde. Skatteministeriet var på denne baggrund af den opfattelse, at denne sag adskilte sig fra sagen vedrørende hovedaktionæren og andre sager, hvor formålet er at transportere varer, driftsmidler eller personer udover chaufføren, og valgte på denne baggrund ikke at indbringe denne afgørelse for domstolene.
10 Kørsel inden for samme arbejdsplads
Til stk. 2
1 Ny 60 dages-periode
Til stk. 3
1 Befordring til mange forskellige arbejdspladser
TfS 1991.442 HD – U 1991.951 HD En skatteyder arbejdede på skiftende arbejdssteder, som lå en vis afstand fra hans bopæl. Arbejdsgiveren stillede en firmabil til rådighed for skatteyderen vederlagsfrit. Højesteret fandt ikke, at der var holdepunkter i forarbejderne til lov nr. 274 af 6. juni 1984 for en indskrænkende fortolkning af ligningslovens § 9 C, således at bestemmelsen ikke kunne anvendes i tilfælde, hvor forholdet var omfattet af ligningslovens § 9 B. Højesteret fandt derfor, modsat landsretten, at uanset, at skatteyderen arbejdede på skiftende arbejdssteder, var han omfattet af ordlyden af ligningslovens § 9 C, og kunne således foretage fradrag for befordring uafhængigt af, om skatteyderen faktisk havde afholdt udgifter i forbindelse med befordringen.
SKM 2015.488 LSR – TfS 2015.735 LSR En skatteyder var hovedanpartshaver i et selskab, der havde adresse på skatteyderens bopæl. Selskabet havde i 2007 anskaffet en personbil, der var oplyst udelukkende at være anvendt til erhvervsmæssig kørsel. Skatteyderen var i 2011 truffet i bilen kørende i erhvervsmæssig forbindelse. Skatteyderens ægtefælle ejede en privat bil, som var anvendt til erhvervsmæssig kørsel, når der var behov for anvendelse af træk, og selskabet havde i sådanne forbindelser udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse. Skatteyderen var i indkomståret 2009 og 2010 blevet beskattet af værdien af fri bil vedrørende firmabilen. Skatteyderen gjorde gældende, at han ikke skulle beskattes af rådigheden over bilen, da den ikke havde været til rådighed for privat kørsel. Landsskatteretten bemærkede, at der, hvis en hovedanpartshaver havde råderet over en firmabil, der var placeret på hans privatadresse, var en formodning for, at bilen ikke alene var til rådighed for erhvervsmæssig kørsel. Landsskatteretten bemærkede, at skatteyderen var hovedanpartshaver og direktør i selskabet, og at han derfor havde bestemmende indflydelse på selskabets dispositioner. Selskabet var hjemmehørende på skatteydernes bopælsadresse, og administrationen af selskabet foregik der. Skatteyderen havde i et betydeligt omfang ladet firmabilen stå på bopælen og i stedet anvendt ægtefællens bil til erhvervsmæssig kørsel. Firmabilen måtte på disse tidspunkter anses for at være stillet til rådighed for skatteyderens ægtefælles kørsel. Landsskatteretten bemærkede, at der ikke var fremlagt oplysninger om omfanget af den private kørsel i ægtefællens bil, samt at der ikke var fremlagt erklæring om, at skatteyderen ikke måtte anvende firmabilen til privat kørsel. Landsskatteretten fandt på denne baggrund, at uanset, at skatteyderen måtte anses for at have haft sådanne skiftende arbejdspladser, at hans kørsel mellem hjem og arbejde kunne anses for erhvervsmæssig efter ligningslovens § 9 B, stk. 3, var det hverken dokumenteret eller sandsynliggjort, at firmabilen ikke var stillet til rådighed for privat kørsel. Skatteyderen var på denne baggrund skattepligtig af værdien af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4.
SKM 2011.397 SR – TfS 2011.614 SR Et selskab havde stillet spørgsmål om, hvorvidt dets medarbejdere var omfattet af formodningsreglen i ligningslovens § 9 B, stk. 3. Det var oplyst, at medarbejderne bl.a. havde opgaver med afhentning og levering af møbler og edb-udstyr fra forskellige forretningssteder samt med at køre til forskellige forretningssteder, hvis der på disse gik alarmer i gang. Medarbejdernes opgaver blev i vidt omfang udført på alle selskabets forretningssteder, ligesom opgaverne blev udført på en række øvrige adresser, herunder hos leverandører m.v. Skatterådet fandt på denne baggrund, at medarbejdernes opgaver var omfattet af formodningsreglen i ligningslovens § 9 B.
Til stk. 4
1 Introduktion
2 Skatterådets satser for kørselsgodtgørelse
3 Kontrolkrav samt praksis om dokumentationskrav og befordringsgodtgørelse efter § 9 B
TfS 1997.196 HD – U 1997.542 HD En rørlægger var ansat hos to arbejdsgivere og havde foretaget fradrag med den høje takst for al erhvervsmæssig kørsel – dvs. også kørsel ud over den dengang gældende grænse på 12.000 km. Rørlæggeren havde kørt ca. 11.000 km for hver af arbejdsgiverne. Det fremgik af det dagældende cirkulære, at 12.000 kr.s grænsen kun gjaldt for den enkelte arbejdsgiver. Parterne var i øvrigt enige om, at der godt kunne have været udbetalt godtgørelse fra de to arbejdsgivere med den høje sats. Højesteret fandt, at det dagældende relevante cirkulære – i overensstemmelse med skattemyndighedernes faste praksis – måtte forstås således, at en skatteyder med flere arbejdsgivere, i det omfang skattefri godtgørelse ikke er udbetalt, alene kunne foretage fradrag med den høje sats op til en grænse på 12.000 km gældende for den samlede kørsel. At det beløb, der kunne have været udbetalt i skattefri godtgørelse, herefter kunne overstige det beløb, som kunne fradrages, når kørselsgodtgørelse ikke var udbetalt, kunne ikke føre til et andet resultat, idet det måtte lægges til grund, at reglen om, at der ved udbetaling af kørselsgodtgørelse gjaldt en 12.000 km grænse for hver arbejdsgiver, alene var begrundet i, at man ikke har villet pålægge den enkelte arbejdsgiver at føre kontrol med, hvad der måtte være udbetalt af andre arbejdsgivere.
TfS 1996.334 VLD En skatteyder var ejer af to udlejningsejendomme. Den ene var beliggende i Århus og indeholdt 3 lejligheder, hvoraf skatteyderen selv beboede den ene. Den anden var et enfamilieshus beliggende i Rønde, som hans moder beboede som fri bolig. Moderen havde den indvendige vedligeholdelse af huset. Skatteyderen foretog befordringsfradrag i 1989 for 60 gange 50 km svarende til 3000 km. Kørslen var foretaget i forbindelse med udførelse af vedligeholdelsesarbejde på huset samt afhentning af materialer. Skattemyndighederne godkendte alene fradrag for 10 gange 50 km svarende til 500 km. Landsskatteretten bemærkede, at skatteyderen ikke havde ført kørebog, der opfyldte kravene i Ligningsvejledningen, og at opgørelsen viste et meget betydeligt antal vedligeholdelsesbesøg på ejendommen, uden at der var påvist vedligeholdelsesarbejder, der kunne nødvendiggøre et særlig stort antal besøg. Det var herefter berettiget, at skattemyndigheden havde udøvet et skøn over omfanget af den erhvervsmæssige kørsel, og der fandtes ikke grundlag for at tilsidesætte skønnet.
SKM 2008.823 BR – TfS 2009.86 BR – U 2008.4978 BR En skatteyder var bl.a. blevet beskattet af værdien af fri bil og af befordringsgodtgørelse. Skatteyderen var direktør i to slagterier, og hans ægtefælle var hovedanpartshaver i det ene af slagterierne. Skatteyderen drev endvidere hobbylandbrug med produktion af slagtekvæg. Byretten fandt, at der skulle ske beskatning af værdien af fri bil, da skatteyderen efter sin forklaring altid havde en firmabil med hjem og ikke havde dokumenteret, at han i sit arbejdsforhold havde tilkaldevagt hver dag, og derfor nødvendigvis måtte have firmabilen med hjem. Transporten mellem hjem og arbejdsplads måtte derfor opfattes som privat kørsel. Byretten fandt endvidere, at der ikke kunne udbetales skattefri kørselsgodtgørelse, idet kravene i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse ikke var opfyldt.
LSRM 1981.17 LSR En salgsassistent havde monteret et anhængertræk på sin bil og havde herudover haft merudgifter til forsikring og reparation af trailer. Salgsassistenten anså disse udgifter for fuldt fradragsberettigede, idet han i sin fritid havde ernæret sig som musiker og derfor havde haft merudgift til trailer og forsikring og anhængertræk, fordi han skulle transportere tunge instrumenter. Landsskatteretten fandt, at reparationsudgiften på traileren samt merpræmien på forsikringen lå helt uden for de af kilometertaksterne dækkede fradrag. Da disse udgifter alene var påført skatteyderen som følge af den erhvervsmæssige kørsel med traileren, måtte de anses for fradragsberettigede.
TfS 2000.1020 LR Ligningsrådet fandt i en bindende forhåndsbesked, at en medarbejder, der lejer eller leaser en bil hos et biludlejningsfirma vil kunne få udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse fra sin arbejdsgiver i forbindelse med erhvervsmæssig kørsel. Kørslen kan sidestilles med kørsel i egen bil, når den ansatte selv afholder udgiften til leje/leasing af bilen.
SKM 2006.181 SR – TfS 2006.409 SR En fodboldklub ønskede oplyst, om den havde mulighed for at udbetale skattefri befordringsgodtgørelse til kontrollører, som arbejdede ca. hver 14 dag til en timeløn på 100 kr. Kontrollørerne var underlagt fodboldklubbens instruktionsbeføjelse, og kontrollørerne ville få udbetalt feriepenge efter ferielovens regler. Skatterådet udtalte, at ligningslovens § 7 M om godtgørelse til ulønnede medhjælpere som led i foreningers skattefri virksomhed, ikke kunne anvendes i det foreliggende tilfælde, da der ikke var tale om skattefri virksomhed. Skatterådet fandt, at der forelå et reelt ansættelsesforhold mellem fodboldklubben og kontrollørerne, samt at en timeløn på 100 kr. i timen var tilstrækkelig til, at fodboldklubben kunne udbetale skattefri befordringsgodtgørelse til kontrollørerne.
TfS 2000.851 Skd. Skattedepartementet har udtalt, at udgiften til broafgift ikke er omfattet af reglerne for godtgørelse for erhvervsmæssig kørsel i egen bil, jf. ligningslovens § 9 B, idet broafgiften ikke er en ordinær driftsudgift ved bilen. Den almindelige godtgørelse dækker ordinære driftsudgifter ved bilen, for eksempel benzin, forsikringer og vedligeholdelse. Broafgiften kan enten dækkes af arbejdsgiveren efter regning (udlæg) eller ved, at arbejdsgiveren stiller en brobizz til rådighed. Hvis arbejdsgiveren ikke dækker udgiften til broafgift, kan den ansatte selv foretage fradrag for dokumenterede erhvervsmæssige udgifter til broafgift. Kørsel mellem hjem og arbejdsplads er som udgangspunkt ikke erhvervsmæssig, og der er derfor kun hjemmel til fradrag for broafgiften, i det omfang ligningslovens § 9 C åbner mulighed herfor. Efter § 9 C er der hjemmel til nærmere fastsatte fradrag for bropassage ved Storebæltsforbindelsen og Øresundsforbindelsen.
4 Fradrag for erhvervsmæssige transportudgifter
5 Erhvervsmæssig befordring ved kundeopsøgende aktivitetererhvervsmæssig befordring (§ 9 B):kundeopsøgende aktiviteter
TfS 1997.196 HD – U 1997.542 HD En rørlægger var ansat hos to arbejdsgivere og havde foretaget fradrag med den høje takst for al erhvervsmæssig kørsel – dvs. også kørsel ud over den dengang gældende grænse på 12.000 km. Rørlæggeren havde kørt ca. 11.000 km for hver af arbejdsgiverne. Det fremgik af det dagældende cirkulære, at 12.000 kr.s grænsen kun gjaldt for den enkelte arbejdsgiver. Parterne var i øvrigt enige om, at der godt kunne have været udbetalt godtgørelse fra de to arbejdsgivere med den høje sats. Højesteret fandt, at det dagældende relevante cirkulære – i overensstemmelse med skattemyndighedernes faste praksis – måtte forstås således, at en skatteyder med flere arbejdsgivere, i det omfang skattefri godtgørelse ikke er udbetalt, alene kunne foretage fradrag med den høje sats op til en grænse på 12.000 km gældende for den samlede kørsel. At det beløb, der kunne have været udbetalt i skattefri godtgørelse, herefter kunne overstige det beløb, som kunne fradrages, når kørselsgodtgørelse ikke var udbetalt, kunne ikke føre til et andet resultat, idet det måtte lægges til grund, at reglen om, at der ved udbetaling af kørselsgodtgørelse gjaldt en 12.000 km grænse for hver arbejdsgiver, alene var begrundet i, at man ikke har villet pålægge den enkelte arbejdsgiver at føre kontrol med, hvad der måtte være udbetalt af andre arbejdsgivere. Dommens principper antages at gælde også ved den nuværende 20.000 kms grænse, jf. Juridisk Vejledning 2017-2, afsnit CA.4.3.3.3.3.1.
TfS 1997.564 LSR En ansat i en fagforening fik udbetalt kørselsgodtgørelse for kørsel ud over 12 km fra hovedkontoret i forbindelse med tilsyn af arbejdspladser for at opmåle akkorder. Arbejdet blev bestilt af mestre eller svende, og vederlaget for arbejdet blev betalt direkte til fagforeningen. Det var skatteyderens opfattelse, at hun havde flere arbejdsgivere, idet mestrene havde godkendt hendes ansættelse og også kunne afskedige hende. Landsskatteretten fandt, at den ansatte ikke havde haft befordring, der vedrørte flere arbejdsgivere på én gang efter ligningslovens § 9 B, stk. 3. Der var især henset til, kørslen for flere mestre/svende alene var afledet af og dermed afhængig af hendes ansættelse i fagforeningen. Befordringsfradraget skulle derfor opgøres efter reglerne i § 9 C, og der kunne ikke indrømmes fradrag for den befordring, der havde dannet grundlag for udbetaling af kørselsgodtgørelse.
6 Kombination af fradrag og kørselsgodtgørelse
Til stk. 5
1 Medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd o.l.
§ 9 C. Kørsel mellem hjem og arbejdsplads
Litteratur
Historik
Forarbejder
1 Overblik
Til stk. 1
1 »Sædvanlig bopæl«
TfS 1996.663 HD – U 1996.1352 HD En gartner drev selvstændig virksomhed fra samme ejendom – et gartneri – i Ishøj, hvor han også havde sin bopæl. Gartneren dyrkede blomster, som han solgte engros fra sin stadeplads på Grønttorvet i Valby. Skatteankenævnet og Landsskatteretten fandt, at transporten mellem Ishøj og Valby måtte anses som transport mellem hjem og arbejdsplads omfattet af § 9 C. Det var skatteyderens opfattelse, at kørslen mellem gartneriet og Grønttorvet, ligesom kørsel efter stiklinger og andre varer til brug i gartneriet, var erhvervsmæssig og således fuldt fradragsberettiget. Højesteret stadfæstede landsrettens dom om, at gartneren havde fuldt fradrag, med bemærkning om, at den omstændighed, at gartneren gennem den valgte transportform for sine varer fra gartneriet også opnåede befordring fra sin bopæl sammesteds til arbejdspladsen på Grønttorvet ikke kunne bevirke, at retten til fuldt fradrag bortfaldt. Efter dommen udsendte skattemyndighederne et genoptagelsescirkulære, TSS-Cir. 1997-8. Det fremgik af cirkulæret, at skattemyndighederne og domstolene ikke tidligere havde indrømmet selvstændige erhvervsdrivende fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a for udgifter til transport af varer mellem hjem og arbejdssted i tilfælde, hvor kørslen samtidig var omfattet af § 9 C. Efter Højesteretsdommen kan selvstændige erhvervsdrivende imidlertid få fradrag for transportudgift til varer, der transporteres fra bopælen til salgsstedet efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. At den pågældende skatteyder også selv bliver transporteret fra hjemmet til arbejdspladsen, ændrer ikke på fradragsretten efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
TfS 1987.291 ØLD En overdyrlæge fik ansættelse på et slagteri i Holstebro den 1. marts 1980 og tog ophold hos sin mor i Skals, hvor han boede de fleste af ugens dage. Overdyrlægen beholdt sit hus i Sorø, hvor han mødtes med sine voksne børn i weekenderne. Børnene boede ikke i huset i Sorø efter den 1. juli 1983. Under disse omstændigheder fandt landsretten, at overdyrlægens sædvanlige bopæl var i Skals, og han havde følgelig ikke fradrag for kørsel mellem Holstebro og Sorø.
SKM 2008.632 BR – TfS 2008.968 BR En skatteyder boede i en periode fra 2004-2005 i Finland med sin gravide kæreste. Skatteyderen beholdt sin lejlighed i Danmark og fortsatte sit arbejde som advokat i Danmark. Han opholdt sig i Danmark ca. 40 pct. af tiden. Skatteyderen ønskede at foretage befordringsfradrag for rejse mellem Finland og Danmark, idet han hævdede, at hans sædvanlige bopæl i perioden var i Finland. Det var ubestridt, at skatteyderen opholdt sig i Finland i det angivne omfang. Forinden flytningen til Finland rejste skatteyderen ca. 2 gange om måneden til Finland for at besøge kæresten. Det blev af de øvrige partnere på skatteyderens kontor alene accepteret, at skatteyderen flyttede til Finland indtil den 1. september 2005. Det relevante spørgsmål var således, om skatteyderen i perioden kunne anses for at have sædvanlig bopæl i Danmark eller Finland, jf. ligningslovens § 9 C. Byretten bemærkede, at det af bemærkningerne til bestemmelsen fremgik, at det skulle vurderes, hvor personens centrum for livsinteresser fandtes, samt at flere faktorer måtte inddrages i denne vurdering. I perioden var skatteyderen stadig tilmeldt folkeregisteret på hans adresse i Danmark. Retten lagde ved afgørelsen vægt på, at ordningen vedrørende ophold i Finland var af midlertidig karakter. På denne baggrund fandt byretten, at skatteyderens centrum for livsinteresser var i Danmark, uanset at hans nærmeste pårørende var bosat i Finland. Byretten gav derfor ikke skatteyderen medhold i, at han var berettiget til at foretage befordringsfradrag for transport mellem Danmark og Finland.
TfS 1984.10 LSR En konstabel med tjenestested i København, der var indkvarteret på fire- og ottemandsstuer og uden mulighed for forplejning i week-ender, kunne foretage fradrag for befordring efter § 9 C for 49 weekendrejser til forældrenes bopæl i Jylland, hvor han var tilmeldt folkeregistret.
SKM 2009.659 SR – TfS 2009.1156 SR En skatteyder ønskede at få oplyst, om han fortsat kunne opretholde kørselsfradrag for transport mellem sin bolig i Aalborg og sit arbejdssted i København på trods af, at han ville opretholde sig 3 nætter om ugen i en af ham ejet lejlighed i København. Skatterådet fandt efter en konkret vurdering, at skatteyderens sædvanlige bopæl måtte anses for at være Aalborg. Skatterådet havde i denne forbindelse lagt vægt på, at skatteyderens hustru og børn boede i Aalborg, samt at skatteyderens fritid blev brugt i Aalborg. Skatterådet fandt på denne baggrund, at skatteyderen ville være berettiget til at foretage fradrag for befordring efter ligningslovens § 9 C på de dage, hvor det kunne dokumenteres, at han havde rejst mellem den sædvanlige bopæl i Aalborg og arbejdsstedet i København.
2 Arbejdsplads
U 1985.387 HD En skatteyder modtog skattefri kørselsgodtgørelse for tjenestekørsel i egen bil, og mente at være berettiget til at fradrage erhvervsmæssige kørselsudgifter ved kørsel uden for hjemstedskommunen i det omfang, de udgifterne oversteg den modtagne kørselsgodtgørelse. Højesteret fandt, at formålet med statsskattelovens § 5 d måtte have været at forenkle ligningsarbejdet ved at undtage rejsegodtgørelse fra beskatning, i det omfang der gennemsnitligt blev givet dækning for udgifter, som ellers ville have været fradragsberettigede. Retten fandt således ikke, at der kunne foretages fradrag for de rejseudgifter, som ikke var dækket af den skattefri kørselsgodtgørelse.
TfS 1996.576 ØLD En ufaglært medarbejder, der havde været ansat i 15 år i samme virksomhed, deltog i et 25 dages kursus i betjening af maskiner på et AMU-center. Den ansatte fik udbetalt en gennemsnitstimeløn, mens han var på kursus, som arbejdsgiveren fik refunderet med 75 pct. fra fagforeningen. Derudover fik skatteyderen udbetalt en kørselsgodtgørelse af fagforeningen for transport mellem hjem og arbejde. Landsskatteretten stadfæstede ligningsmyndighedernes afgørelse om, at skatteyderen ikke var berettiget til fradrag, idet kurset var afholdt med videreuddannelsesformål for øje. Sagen er kommenteret af Skatteministeriet i TfS 1996.566. I kommentaren gav Skatteministeriet udtryk for, at det forhold, at skatteyderne ikke havde nogen uddannelse, var et moment, der talte for, at kursusdeltagelsen var grunduddannelse eller videreuddannelse. Der kunne efter ministeriets opfattelse argumenteres for, at der var tale om ajourføring eller almindelig efteruddannelse, når vedkommende i forvejen havde en uddannelse. På den anden side, kunne det forhold, at den pågældende var ufaglært, ikke generelt udelukke, at deltagelsen i et kursus havde karakter af efteruddannelse. Efter Skatteministeriets opfattelse må dog stilles strengere krav til kursets sammenhæng med de arbejdsopgaver, den pågældende aktuelt er beskæftiget med.
TfS 1999.388 LSR En kommunalt ansat havde uddannelsesorlov, men havde efter aftale med arbejdsgiveren oppebåret fuld løn i orlovsperioden, ligesom der var optjent anciennitet og pension. Den ansatte havde modtaget kørselsgodtgørelse fra arbejdsgiveren i forbindelse med den ansattes deltagelse i kursus på Danmarks Forvaltningshøjskole. Landsskatteretten fandt, at kørselsgodtgørelsen var skattefri efter ligningslovens § 9, stk. 5, idet deltagelsen i kurset på Forvaltningshøjskolen var sket efter aftale med arbejdsgiveren, og idet den ansatte havde oppebåret fuld løn under kurset samt bevaret sine rettigheder, herunder optjent anciennitet og pension.
SKM 2016.239 SR – TfS 2016.323 SR En skatteyder var ansat hos en offentlig virksomhed, der havde hovedsæde i København og en række enhedskontorer i resten af Danmark. Skatteyderen var tilknyttet et af enhedskontorerne og havde hjemmearbejdsplads. Skatteyderen ønskede at få oplyst, om en parkeringsplads, der ikke var offentlig, som arbejdsgiveren havde reserveret, og hvor skatteyderen skulle hente arbejdsgiverens bil, ville blive anset for arbejdssted for skatteyderen. Hvis parkeringspladsen kunne anses for arbejdssted, ville kørslen mellem denne og enhedskontoret være erhvervsmæssig kørsel omfattet af ligningslovens § 9 B, mens kørslen, hvis parkeringspladsen ikke kunne anses for et arbejdssted, ville blive anset for privat kørsel, som ville medføre beskatning af fri bil. Skatterådet udtalte, at en parkeringsplads ikke var arbejdsplads for skatteyderen, da hun ikke ville udføre arbejde på stedet. Kørslen kunne godt være erhvervsmæssig alli-gevel, hvis 60 dages-reglen blev overholdt, eller hvis kørslen i øvrigt ikke var omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4. Skatterådet udtalte, at det forhold, at skatteyderen havde en hjemmearbejdsplads, ikke havde betydning for vurderingen efter 60 dages-reglen, da kørsel fra hjemmet ikke ville få karakter af kørsel fra en arbejdsplads. Befordringen mellem parkeringspladsen og den faste arbejdsplads ville være erhvervsmæssig, hvis 60 dages-reglen var overholdt. Skatteyderen kørte mellem parkeringspladsen og den faste arbejdsplads mellem 1 og 5 dage om ugen og ville således efter 60 dage køre privat på strækningen mellem parkeringspladsen og arbejdspladsen. Skatteyderen ville således blive skattepligtig af rådigheden over fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4. Såfremt skatteyderen skulle beskattes i medfør af denne bestemmelse, ville det være uden betydning, om den øvrige kørsel var i strid med 60 dages-reglen, da dette ikke ville ændre på beskatningsgrundlaget. Det ville ikke have betydning, hvis parkeringspladsen var placeret ved en arbejdsplads inden for den offentlige virksomhed, hvis det ikke var dette kontor, skatteyderen arbejdede fra, eller hvis der var tale om parkeringspladser ved en anden offentlig virksomhed, som var reserveret for skatteyderens arbejdsgiver. Skatterådet udtalte videre, at en tjenestebil, der blev anvendt til befordring af skatteyderen på delstrækninger mellem hjem og arbejde, ikke kunne anses for en arbejdsplads, alene fordi en større eller mindre del af det administrative arbejde blev udført i bilen i stedet for på et kontor, da bilen var et befordringsmiddel, der skulle behandles som sådan, ligesom det ville være uden betydning for vurderingen af kørslens karakter, om der blev udført arbejde fra bilen, da bilen ikke kunne anses for en arbejdsplads i relation til 60 dages-reglen.
TfS 1991.7 HD – U 1991.27/2 HD En EFG-elev gik i en periode af sin praktiktid på Teknisk Skole. EFG-eleven fik løn, både mens han arbejdede på maskinfabrikken og under skolegangen. Eleven foretog fradrag for kørsel mellem sit hjem i Løkken og Tek-nisk Skole, der var beligggende i Ålborg, efter ligningslovens § 9 C. Landsretten fandt, at eleven ikke var berettiget til fradrag i henhold til § 9 C. Uanset, at eleven oppebar løn under skoleopholdet, udførte han ikke arbejde til nytte for arbejdsgiveren i denne periode. Opholdet på skolen fandt sted i uddannelsesøjemed og kunne, selvom der var tale om en integreret uddannelse, sammenlignes med andre uddannelser, der foregår ved skoleundervisning. Skolen fandtes på denne baggrund ikke at være omfattet af begrebet arbejdsplads i ligningslovens § 9 C. Højesteret stadfæstede afgørelsen af de af landsretten anførte grunde.
TfS 1991.237 VLD Som led i sit militære ansættelsesforhold modtog en skatteyder i 1985 teoretisk undervisning på sygeplejeskolen i Vejle. Skatteyderen havde fratrukket udgift til transport efter ligningslovens § 9 C. Landsretten tilkendegav, at en eventuel dom ville give Skatteministeriet medhold i, at skatteyderen ikke var berettiget til fradrag mellem hjem og sygeplejeskolen. Landsretten havde lagt vægt på, at sygeplejeskolen måtte betragtes som et rent uddannelsessted, hvor skatteyderen ikke havde udført arbejde til nytte for forsvaret, og at skatteyderen i relation til fradrag efter § 9 C måtte sidestilles med andre sygeplejeelever, der ikke var berettiget til et sådant fradrag. Det forhold, at skatteyderen fik løn fra forsvaret, og at han havde mødepligt i militæret i tilfælde af beredskabsforøgelse, kunne ikke medføre nogen ændring heri. Efter landsrettens tilkendegivelse tog skatteyderen bekræftende til genmæle vedrørende kørselsfradraget, og den resterende del af sagen hjemvistes til fornyet behandling hos skattemyndighederne. Sagen er kommenteret af Skatteministeriet i TfS 1992.386.
TfS 1985.713 LSR En faglært smed og maskinarbejder, der siden sin læretid havde arbejdet som montør og svejser, deltog i et krankursus, der efter pålæg fra arbejdstilsynet skulle gennemføres af alle, der betjener en kran. For at ajourføre sin uddannelse på svejseområdet deltog han endvidere i et kursus i offshore-svejsning. På kurset havde smeden lært en særlig teknik, der anvendtes ved nedlægning af olie- og naturgasrør. Denne teknik kendte man ikke i smedens læretid. Landsskatteretten fandt, at kurserne havde karakter af efteruddannelse. Smeden havde derfor fradrag for sine befordringsudgifter i forbindelse med kurserne.
TfS 1997.471 Skd. Skatteministeren har i et svar oplyst, at når en lønmodtager sendes på et AMU-kursus af sin arbejdsgiver for at få ajourført sine kundskaber inden for sit arbejdsområde, betragtes AMU-kurset som den pågældendes midlertidige arbejdsplads. Den ansatte kan derfor foretage fradrag for kørsel mellem hjem og AMU-kurset, eller arbejdsgiveren kan udbetale skattefri kørselsgodtgørelse. Arbejdsløse har derimod ikke mulighed for at foretage fradrag, ligesom en eventuel udbetalt godtgørelse vil være skattepligtig. Se endvidere TfS 1996.576 LSR om en ufaglært, der deltog i et 25-dages kursus om betjening af maskiner. Befordringsudgifter ansås for fradragsberettigede, idet der var en tæt forbindelse mellem den ufaglærtes arbejdsfunktion og kurset. Arbejdsgivere, arbejdsformidlingskontorer og Arbejdsgivernes Elevrefusion kan efter 1. januar 2000 skattefrit yde uddannelsesbefordringsgodtgørelse til ansatte, ledige, der modtager ydelser fra A-kasse, fagforening eller pensionskasse, personer, der modtager ydelser fra et arbejdsformidlingskontor, elever m.v., jf. § 31.
TfS 1993.397 TSS Told- og Skattestyrelsen har i en besvarelse af et spørgsmål oplyst, at godtgørelser, som arbejdsgiveren yder til en uddannelsessøgende, skal medregnes i den skattepligtige indkomst, i det omfang de ydes til egentlige uddannelsesformål. Beskatningen hænger sammen med, at der tilsvarende heller ikke er mulighed for studerende, elever og lærlinge for at fratrække udgifter til befordring til uddannelsesstedet. Der kan kun gives fradrag for befordring til en indtægtsgivende arbejdsplads. Dette følger bl.a. af Højesterets dom optrykt i TfS 1991.7 HD. Efter 1. januar 2000 kan arbejdsgivere m.fl. skattefrit udbetale uddannelsesbefordringsgodtgørelse, jf. § 31.
3 Den normale transportvej mellem hjem og arbejdsplads
SKM 2004.162 HR – TfS 2004.308 HD – U 2004.1516 HD En skatteyder ønskede at foretage befordringsfradrag for befordring mellem sit hjem i Vestjylland og sine arbejdssteder i København og Vestsjælland, i alt 698 km, og senere mellem sit hjem på Lolland og samme arbejdssteder, i alt 409 km. Højesteret udtalte, at ligningslovens § 9 C, stk. 1-3, gav en skatteyder mulighed for at få et standardiseret fradrag for befordring mellem dennes sædvanlige bopæl og arbejdsplads. Fradraget udregnedes ud fra den normale transportvej med bilkørsel, uanset at andre transportmidler var anvendt, og uanset de konkrete udgifter til transporten. Højesteret udtalte videre, at der alene kunne opnås fradrag for befordring, som rent faktisk var sket, og at bevisbyrden for dette påhvilede skatteyderen. Højesteret udtalte endvidere, at beviskravet typisk skærpedes i situationer, hvor der forelå særlige omstændigheder, eksempelvis betydelige daglige rejsetider. Højesteret bemærkede, at både befordringen mellem hjemmet i Vestjylland og arbejdsstederne og befordringen mellem hjemmet på Lolland og arbejdsstederne oversteg det sædvanlige, og at det måtte påhvile skatteyderen at dokumentere, at denne befordring havde fundet sted. Højesteret fandt ikke, at dette beviskrav var løftet, hvorfor der ikke var grundlag for at tilsidesætte det af skattemyndighederne udøvede skøn.
TfS 1984.259 VLD – U 1984.839 VLD En skatteyder blev i marts 1978 af arbejdsgiveren forflyttet til en anden afdeling, som lå ca. 130 km fra hans bopæl, og havde resten af året kørt frem og tilbage mellem hjemmet og arbejdsstedet dagligt. Skatteyderen havde derfor fratrukket ca. 28.000 kr. som befordringsudgift i indkomstgodtgørelsen uden nærmere dokumentation. Landsskatteretten havde alene godkendt et fradrag på 4.000 kr., samt 9.000 kr. i dobbelt husførelse. Landsretten fandt ikke, at der var grundlag for at betvivle skatteyderens forklaring, som var bestyrket af vidner, og fandt derfor, at han var berettiget til det selvangivne fradrag. Landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at det ikke fremgik direkte af ligningslovens § 9 B, at den skattepligtige havde pligt til at dokumentere oplysningerne, samt på, at når skatteyderen havde givet korrekte oplysninger om bopæl, arbejdssted og antal arbejdsdage samt havde anvendt den korrekte kilometertakst, var der ikke hjemmel for skattemyndighederne til at kræve yderligere dokumentation. Skattemyndighederne havde således bevisbyrden, hvis de ville anfægte skatteyderens oplyste oplysninger.
SKM 2008.398 BR – TfS 2008.839 BR En skatteyder ønskede at foretage fradrag for befordring, alternativt fradrag for udgifter til bolig. Byretten fandt, at boligen ikke havde en sådan tilknytning til varetagelsen af arbejdet, at den kunne begrunde fradrag for udgifter til bolig. Ved en usædvanlig lang afstand mellem bolig og arbejdsplads var der skærpede krav til skatteyderens dokumentation for, at befordring rent faktisk var sket. Rejsen mellem bolig og arbejdsplads var 304 km tur/retur. Byretten fandt ikke, at det skærpede beviskrav var opfyldt, hvorfor skatteyderen ikke var berettiget til at foretage fradrag efter ligningslovens § 9 C, som oversteg de af skattemyndighederne godkendte fradrag.
TfS 1991.130 LSR En skatteyder havde ved beregning af befordringsgodtgørelse valgt en vej, der var 18 km længere end den, skattemyndighederne havde anvist. Den af skatteyderen valgte vej gik ad motorvej og omfartsveje, mens skattemyndighedernes alternative vej gik ind gennem København via Rådhuspladsen. Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skatteyderens valg af færdselsrute efter det oplyste om den tidsmæssige besparelse og det sikkerhedsmæssige ved valg af motor/omfartsvej frem for bymæssig gennemkørsel.
4 Fradragssatser
Til stk. 2
1 Kun fradrag for transport ud over 24 kilometer
SKM 2009.477 VLR – TfS 2009.863 VLD En skatteyder havde et fast arbejde og arbejdede som freelance-tolk og ønskede at få ændret skattemyndighedernes skønsmæssige fastsættelse af befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 B og § 9 C. Landsretten fandt vedrørende spørgsmål om fradrag efter ligningslovens § 9 C, at skatteyderen ikke havde godtgjort eller sandsynliggjort, hvor mange gange han kørte mellem sit hjem og sit arbejdssted. Landsretten tiltrådte af denne grund, at antallet af arbejdsdage var fastsat efter skøn. Der var ikke grundlag for at antage, at skønnet var udøvet på fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag, eller at det havde ført til et åbenbart urimeligt resultat. Landsretten fandt vedrørende fradrag efter ligningslovens § 9 B, at de rekonstruerede kørselsregnskaber, som var forelagt for landsretten, ikke kunne tillægges samme bevisværdi som et egentligt kørselsregnskab. Landsretten tiltrådte af denne grund, at kørselsregnskabet var fastlagt skønsmæssigt.
TfS 1988.563 LSR En orlogskaptajn havde tjenestested på Sjælland og fast bopæl på Fyn. I ugens løb boede han på tjenestestedet på Sjælland og rejste kun hjem til Fyn i weekenden. Ved indkomstopgørelsen havde han beregnet kørselsfradrag i forhold til antallet af arbejdsdage, uanset at han ikke havde kørt dagligt frem og tilbage mellem Fyn og Sjælland. Landsskatteretten fandt, at der alene kunne beregnes befordringsfradrag for den faktiske befordring – dvs. kørslen i forbindelse med week-enderne. Bundfradrag skulle kun foretages én gang ved kørsel mellem arbejdsplads og bopæl.
TfS 1986.477 LR Ligningsrådet har i en bindende forhåndsbesked oplyst, at en pilot, der var bosat i Spanien, kunne foretage fradrag efter ligningslovens § 9 C for transport mellem bopæl og arbejdsplads. Fradraget beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter satserne fastsat af Ligningsrådet. Der var underordnet, hvilken transportform piloten rent faktisk benyttede, og hvilke transportudgifter han rent faktisk havde afholdt. Ligningsrådet bemærkede dog, at piloten ville være skattepligtig som et lønaccessorium af hel eller delvis frirejse.
Til stk. 3
1 Transport mellem 25 og 120 kilometer
2 Transport ud over 120 kilometer
3 Forhøjet fradrag i visse kommuner
Til stk. 4
1 Forhøjet befordringsfradrag for personer med lave indkomster
2 Opgørelse af indkomsten efter stk. 4, 10. pkt.
3 Regulering efter personskattelovens § 20
Til stk. 5
1 Regler om fastlæggelse af den normale transportvej m.v., færgetrafik m.v.
SKM 2001.654 ØLR – TfS 2001.982 ØLD En skatteyder ønskede at få fradrag for udgifter til færgetransport i forbindelse med befordring mellem hans arbejdsplads i Danmark og hans bolig i Sverige. Sagen vedrørte spørgsmål om, hvorvidt en skatteyder var omfattet af den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Landsretten fandt vedrørende dette spørgsmål, at skatteyderen ikke var omfattet af den dansk-svenske grænsegængerregel. Sagen vedrørte videre spørgsmål om, hvorvidt skatteyderen var berettiget til fradrag for de faktiske udgifter til færgetransport, skatteyderen havde haft. Skatteyderen havde fået befordringsfradrag for transporten mellem arbejdspladsen i Danmark og boligen i Sverige, men havde ikke fået fradrag for udgifter til færgetransporten. Landsretten fandt, at fradrag for faktiske udgifter til færgetransport kunne ske mod dokumentation, men at skatteyderen ikke besad denne dokumentation, hvorfor der ikke kunne opnås fradrag for udgifterne til færgetransport.
SKM 2013.187 BR – TfS 2013.231 BR Sagen angik spørgsmålet om, hvilken rute der skulle lægges til grund for beregningen af fradrag for udgifter til befordring. Byretten bemærkede, at det fremgik af § 1, stk. 2, i den dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 12. oktober 2005, at den normale transportvej skulle forstås som den strækning, der skulle tilbagelægges med bil under hensyntagen til tidsforbrug, økonomisk rimelighed og de givne geografiske forhold. Byretten lagde til grund, at en rute via en færgeforbindelse var betydeligt kortere og hurtigere end den af skatteyderen valgte rute, som ikke anvendte færgen. Byretten fandt på dette grundlag, at ruten over færgeforbindelsen skulle anses som den almindelige transportvej i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 2. Skatteyderens befordringsfradrag skulle således udregnes ud fra den kortere rute, selv om denne ikke blev anvendt af skatteyderen. Skatteministeriet havde dog anerkendt, at skatteyderens længere rute skulle lægges til grund i de perioder, hvor anvendelse af færgen ikke var mulig.
TfS 1986.295 LSR I henhold til bkg. nr. 627 af 13. december 1984 – nu erstattet af bkg. nr. 873 af 17. oktober 1994 – kan der indrømmes fradrag for udgifter ved færgetransport ved befordring mellem hjem og arbejde. Fradrag kan foretages mod dokumentation af udgifterne. I den konkrete sag havde skatteyderen, der havde bopæl i Svendborg og arbejdsplads i Korsør, haft frikort til DSB. Han havde derfor ikke haft udgifter til færgetransport ved befordring mellem hjem og arbejde og var derfor ikke berettiget til fradrag for færgetransporten.
Til stk. 6
1 Ikke kombination af skattefri befordringsgodtgørelse og fradrag
U 1985.387 HD En skatteyder modtog skattefri kørselsgodtgørelse for tjenestekørsel i egen bil og mente at være berettiget til at fradrage erhvervsmæssige kørselsudgifter ved kørsel uden for hjemstedskommunen i det omfang, udgifterne oversteg den modtagne kørselsgodtgørelse. Højesteret fandt, at formålet med statsskattelovens § 5 d måtte have været at forenkle ligningsarbejdet ved at undtage rejsegodtgørelse fra beskatning, i det omfang der gennemsnitligt blev givet dækning for udgifter, som ellers ville have været fradragsberettigede. Højesteret fandt således ikke, at der kunne foretages fradrag for de rejseudgifter, som ikke var dækket af den skattefri kørselsgodtgørelse.
Landsskatteretten:
Skattedepartementet:
Til stk. 7
1 Arbejdsgiverbetalt befordring
TfS 1991.442 HD – U 1991.951 HD En skatteyder arbejdede på skiftende arbejdssteder, som lå en vis afstand fra hans bopæl. Arbejdsgiveren stillede en firmabil til rådighed for skatteyderen vederlagsfrit. Højesteret fandt ikke, at der var holdepunkter i forarbejderne til lov nr. 274 af 6. juni 1984 for en indskrænkende fortolkning af ligningslovens § 9 C, således at bestemmelsen ikke kunne anvendes i tilfælde, hvor forholdet var omfattet af ligningslovens § 9 B. Højesteret fandt derfor, modsat landsretten, at uanset at skatteyderen arbejdede på skiftende arbejdssteder, var han omfattet af ordlyden af ligningslovens § 9 C, og kunne således foretage fradrag for befordring uafhængigt af, om skatteyderen faktisk havde afholdt udgifter i forbindelse med befordringen.
SKM 2006.482 ØLR – TfS 2006.703 ØLD En skatteyder havde midlertidig tjeneste ved et arbejdssted og ønskede at modtage skattefri godtgørelse efter ligningslovens § 9 A. Skatteyderen havde i gennemsnit en arbejdstid på mellem 7 og 9 timer dagligt, og arbejdstiden oversteg kun 9 timer i enkelte tilfælde. Rejsen mellem hjem og arbejdssted og tilbage igen var maksimalt 3 timer dagligt under normale omstændigheder. Landsretten fandt det under disse omstændigheder ikke godtgjort, at skatteyderen som følge af arbejdets tilrettelæggelse ikke havde mulighed for at overnatte i sin almindelige bolig. Der var derfor ikke grundlag for at udbetale skattefri godtgørelse efter ligningslovens § 9 A. For to enkelte dage var der dog grundlag for hjemvisning, da overnatning på skatteyderens sædvanlige bopæl de pågældende dage ikke var mulig på grund af arbejdstidens længde. Den refusion af transportudgifter, som skatteyderen modtog, udgjorde ikke fri befordring i medfør af ligningslovens § 9 C, men var skattepligtig med adgang til sædvanligt befordringsfradrag.
TfS 1997.745 LSR Skatteyderen havde benyttet en bil – der var ejet af hans hustru i virksomhedsskatteordningen – til transport mellem hjem og arbejde. Skatteyderen var ikke ansat i hustruens virksomhed. Skatteankenævnet havde anset skatteyderen for at have fri befordring og havde beskattet ham af værdien af fri befordring under henvisning til ligningslovens § 9 C, stk. 6, (nu stk. 7) da hustruens virksomhed havde afholdt samtlige udgifter ved bilens drift. Landsskatteretten bemærkede ved sin afgørelse, at det var en forudsætning for beskatning efter § 9 C, stk. 6, at den fri befordring var stillet til rådighed af en arbejdsgiver. Der var derfor ikke hjemmel i ligningslovens § 9 C, stk. 6, til beskatning af skatteyderens fri befordring.
SKM 2004.343 LR – TfS 2004.665 LR En virksomhed ønskede at stille arbejdsgiverbetalte periodekort til bus og tog til rådighed for medarbejderne til brug for disses transport mellem hjem og arbejdsplads, og virksomheden ønskede i denne forbindelse at få oplyst, om medarbejderne ville blive beskattet af dette. Ligningsrådet udtalte, at den fri befordring ville være skattefri for medarbejderne, såfremt disse ikke foretog befordringsfradrag, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 7. Ligningsrådet bemærkede videre, at det ikke var afgørende, om medarbejderne havde over eller under 24 km til deres arbejdsplads, da ligningslovens § 9 C, stk. 7, alene hjemlede beskatning, såfremt der faktisk blev foretaget et befordringsfradrag. Ligningsrådet bemærkede videre, at medarbejderne som udgangspunkt ville være skattepligtige af periodekortet efter ligningslovens § 16, såfremt dette blev benyttet til privat befordring. Ligningsrådet fandt imidlertid, at medarbejderne alene ville være skattepligtige af periodekortet, såfremt det blev brugt til privat befordring i et sådan omfang, at det medførte et sparet privatforbrug. Denne beskatning kunne efter Ligningsrådets opfattelse alene undgås, såfremt medarbejderen fraskrev sig retten til det arbejdsgiverbetalte periodekort. Ligningsrådet udtalte videre, at medarbejderen, såfremt udgifterne til periodekortet blev fratrukket i bruttolønnen, ville have et ligningsmæssigt fradrag svarende til denne modregning.
SKM 2009.299 SR – TfS 2009.667 SR En skatteyder ønskede oplyst, om der kunne foretages befordringsfradrag, hvis skatteyderen havde firmabetalt bil, som var finansieret gennem en bruttolønsreduktion hos medarbejderen, således at firmaets udgifter var neutrale. Skatterådet udtalte, at skatteyderen, når han fik stillet fri bil til rådighed, blev ansat for at have adgang til fri befordring, jf. ligningslovens § 9 C. Skatterådet udtalte videre, at beskatning af fri befordring skete, uanset om spørgeren blev beskattet af værdien af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4. Skatterådet bemærkede, at det forhold, at bilen var finansieret gennem en bruttolønsnedgang, ikke havde betydning for vurderingen. Skatte-rådet fandt på denne baggrund, at skatteyderen, hvis denne foretog fradrag for befordring, skulle selvangive et beløb svarende til det foretagne befordringsfradrag.
TfS 1994.68 Skd. Skatteministeren har i et notat redegjort for beskatningen af DSB-ansattes fri befordring og befordringsfradragsreglerne. De ansatte i DSB får udleveret et gratis frikort til DSB. Udgifterne til den ansattes befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads kan fradrages efter ligningslovens § 9 C. De ansatte ved DSB, der får udleveret et gratis frikort, er skattepligtige af værdien af fri befordring. Værdien af fri befordring mellem hjem og arbejdsplads ansættes til det beløb, der modsvarer fradraget for befordring mellem hjem og arbejde. Undlader den skattepligtige at foretage fradrag for befordring mellem hjem og arbejde, beskattes den fri befordring mellem bopæl og arbejdsplads i realiteten ved bortfald af fradragsretten. De ansatte kan også fraskrive sig retten til at benytte den fri befordring ved at aflevere frikortet til arbejdsgiveren, og herefter vil den pågældende kunne foretage fradrag efter de almindelige regler i ligningslovens § 9 C.
2 Befordring betalt af fagforeninger, arbejdsløshedskasser og pensionskasser
Til stk. 8
1 Folketingsmedlemmer, ministre og medlemmer af Europa-Parlamentet
Til stk. 9
1 Benyttelse af Storebæltsforbindelsen og Øresundsforbindelsen
SKM 2004.2 LSR – TfS 2004.125 LSR En skatteyder havde ikke fået godkendt fradrag for daglig befordring mellem Odense og København i indkomståret 1998. Skatteyderen havde selvangivet fradrag med 51.895 kr. Skatteankenævnet havde alene godkendt fradrag for befordring med 16.426 kr. Skatteyderen var ansat som elev i København og var bosiddende i København. Skatteyderen gjorde gældende, at befordringen var dokumenteret, samt at hun havde opnået en berettiget forventning om fradraget i forbindelse med en tilkendegivelse fra den kommunale skattemyndighed. Landsskatteretten udtalte, at skatteyderen ikke kunne have opnået en berettiget forventning om fradrag, da der ikke var dokumentation for en tilkendegivelse fra den kommunale skattemyndighed, ligesom en sådan tilkendegivelse ikke ville kunne medføre en berettiget forventning, da tilkendegivelsen stammede fra en underordnet myndighed og vedrørte retlige forhold. Landsskatteretten bemærkede, at der alene blev givet fradrag i praksis, hvis befordringen rent faktisk var foretaget, og at det efter praksis påhvilede skatteyderen at dokumentere eller sandsynliggøre, at befordringen rent faktisk var foretaget. Landsskatteretten fandt, at skatteyderen måtte anses for at have sandsynliggjort, at der rent faktisk var foretaget befordring mellem Odense og København. Landsskatteretten lagde vægt på, at skatte-yderen havde dokumenteret tilstedeværelse på arbejdspladsen i København, at der forelå dokumentation for lægebesøg og pengehævninger i Odense, samt at skatteyderen havde samme arbejdsplads og bopæl efterfølgende og for en efterfølgende periode havde dokumenteret den anvendte offentlige transport. Landsskatteretten fandt, at skatteyderen var berettiget til befordringsfradrag for 191 arbejdsdage for indkomståret 1998. Landsskatteretten fandt videre, at skatteyderen var berettiget til at foretage fradrag for passage af Storebælt. Landsskatteretten bemærkede, at fradraget for passage af Storebælt efter den 14. juni 1998 blev reguleret af bekendtgørelse nr. 865 af 7. december 1998, og at skatteyderen, da hun ikke direkte havde dokumenteret udgifter til benyttelse af Storebæltsforbindelsen, ikke var berettiget til fradrag for passage af Storebælt fra 14. juni 1998 til udløbet af 1998. Landsskatteretten fandt således, at skatteyderen var berettiget til et samlet befordringsfradrag på 59.924 kr.
SKM 2005.176 LR – TfS 2005.449 LR Et selskab påtænkte at tilbyde sine medarbejdere en fri brobizz til brug for kørsel i privat bil mellem hjem og arbejde mod en bruttolønsreduktion svarende til prisen på et brobizz-pendler-abonnement. Ligningsrådet udtalte, at arbejdsgiverbetalt brobizz var omfattet af ligningslovens § 9 C, stk. 7, men at brobizzen ikke var omfattet af kilometerfradraget. Medarbejderne var således berettigede til at foretage befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, stk. 1-4, men ikke til at foretage fradrag for passageafgift efter § 9 C, stk. 9, da udgiften var betalt af arbejdsgiveren. Ligningsrådet udtalte videre, at brobizzen, såfremt den tillige blev anvendt til privat kørsel, ville være skattepligtig efter ligningslovens § 16, stk. 3.
SKM 2009.586 SR – TfS 2009.1130 SR En skatteyder ønskede at få oplyst, om han ville blive beskattet af sporadisk brug af en firmabetalt brobizz til Øresundsbroen, samt om der ligesom ved periodekort til tog kunne accepteres et minimalt antal af private ture. Skatterådet bemærkede, at firmabetalt brobizz i tidligere afgørelser var anset for omfattet af ligningslovens § 9 C som firmabetalt befordring. Skatterådet bemærkede videre, at det af ligningslovens § 16 fremgik, at sparet privatforbrug skulle medregnes til den private indkomst. Skatterådet fandt på denne baggrund, at såfremt skatteyderen benyttede den firmabetalte brobizz til anden privat kørsel end kørsel mellem hjem og arbejde, ville skatteyderen være skattepligtig af værdien af brobizzen, jf. ligningslovens § 16, stk. 3, 1. pkt. Skatterådet fandt videre, at selv et minimalt antal private ture på brobizzen ville anses som et sparet privatforbrug, da hver rejse over broen indebar, at der blev registreret og opkrævet et beløb hos arbejdsgiveren, som skatteyderen ville spare. Skatterådet fandt på denne baggrund, at der ikke kunne foretages et minimalt antal private ture på brobizzen, uden at der skulle ske beskatning efter ligningslovens § 16.
§ 9 D. Særlige befordringsudgifter ved varigt nedsat funktionsevne eller kronisk sygdom
Litteratur
Historik
Forarbejder
1 Overblik
Til stk. 1
1 Varigt nedsat funktionsevne eller kronisk sygdom
Landsskatteretten:
2 Fradrag for transport mellem hjem og arbejdsplads
3 Ikke-anvendelse af § 9 C
Landsretterne:
Landsskatteretten:
Skatterådet:
Skattedepartementet:
4 Fradrag for faktiske befordringsudgifter efter reduktion med et bundfradrag
5 Billigste offentlige transport
6 Manglende offentlig transport
§ 9 E. Eksportmedarbejdere
Litteratur
Historik
Forarbejder
1 Overblik
Til stk. 1
1 Standardfradrag for arbejde i udlandet
2 Betingelser for fradrag
3 Sammenlægning af kortere udlandsophold
Til stk. 2
1 Kun eksportmedarbejdere
2 Kun lønmodtagere
3 Kun dansk arbejdsgiver
4 Kun salg af varer og tjenesteydelser, der er produceret i Danmark
5 »Opfyldelse af salgsaftaler«
6 Undtagne medarbejdere m.v.
Til stk. 3
1 Skatterådets satser
Til stk. 4
1 Arbejdsgivererklæring
§ 9 F. (Ophævet)
§ 9 G. Erhvervsfiskere
Historik
Forarbejder
1 Overblik
Til stk. 1
1 Havfiskerfradraget
2 Havdag
3 Fangstture på mindst 12 timer
4 Individuelt valg fra år til år
5 Ligningsmæssigt fradrag på højst 41.800 kr. pr. år
Til stk. 2
1 Erstatning for en række ligningsmæssige fradrag, som er opregnet i § 9 G stk. 2
2 Ikke samtidig fradrag efter ligningslovens §§ 9 A-9 D
3 Ikke samtidig fradrag for fagforeningskontingent samt bidrag til arbejdsløshedsforsikring, jf. ligningslovens § 13 og pensionsbeskatningslovens § 49, stk. 1, hvis medlemskabet af fagforeningen m.v. eller arbejdsløshedskassen har tilknytning til beskæftigelsen som erhvervsfisker
4 Medlemskab af fagforeningen m.v. eller arbejdsløshedskassen uden tilknytning til beskæftigelsen som erhvervsfisker
5 Ansatte fiskere får ikke samtidig fradrag efter ligningslovens § 9, stk. 1, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a
6 Selvstændige fiskere får ikke samtidig fradrag efter ligningslovens § 9, stk. 1
§ 9 H. Dagplejere
Historik
Forarbejder
1 Overblik
Til stk. 1
1 Omfattede dagplejere
Landsretterne:
2 Valg mellem fradrag for faktiske udgifter forbundet med dagplejen eller et standardfradrag
Landsskatteretten:
Skatterådet:
Til stk. 2
1 Beregning af standardfradraget
Landsskatteretten:
Skatterådet:
2 Sygdomsperioder
Til stk. 3
1 Fradragssatser
§ 9 J. Beskæftigelsesfradrag
Litteratur
Historik
Forarbejder
1 Overblik
Til stk. 1
1 Introduktion
Til stk. 2
1 Procenter og grundbeløb
Til stk. 3
1 Forhøjet fradrag for enlige forsørgere
Til stk. 4
1 Procenter og grundbeløb for enlige forsørgere
§ 10. Ægtefællebidrag og børnebidrag
Litteratur
Historik
Forarbejder
1 Overblik
Til stk. 1
1 Introduktion
2 Ægtefællebidrag
Højesteret:
Landsretterne:
Byretterne:
Landsskatteretten:
Ligningsrådet:
Skatterådet:
3 Bidraget skal være forfaldent og betalt
Landsretterne:
Byretterne:
Landsskatteretten:
4 Fradrag i bidragyderens skattepligtige indkomst
5 Børnebidrag
Højesteret:
Landsretterne:
Byretterne:
Landsskatteretten:
6 Bidragene til underhold af den anden ægtefælle medregnes til denne ægtefælles skattepligtige indkomst
7 Bidragene til underhold af et barn medregnes til barnets skattepligtige indkomst for den del af bidragene, der overstiger det af socialministeren fastsatte normalbidrag
8 Bidrag, der udredes i anledning af dåb, eller af, at barnet når konfirmationsalderen
Til stk. 2
1 Børnebidrag
2 Kun fradrag ved forsørgerpligt
3 Kun fradrag for børnebidrag indtil barnets fyldte 18. år
4 Bidrag for tiden indtil barnets fyldte 18. år kan fradrages i det omfang, de overstiger et beløb svarende til det tillæg, der er fastsat i § 4, stk. 5, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag
5 Betalinger til det offentlige
Til stk. 3
1 Faktisk adskillelse
2 Historisk krav om selvstændig skatteansættelse
3 Bidrag i anledning af faktisk adskillelse skal være fastsat eller godkendt af det offentlige
Landsretterne:
Landsskatteretten:
Til stk. 4
1 Overgangsregel
Til stk. 5
1 Krav om indberetning af bidrag og om oplysning af modtageren
§ 11. Bidrag til børn uden for ægteskab
Litteratur
Historik
Forarbejder
1 Overblik
Til stk. 1
1 Børnebidrag
Højesteret:
Landsskatteretten:
2 Skattemæssig behandling for barnet
3 Bidrag i anledning af dåb samt bidrag, der udredes i anledning af, at barnet når konfirmationsalderen
Til stk. 2
1 Kun fradrag ved forsørgerpligt
2 Kun fradrag, når barnet ikke opholder sig hos bidragyderen
3 Kun fradrag for børnebidrag indtil barnets fyldte 18. år
4 Bidrag for tiden indtil barnets fyldte 18. år kan fradrages i det omfang, de overstiger et beløb svarende til det tillæg, der er fastsat i § 4, stk. 5, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag
5 Oplysnings- og indberetningspligt
6 Betalinger til det offentlige
§ 12. Ensidigt påtagne løbende ydelser
Litteratur
Historik
Forarbejder
1 Overblik
Til stk. 1
1 Løbende ydelser, som den skattepligtige ensidigt har forpligtet sig til at udrede
Højesteret:
Landsretterne:
Til stk. 2
1 Udgifter til ensidigt påtagne forpligtelser over for godkendte foreninger m.v.
Højesteret:
Landsretterne:
Landsskatteretten:
Ligningsrådet:
Skatterådet:
Skattedepartementet:
2 Fradragsloft for fysiske personer
3 Fradragsloft for selskaber m.v.
Højesteret:
Landsretterne:
Skattedepartementet:
4 Årlige ydelser, der i alt ikke overstiger 15.000 kr.
5 Krav om indberetning til SKAT
Til stk. 3
1 Krav om godkendelse af foreningen samt andre krav
2 Krav om almenvelgørende eller almennyttigt formål
Byretterne:
3 Krav til midlernes anvendelse
Til stk. 4
1 Administrative regler
Højesteret:
Landsretterne:
Til stk. 5
1 Friboliger
Højesteret:
Landsretterne:
Landsskatteretten:
Til stk. 6
1 Livsarvinger eller disses ægtefæller
2 Underholdsbidrag
Til stk. 7
1 Børnebørn
Til stk. 8
1 Gensidigt bebyrdende aftaler indgået før den 1. juli 1999
Højesteret:
Landsretterne:
Landsskatteretten:
Ligningsrådet:
2 Tilfælde uden fradrag
§ 12 A. Friboliger for forældre m.fl.
Litteratur
Historik
Forarbejder
1 Overblik
Til stk. 1
1 Hovedprincippet
2 Lejeindkomst
3 Friboligen skal være i tilknytning til en bolig, som den skattepligtige eller dennes ægtefælle bebor
Landsskatteretten:
4 Krav til status for beboeren i friboligen
Til stk. 2
1 Samlevere
§ 12 B. Løbende ydelser i gensidigt bebyrdende aftaler
Litteratur
Historik
Forarbejder
1 Overblik
Til stk. 1
1 Aftaler indgået 1. juli 1999 eller senere
2 Løbende ydelse
Landsskatteretten:
Ligningsrådet:
Skatterådet:
3 Regulering i anden lovgivning
4 De tidligere gældende regler
Til stk. 2
1 Kapitalisering
Til stk. 3
1 Saldoførelse
Til stk. 4
1 Den skattemæssige behandling af modtageren af den løbende ydelse
Til stk. 5
1 Den skattemæssige behandling af yderen af den løbende ydelse
2 Overdragelse med succession
3 Vederlag for ikke-afskrivningsberettigede aktiver m.v.
Til stk. 6
1 Afståelse af retten til den løbende ydelse
Til stk. 7
1 Afståelse til yderen
Til stk. 8
1 Afståelse til tredjemand
Til stk. 9
1 Overdragelse af yderens forpligtelse
Til stk. 10
1 Mindst en af parterne skal på tidspunktet for aftalens indgåelse var fuldt skattepligtig eller begrænset skattepligtig her i landet
Til stk. 11
1 Ydelser til nærtstående institutioner m.v.
§ 13. Kontingenter til arbejdsgiverforeninger, fagforeninger m.v.
Litteratur
Historik
Forarbejder
1 Overblik
Skatterådet:
Til stk. 1
1 Den skattemæssige behandling på bidragersiden
Højesteret:
Landsskatteretten:
Landsretterne:
Skatterådet:
Statsskattedirektoratet:
2 Kontingenter
Højesteret:
Landsretterne:
Landsskatteretten:
Skatterådet:
Skattedepartementet:
3 Arbejdsløshedsforsikring
4 Gruppelivsforsikring m.v.
5 Erstatninger eller ydelser, der udbetales til medlemmerne af sammenslutninger
Til stk. 2
1 Krav om indberetning
§ 13 A. Præmiebetalinger til syge- og arbejdsskadeforsikringer for selvstændige
Historik
Forarbejder
1 Overblik
Til stk. 1
1 Fradrag for udgifter til præmiebetalinger til syge- og arbejdsskadeforsikringer
Til stk. 2
1 Præmier betalt af den medhjæpende ægtefælle
2 Valgfrihed mht hvem der tager fradraget
§ 14. Ejendomsskatter
Litteratur
Historik
Forarbejder
1 Overblik
Til stk. 1
1 Fradragsrettens omfang
Højesteret:
Landsretterne:
Landsskatteretten:
Til stk. 2
1 Ikke fradragsberettigede udgifter til ejendomsskatter
2 En- og tofamilieshuse, sommerhuse og ejerlejligheder, der tjener til bolig for ejeren
3 Andre ejendomme
4 Stuehuse
5 Ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6-8
6 Ubebyggede grunde
7 Visse udenlandske ejendomme
Til stk. 3
1 Uvæsentlig erhvervsmæssig anvendelse
Landsskatteretten:
§ 14 A. Betalinger til og fra visse restgældsreguleringsfonde
Historik
Forarbejder
1 Overblik
Til stk. 1
1 Indbetalinger
Til stk. 2
1 Udbetalinger
§§ 14 B-14 E. (Ophævet)
§ 14 F. Bidrag til hjælpe- og understøttelsesfonde
Historik
Forarbejder
1 Overblik
Til stk. 1
1 De omfattede fonde
2 Fonde, der har til formål at udbetale ydelser af pensionslignende karakter
3 Etablering af gældsforpligtelse
Til stk. 2
1 Krav til bestyrelsens sammensætning
Til stk. 3
1 Bidrag til fonde efter stk. 1 kan ikke fradrages efter § 12, stk. 2
§ 14 G. Vedligeholdelse og forbedring af visse udlejningsejendomme
Litteratur
Historik
Forarbejder
1 Overblik
Til stk. 1
1 Boligreguleringslovens § 18 b og lejelovens § 63 a
2 Godtgørelse, der afsættes på ejendommens konto
Til stk. 2
1 Renter
Til stk. 3
1 Beløb til vedligeholdelse og forbedring
Til stk. 4
1 Overskydende vedligeholdelses- og forbedringsudgifter
Til stk. 5
1 Overskydende fratrukne og udbetalte beløb
2 Beløb, der udbetales efter lejelovens § 63 f eller boligreguleringslovens § 22 e
3 Nedsættelse af beløb, der kommer til beskatning efter 1. og 2. pkt.
Til stk. 6
1 Regler om konti over beløb, der anvendes til ejendommens vedligeholdelse og forbedring, og over de beløb, der er nævnt i stk. 3 og 5
2 Regler om oplysningspligt
§ 14 H. (Ophævet)
§ 14 I. (Ophævet)
§ 14 J. (Ophævet)
§ 15. (Ophævet)
§ 15 A. Lejeværdi af egen bolig
Litteratur
Historik
Forarbejder
1 Overblik
Til stk. 1
1 Lejeværdi af egen bolig
Landsretterne:
Landsskatteretten:
Til stk. 2
1 Skatteloft
§ 15 B. (Ophævet)
§ 15 C. (Ophævet)
§ 15 D. (Ophævet)
§ 15 E. (Ophævet)
§ 15 F. (Ophævet)
§ 15 G. (Ophævet)
§ 15 H. (Ophævet)
§ 15 I. (Ophævet)
§ 15 J. Udgifter vedrørende fast ejendom
Litteratur
Historik
Forarbejder
1 Overblik
Højesteret:
Landsretterne:
Landsskatteretten:
Skatterådet:
SKAT:
Til stk. 1
1 Omfattede ejendomme
Til stk. 2
1 Udlejning i en del af indkomståret
Til stk. 3
1 Ejere af en udlejningsejendom omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6 og 7
Til stk. 4
1 Deltagere i et fællesskab som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 8
§ 15 K. Fredede ejendomme
Historik
Forarbejder
1 Overblik
Til stk. 1
1 Fradrag for driftsudgifter for fredede ejendomme
Til stk. 2
1 Fradrag af de faktisk afholdte udgifter til istandsættelse
Til stk. 3
1 Beregnings- og fradragsregler
Til stk. 4
1 Bygnings Frednings Foreningens medvirken
Til stk. 5
1 Ophævelse af fredningen
Til stk. 6
1 Ejendomme som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 5
§ 15 L. (Ophævet)
§ 15 M 
(Ophævet)
§ 15 N 
(Ophævet)
§ 15 O. Fritidsboliger
Litteratur
Historik
Forarbejder
1 Overblik
Landsretterne:
Landsskatteretten:
Til stk. 1
1 Metodevalg
2 Ejerskifte
3 Fradragsbegrænsninger
Landsretterne:
Skatterådet:
4 Forhøjet bundfradrag
Til stk. 2
1 Fradrag efter den regnskabsmæssige metode
Landsretterne:
Byretterne:
Skatterådet:
2 Ikke skift til standardfradrag
§ 15 P. Værelsesudlejning
Litteratur
Historik
Forarbejder
1 Overblik
Til stk. 1
1 Værelsesudlejning
2 Omfattede ejendomme
Byretterne:
3 Bruttolejeindtægten
4 Standardfradrag
5 Reduceret bundfradrag, såfremt ejeren eller fremlejegiveren kun har været ejer/lejer af lejligheden en del af indkomståret
6 Ejendomme beliggende i udlandet
Til stk. 2
1 Udlejning af hele boliger i en del af indkomståret
Byretterne:
Skatterådet:
Til stk. 3
1 Fradrag efter regnskabsmæssig opgørelse
§ 16. Personalegoder
Litteratur
Historik
Forarbejder
1 Overblik
Til stk. 1
1 Introduktion
2 Tilskud til telefon
3 Grænsen mellem personalegoder og almindelig personalepleje og andre driftsomkostninger
Højesteret:
Landsretterne:
Byretterne:
Landsskatteretten:
Ligningsrådet:
Skatterådet:
4 Ydelser, der medfører sparet privatforbrug
5 Sundhedsudgifter
Højesteret:
Landsskatteretten:
Ligningsrådet:
Skatterådet:
Skattedepartementet:
6 Beklædning
Landsskatteretten:
Ligningsrådet:
Skatterådet:
7 Uddannelse
Landsskatteretten:
Skatteministeren:
8 Kurser og rejser
Højesteret:
Landsretterne:
Byretterne:
Landsskatteretten:
Ligningsrådet:
Skatterådet:
9 Køberetter og tegningsretter (warrants) til aktier, betingede rettigheder til aktier m.v.
Ligningsrådet:
Skatterådet:
10 Modtagerkredsen
Til stk. 2
1 Introduktion
2 Tilskud til telefon
3 Fri telefon
Skatterådet:
Told og Skattestyrelsen
Til stk. 3
1 Introduktion
2 Værdiansættelse af personalegoderværdiansættelse:personalegoder
Skatterådet:
3 Rabatter
Landsskatteretten:
Skatterådet:
4 Naturaliegoder, julegaver m.v.
Landsretterne:
Skatterådet:
5 Sundhedsbehandlinger
6 Bagatelgrænse for arbejdsrelaterede goder
Byretterne:
Landsskatteretten:
Ligningsrådet:
Skatterådet:
7 Fri kost og logi
Byretterne:
Landsskatteretten:
Skatterådet:
SKAT:
8 Fri telefon
9 Fri helårsbolig
Landsretterne:
Byretterne:
Landsskatteretten:
Skatterådet:
10 Personalelån
Landsretterne:
Landsskatteretten:
Ligningsrådet:
Til stk. 4
1 Introduktionkørsel:fri bil
2 Persongruppen omfattet af § 16, stk. 4
3 Køretøjer omfattet af § 16, stk. 4
Højesteret:
Landsretterne:
Byretterne:
Landsskatteretten:
Ligningsrådet:
4 Kørsel i bil med chauffør
Skatterådet:
5 Leasede biler
6 Sammenhæng med reglerne om befordringsgodtgørelse og befordringsfradrag
7 »Til rådighed for privat benyttelse«
Højesteret:
Landsretterne:
Byretterne:
Landsskatteretten:
Ligningsrådet:
Skatterådet:
Skattedepartementet:
8 Den skattemæssige værdi (stk. 4, 1. og 2. pkt.)
Højesteret:
Landsretterne:
Landsskatteretten:
Ligningsrådet:
Skatterådet:
9 Miljøtillæg (stk. 4, 3. og 4. pkt.)
10 Opgørelsen af bilens værdi (stk. 4, 5. pkt.)
Landsretterne:
Landsskatteretten:
Ligningsrådet:
Skatterådet:
Skatteministeriet:
Told- og Skattestyrelsen:
11 Gammel bil (stk. 4, 6. pkt.)
Landsskatteretten:
Ligningsrådet:
Skatterådet:
12 Udenlandsk firmabiludenlandsk:firmabil (stk. 4, 7. pkt.) .
13 Bil til rådighed en del af året (stk. 4, 8. pkt.)
14 Privat kørsel i bil, der udelukkende er stillet til rådighed for erhvervsmæssig kørsel (dagsafgiftsmodellen) (stk. 4, 9. og 10. pkt.)
15 Kørsel mellem hjem og arbejde (stk. 4, 11. pkt.)
16 Betaling for råderetten (stk. 4, 12. pkt.)
Landsskatteretten:
Ligningsrådet:
Told- og Skattestyrelsen:
17 Biler omfattet af § 4, stk. 1, II, A, i lov om vægtafgift af køretøjer m.v.
18 Biler, der er indregistreret første gang den 2. juni 1998 eller tidligere
Til stk. 5
1 Introduktion
2 Frit sommerhus
Højesteret:
Landsretterne:
Byretterne:
Landsskatteretten:
Ligningsrådet:
Skatterådet:
Skattedepartementet:
3 Værdiansættelse
4 Ansat hovedaktionær, direktør eller anden ansat med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform
Til stk. 6
1 Introduktion
2 Fri båd
Højesteret:
Landsretterne:
Ligningsrådet:
Skatterådet:
Skattedepartementet:
3 Værdiansættelse
4 Ansat hovedaktionær, direktør eller anden ansat med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform
Højesteret:
Til stk. 7
1 Introduktion
2 Boliger med bopælspligt og fraflytningspligt
3 Værdiansættelse
4 Forholdsmæssig rådighed
5 Egenbetaling
Til stk. 8
1 Boliger uden beboelsespligt, men med fraflytningspligt
Skatterådet:
2 Egenbetaling
Til stk. 9
1 Introduktion
2 Direktører og andre ansatte med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform
Højesteret:
Landsretterne:
Byretterne:
Landsskatteretten:
Ligningsrådet:
Skatterådet:
Højesteret:
Landsskatteretten:
Til stk. 10
1 Fri parkeringsplads
Skatterådet:
Skattedepartementet:
Til stk. 11
1 Sparet hjemmeforbrug til kost
Højesteret:
Skatterådet:
Til stk. 12
1 Fri telefon og hjemmearbejdspladser
Skatterådet:
Til stk. 13
1 Værdien af privat benyttelse af en computer med tilbehør
2 Bruttolønsordninger
Landsskatteretten:
Skatterådet:
Skattedepartementet:
Told- og Skattestyrelsen:
Til stk. 14
1 Selvstændigt erhvervsdrivendes telefon m.v.
Til stk. 15
1 Pædagogisk spisetræning
Skatterådet:
Til stk. 16
1 Sponsorerede fribilletter
Back Matter
Doms- og afgørelsesregister
Show Items
Stikordsregister
Show Items
Titel:
Ligningsloven Bind II (2. udg.)
Kapiteltitel:
Kommentarer til ligningsloven
Forfattere:
Henrik Peytz
Udgivelsesdato:
03 Jan 2018
P-ISBN:
9788757436167
e-ISBN:
9788771981834
Emner:
Skatteret, Indkomstskatter, Almindelig skatteret
Type:
Kapitel