Retskilder og retsteorier (5. udg.)

Den hermed foreliggende 5. reviderede udgave af Retskilder og Retsteorier bygger på Tvarnø & Nielsens retsteori, der kaldes europæisk, realistisk retspositivisme. Bogen består af to dele. I Del I gennemgås de retskilder, der anvendes i juridisk praksis. Her behandles regulering, der omfatter dansk lovgivning i vid forstand (grundloven, almindelige love, bekendtgørelser, mv.), EU lovgivning, der omfatter traktater (TEU, TEUF, Chartret om grundlæggende rettigheder) og EU-retlig sekundærlovgivning (forordninger, direktiver, afgørelser, henstillinger og udtalelser) samt folkeretlige traktater. Derefter behandles praksis (domspraksis, administrativ praksis, retssædvaner og forskningspraksis) og uskreven ret (almindelige retsprincipper og forholdets natur). I det sidste kapitel i Del I gennemgås retsdogmatisk fortolkning og de teoretiske værktøjer (begreber, systematiske snit, principper, mv.), retsdogmatikken benytter. I Bogens Del II gennemgås de vigtigste retsteorier og teoretiske perspektiver på retten. Her behandles naturret, hermeneutik, retspositivismen som udformet navnlig af Hans Kelsen og videreudviklet i ’critical legal positivism’ og institutionel retsteori, skandinavisk realistisk retsteori som udformet navnlig af Alf Ross, kønsperspektiv på retten og retsøkonomi. Hovedtrækkene i europæisk, realistisk retspositivisme opsummeres i bogens sidste kapitel (kap. 12). Europæisk, realistisk retspositivisme er en syntese af retspositivismen og Ross’ realistiske retsteori. Retten anskues ud fra en monistisk synsvinkel, hvor danske retskilder, EU-retlige retskilder og folkeretlige retskilder ses som ét stort, integreret retssystem. Gyldig ret (gældende ret) defineres som regler, der anvendes i juridisk praksis, fordi anvenderne på grundlag af en retsdogmatisk analyse finder, at de hører til retssystemet. De vigtigste former for juridisk praksis er domspraksis, lovgivningspraksis og forskningspraksis. Det er en forudsætning for, at en regel kan anses for gyldig ret (gældende ret) at der er en rimelig grad af konsensus herom mellem domstole, lovgivere og juridiske forskere.